11. september

Døden i september

Den muslimske forfatter Ziauddin Sardar skrev i september 2001: »Det voldsomme terrorangreb på Amerika har tvunget muslimer til at kaste et kritisk blik på sig selv,« »Hvorfor har vi gentagne gange vendt det døve øre til det onde i vores egne samfund? Hvorfor har vi tilladt, at hellige begreber som fatwa og jihad er blevet kapret af mørkemænd, fanatiske ekstremister?«

Weekendavisen 12.09 2003  

Tusinder af mennesker mistede livet den 11. september. Og den danske venstrefløj opgav ånden.

af Inger Holst

DEN danske højrefløj - vor regering med støtteparti - har kastet sig ud i en omfattende kulturkamp. Hvilken kultur de kæmper for, er ikke let at få rede på, for siden Kaj Munk har højrefløjen ikke haft åndsliv af betydning at byde på.Så det nye påhit er nok bare endnu et udtryk for, at nu skal den gamle venstrefløj have nogle bank, og det skal deres åndelige fædre også! Væk med PH, ud med Hørup, ned med Brandes! Der er mange døde mænd at slå ihjel.

Skønne spildte kræfter, eftersom venstrefløjen for to år siden uopfordret og ganske frivilligt, opgav ånden - den store, gamle frihedsånd. Den 11. september 2001, da en ny tid kom som en bombe fra himlen, fattede de gamle ungdomsoprørere ingenting, forblændede som de var af had ikke alene til magtens USA, men også til amerikansk kultur i alle dens former og til amerikanere af alle slags!

Så langt og dybt var hadet, at de mente, at døden for de tusinder var ganske velfortjent. Værre end døden i Hiroshima 56 år tidligere var den i hvert fald ikke. Eller i Vietnam for tre årtier siden. Eller i Chile, Nicaragua og Rwanda, i hele den sultende, lidende tredje verden. Og hvad med indianerne? Og negerslaverne? Der var ikke den elendighed, kloden rundt, gennem hele historien, som ikke var de nulevende - og nyligt afdøde - amerikaneres skyld.

»Men,« sagde de venstreorienterede, mens de så tårnene brænde, og mennesker styrte. »Men,« blev de ved med at sige i tiden, der fulgte. Det betød, at nok var der sket noget frygteligt. »Men« - der var retfærdighed i det! Det samme mente de mørke kræfter i USA: Katastrofen den 11. september var Guds straf over storbyens syndere, bøsser, lesbiske, aborttilhængere... Synspunktet blev, naturligt nok, bakket op af verdens fundamentalistiske muslimer.

DET var den sorteste reaktion, de venstreorienterede allierede sig med de dage i september. Sådan gik det til, at de mistede deres troværdighed samt retten til - altid at have ret. Hvem kan nu tro, at venstrefløjen repræsenterer fremtiden og det gode i mennesket? Hvem kan tro på dem, når de møder op ved demonstrationer for at protestere mod drab på civile?

Blandt dem, der vendte sig mod fejlfortolkningerne, var Carsten Jensen. I Politiken, under overkriften »De virkeligheds-immune«, skrev han:

»Hvis New Yorks tvillingetårne havde været bygget af samme uigennemtrængelige materiale, som venstrefløjens pandeskaller, havde de stået endnu.«

Hvad der foregik bag de pandeskaller, er ikke let at fatte. Skønt hele åndseliten og en hær af læserbrevsskribenter gjorde, hvad de kunne for at indvie os i det. Herostratisk berømte blev to indlæg i Politiken, en kronik af filminstruktøren Chr. Braad Thomsen, »Cowboy-præsidenten« og en kortere, men ikke mindre opsigtsvækkende, udmelding fra forfatteren Jørgen Knudsen, »Ondskab?«

Chr. Braad Thomsen kaldte bin Laden en indianer. Naturens muntre søn, forstår man, en ædel vild på krigsstien.

For denne skribent var Nazityskland og det terrorramte USA to sider af samme sag:

»...justitsminister Frank Jensen (forsikrede) forleden, at vi naturligvis vil sende terrormistænkte til USA, også selv om de risikerer dødsstraf. Det er en gentagelse af situationen fra 30'erne, da vi sendte terrormistænkte tyskere tilbage over grænsen til den visse død.«

Som om nazismens ofre gav sig af med massemord - de, som selv blev myrdet på samlebånd. Jørgen Knudsen var heller ikke i tvivl om, hvem der var de gode, og hvem der var de onde. For ham var bødlerne den 11. september selvopofrende frihedskæmpere, »den fattige verdens helte«.

