Interview med debattør Karen M. Larsen

Kønnenes kamp

Metamorfose. Karen M. Larsen var katolik og gik i kloster som ung. Nu er hun medlem af Folkekirken og gift med en kvinde. Og er på kant med den nye tids feminister. Inger Holst interviewer forfatteren.

INGER HOLST

Weekendavisen 15. oktober 2020

I en af de små, gamle gader i det indre København ligger en kælderrestaurant. Det har den gjort siden 1888. Måske har Georg Brandes siddet her og talt med gode kampfæller om kvindernes befrielse. Herman Bang kan have siddet i et hjørne og funderet over sin drift og sin skæbne. Få år senere, i et nyt århundrede, kan Johannes V. Jensen have siddet her med en ravgul øl fra fad.

I dag sidder en kvinde hernede i halvmørket. Hun ville næppe være blevet lukket ind dengang. En dame i lange bukser, med bare arme i en cyklamenfarvet T-shirt og intet korset ville have været lige så uanstændig, som hun var utænkelig.

Kvinden hedder Karen Margrethe Larsen. Hun er 51 år gammel, og der er – i vor tids øjne – intet påfaldende ved hendes påklædning. Alligevel lægger hun vægt på, at dette tøj – som alt det andet, hun går i – er købt i en herrebutik.

»Jeg hader feminint tøj,« siger hun.

 

»Jeg har altid hadet alt, hvad der har med pigers og kvinders kønsroller at gøre.«

Karen M. Larsen er lektor i historie og religion, hun underviser på et VUC og har lige udgivet en bog om kønnenes kamp.

Havde de tre herrer hørt bogens titel, ville Brandes have mis­tet mælet, Bangs trætte maske ville være krakeleret, og Jensen ville være gået midt i frokosten.

Bogen hedder Kvinder med penis og gravide mænd – en rejse ind i et absurd kønspolitisk univers.

Karen M. Larsen kommer tit i den gamle vinstue. Men i dag ville hun alligevel hellere have spist på et sted med en helt anden historie. En café for det københavnske regnbuemiljø. Der tør hun ikke længere gå ind, så lidt som hun vover sig til de stolte Pride-parader, hvor mangfoldigheden hyldes. Hun føler sig ikke længere velkommen. Selv om det var i dette miljø, hun sprang ud som lesbisk – efter i mange år at have kæmpet med sin seksuelle orientering. Nu turde hun endelig stå ved, at hun var tiltrukket af kønsfæller. Hun opdagede, at det var der også andre kvinder, der var. En af dem blev hun gift med og lever lykkeligt med i dag i en lille idyl på Falster.

Men i dag er regnbuemiljøet lukket land. Hun er et kendt ansigt i den nye kønskamp. Og den er ikke idyllisk. Derfor sidder vi her i en fin gammel kælder fra 1888. Siden da har der været mange slags kampe for kvinders frihed. Og mange af dem er vundet.

Men Karen M. Larsen mener, at det stadig er altafgørende, om man er født med en penis. Hun definerer sig selv som radikalfeminist. Det betyder blandt andet, at hun ikke tillægger det stor betydning, at Danmark nu for anden gang har en kvindelig statsminister. For de fleste kvinder undertrykkes stadig, mange voldtages og nogle myrdes. Det sker i hele verden.

»Mænd er farlige for kvinder. Ikke alle, selvfølgelig, men alt for mange. Og man kan ikke vide hvem.«

Karen M. Larsens bog består af en række blogindlæg og læserbreve fra de sidste fem år med temaer fra den nye kønsdebat.

Den handler om en helt ny slags kvindekamp. En voldsom konflikt mellem de kvinder, der mener, at det medfødte køn er et biologisk faktum, og de, der mener, at hvis man føler sig som kvinde, så er det det, man er. Og det skal alle acceptere.

I mange menneskers ører lyder det som et sekterisk slagsmål i en hemmelig kult i en bjerghule. Men transideologien har vind i sejlene. Mange kampe kæmpes og vindes i magtens korridorer.

For eksempel gik loven om juridisk kønsskifte let igennem i Folketinget i 2015. Det samme kommer formentlig snart til at ske også for børn.