Med disse ord, med disse indlæg, sluttede venstrefløjens historie i Danmark - i total begrebsforvirring. Derfra kommer ikke mere højt humør, ikke mere sund fornuft og slet ingen højere moral. Her er, når det kommer til stykket, ingenting for højrefløjen at bekæmpe, intet reelt at slås med!

ENGANG var der et menneske, jeg husker ikke hvem, der stillede et spørgsmål til sin samtid: Ville vi kunne kende fascismen igen, hvis vi mødte den i andre gevandter?Det spørgsmål blev besvaret efter den 11. september: Fascismen, åbenlys i sin foragt for menneskeliv, lod sig ikke genkende, da den mødte op i arabiske klæder, med romantisk skægvæskt og lidenskabelige dådyrøjne.

Højrefløjen gik, forventeligt, i den modsatte grøft. Dansk Folkeparti gik straks til angreb på alle muslimer, de danske især. Andre borgerlige meningsdannere holdt sig heller ikke tilbage: Nu var det islam, der var fjenden - som i sin tid Sovjetunionen. Islam i al almindelighed!

Muslimer på Vestbredden og på Nørrebro havde da også gjort sig uheldigt bemærket, da de jublede over terrorangrebet. Men de fleste muslimer i Danmark valgte at tage afstand fra terroraktionen. De kaldte den uislamisk. I modsætning til de hårdkogte elementer på venstrefløjen var de chokerede, og de følte oprigtigt med ofrene. Desuden var de bange for det had mod alle muslimer, som højrefløjen pustede til. De ville rense både islam og sig selv. De var i defensiven. Det kan man ikke fortænke dem i.

MEN på den anden side af havet, et sted i England, gik en muslim i offensiv mod sine morderiske trosfæller. Den 16. september i The Guardian skrev forfatteren Ziauddin Sardar en artikel med titlen: »When the innocent are murdered, we all go into the dark with them«.

»Islam kan ikke forklare selvmordskapreres handlinger, så lidt som kristendommen kan forklare gaskamrene,« skriver han.

Nogle dage senere, 23. september, kom en artikel mere i samme avis: »My fatwa on the fanatics«.

»Det voldsomme terrorangreb på Amerika har tvunget muslimer til at kaste et kritisk blik på sig selv,« skriver han. Og fortsætter:

»Hvorfor har vi gentagne gange vendt det døve øre til det onde i vores egne samfund? Hvorfor har vi tilladt, at hellige begreber som fatwa og jihad er blevet kapret af mørkemænd, fanatiske ekstremister?«

Muslimer har et skarpt blik for amerikansk dobbeltmoral. Som er ganske iøjnefaldende, det synes forfatteren også selv.

»Men vi sætter sjældent spørgsmålstegn ved vores egen dobbeltmoral.«

Muslimer har været mere optaget af at forsvare sig selv og deres religion mod diskrimination. Desuden er der en tendens blandt de troende til at fokusere på egne lidelser.

»På den måde er alle gode og ansvarsfulde muslimer blevet impliceret i fanatismens ukontrollable vækst i muslimske samfund. Vi har givet fri råderet til fascister midt iblandt os og har forsømt at fordømme fanatikere, som har maltrakteret de helligste begreber i vores tro. Vi har været tavse, mens de har udråbt sig selv som martyrer og til ukendelighed har lemlæstet den helligste mening med det at være muslim

Han slutter med at udstede en fatwa mod fanatikerne. Det lyder fælt i vestlige ører - hvilket han er den første til at beklage:

»En fatwa er simpelthen en legal mening, baseret på et religiøst ræsonnement. Det er et enkelt individs mening og ikke bindende for andre end den person, der udsteder den. Men siden Rushdie-æffæren forbindes det i Vesten entydigt med dødsstraf.«

Derfor er det vigtigt, at også moderate muslimske stemmer begynder at udstede fatwaer, skriver han. Og det gør han så. Han udsteder en fatwa mod terroristerne den 11. september, og mod dem, der har været bejælpelige med planlægning, finansiering, træning, rekruttering, støtte og husly til dem.

»Den tavse, muslimske majoritet må tage til orde. Resten af verden kunne hjælpe ved at tillægge sig en mere afbalanceret tone, skriver han - med adresse til et USA, der ser sig selv som personificering af uskyld, godhed og ufejlbarlig guddommelighed.

Klar tale i en skummel tid. Fornuftens stille stemme, midt i et kollektivt brøl af vås. Vi er langt fra Jørgen Knudsen og lige så langt fra Mogens Camre.

Vi er hos en mand, som ved, hvad han taler om. Som er tro mod sig selv, sin kultur og sin Gud - og samtidig er sig sit ansvar bevidst, også i forhold til de forbrydelser, der forøves i Allahs navn. Et lille håb for fremtiden:

Måtte flere af den slags muslimer komme til orde. Flere af den slags mennesker komme til verden!