Et spil, hun ikke vil være med til

Karen M. Larsen har aldrig befundet sig godt med de kvindelige kønsroller, heller ikke som barn. Hun frygter, at flere af nutidens børn og unge vil blive lagt i transkassen og begynde med hormonbehandling og operationer så tidligt i livet, at de ikke kan nå at erkende, at de måske bare er ved at udvikle sig til maskuline lesbiske eller feminine bøsser. Det behøver man ikke at tage hormoner og lade sig operere for, mener hun. Man skal lære at erkende, at man er god nok, som man er.

Karen M. Larsen forsikrer, at hun har det fint med transkønnede, og at hun mener, de har ret til at leve, som de vil.

»Jeg har intet imod, at en mand kan føle sig og klæde sig som en kvinde. Jeg siger gerne ’hun’, jeg spiller gerne spillet.«

Men der er spil, hun ikke vil være med til: Tanken om, at man en dag i et omklædningsrum for kvinder kan blive udsat for synet af en penis, finder hun ikke tiltalende. Også hvis den sidder på en kvinde.

»En penis kan aldrig blive et kvindeligt kønsorgan,« siger hun.

Hun mener heller ikke, at en penis kan opereres om til en vagina. »Det, de får, er de facto et åbent sår.«

Det er den slags synspunkter, der har bragt hende og mange andre feminister på kollisionskurs med de transkønnede. Især de lesbiske har fået nye kampe at kæmpe.

Transkvinder med eller uden penis føler sig ofte tiltrukket af andre kvinder. Derfor mener de, at de er lesbiske. Det er lesbiske af den gamle skole sjældent enige med dem i.

Det er en af de ting, der har ført til begrebet TERF – »trans-exclusionary radical feminist«. Et af de begreber, der flyver i luften i disse år i mange lande i Vesten, hvor en ung genera­tion igen vil vælte den gamle verden og bygge en bedre.

De færreste flertals-mennesker ved, hvad forkortelsen betyder: En TERF er ofte en lesbisk, der ikke vil have sex med en anden lesbisk, hvis hun har en penis. Hun vælger på forhånd alle transkønnede kvinder fra.

Karen M. Larsen er en af dem, der kaldes TERF. Men vedrører den kamp hende selv?

»Nej, ikke personligt,« siger hun.

»Jeg har ikke alderen, og jeg ikke er på markedet, så ingen kvinde med en penis forlanger sex af mig. Men det sker for unge lesbiske, og det ideologiske pres er stort. Det betragtes som diskrimination på linje med racisme, hvis man som lesbisk kategorisk afviser sex med transkvinder. Men for det første vil ingen lesbisk være tiltrukket af en penis. For det andet er der mange kvinder, der betragter den som en trussel, fordi de har været udsat for seksuel vold.«

– Er sådan et organ en trussel i et omklædningsrum, hvis både det og personen, det tilhører, opfører sig ordentligt?

»Ja,« siger Karen M. Larsen.

»Mange kvinder forbinder en penis med et overgreb.«

Et fristed

For Karen M. Larsen var det ikke let at springe ud som lesbisk. Nu oplever hun, at hun igen får at vide, at hendes seksualitet er forkert. Som i hendes barndom og ungdom i 1970erne og 1980erne.

Dengang var den så forkert, at der slet ikke blev talt om den. Ikke på Lolland, hvor hun er født og vokset op.

»På biblioteket var der ingen bøger om emnet.«

Det var i den seksuelle frigørelses storhedstid. Bøsser og lesbiske gik frit omkring i de store byer. Men den seksuelle revolution kom ikke til Lolland.

»Jeg anede i mange år ikke, at kvinder kunne tiltrækkes af kvinder, og jeg gjorde mig store anstrengelser for at forelske mig i drenge og unge mænd. Det lykkedes aldrig.«

Men Karen M. Larsen havde et fristed. Hendes mor var katolsk. Sct. Birgitta Kirke i Maribo var hendes bedste legeplads.

»Jeg husker, at kirken på én gang var mørk og lidt uhyggelig, fyldt med mærkelige genstande, lyde og lugte,« skrev hun i en bog, hun udgav i 2007, Enhver, som elsker, kender Gud, om kristne homoseksuelle og deres kamp for at forene tro og kærlighed.

Så det var ikke et tilfældigt valg, da hun som 12-årig begyndte at drømme om at blive nonne. Det endte med, at hun som 20-årig, i 1989, blev optaget på prøve i et karmeliterkloster i Wien.

Det var en meget streng orden, med tremmer for vinduerne. Det var ikke, fordi nonnerne blev spærret inde, men det signalerede deres vilje til at lukke verden ude. Livet her krævede fem timers bøn om dagen og 22 timers tavshed i døgnet.

»Vi stod op klokken fem hver morgen. Først var der morgenbøn, så var der en times meditation, derpå gudstjeneste. Kl. 7.30 var der morgenmad.«

Så begyndte den strenge, disciplinerede dag.

»Foruden de mange bønner havde vi også nogle timers arbejde. Ved optagelsessamtalen var jeg kommet til at sige, at jeg hadede håndgerning. Det var vist derfor, jeg blev sat til at sy nonnedragter.«

Karen M. Larsen var i klosteret i et år. Ikke én gang faldt det den 20-årige kvinde ind at sætte ord på sin seksualitet.

»Hvis jeg havde indrømmet, bare for mig selv, at jeg var lesbisk, ville jeg være blevet nødt til at sige det højt. Og det havde kunnet medføre, at jeg måtte opgive drømmen om at blive nonne. Derfor turde jeg end ikke i tanken sætte ord på min seksuelle orientering.«

Skønt hun var lydig, bad sine bønner, syede og var klar til for altid at sætte tremmer for sin seksualitet, bestod hun ikke sin prøvetid. Hun blev sendt hjem til Danmark igen. Nonnerne mente ikke, at hun var moden til klosterlivet.

»Det er jeg selvfølgelig glad for i dag – for ellers tror jeg, jeg havde levet det liv den dag i dag. Men de kunne godt have gjort det mere elegant. Jeg fik ingen forklaring, bare en enkeltbillet hjem til Danmark. Ingen hjalp mig, ingen støttede mig. Jeg var på selvmordets rand.«

Den aflyste revolution

Imens alt dette skete, gik den homoseksuelle frigørelse med lynets hast i Danmark. Den stod i fuldt flor i de store byer, mens hun legede på kirkegulvet i Maribo.

I 1989, da hun gik i kloster i Wien, var den homoseksuelle bevægelse ikke længere en del af en revolutionær ungdomsbevægelse. Den grænseoverskridende tid var overstået, revolu­tionen var aflyst og kernefamilien genindført for det heteroseksuelle flertal.

Men de homoseksuelles kamp var ikke forbi. Da Bøssernes Befrielsesfront og Lesbisk Bevægelse gik i sig selv, kom en ældre bevægelse på banen.

»Forbundet af 1948« blev af 1970ernes revolutionære betragtet som en forældet forening for gamle homoseksuelle af borgerlig observans. Nu var det dem, der tog over. Og nu var kravene ikke længere den totale befrielse.

Med målrettede kampagner og benhårdt lobbyarbejde førte de kønslivets minoriteter fra sejr til sejr i de årtier, der fulgte. Helt frem til alteret i den danske folkekirke. Hvor også Karen M. Larsen har sagt sit ja til kvinden i sit liv.

Efter en kort periode som feminint klædt ateist og eks-katolik fandt hun sig selv som lutheraner i den danske folkekirke. Og tøjet blev maskulint. Ikke af ideologiske grunde, men fordi hun har det bedst med den påklædning.

Pænt og ordentligt er det blevet blandt de homoseksuelle, og flertallets accept er stor. Uden frigørelsen i 70erne var det næppe gået i sådan en fart.

Men Karen M. Larsen ser ikke kun med venlige øjne på de 70ere, hvor alle bastioner faldt. Hun ser det også som et årti med skadelig pornografi og misbrug af børn. De klassiske kulturradikale forestillinger om det frie liv mellem kønnene giver hun ikke meget for.

»Det er bare ideologi. De virkelige relationer mellem kvinder og mænd er helt anderledes. Det eneste, jeg mærkede til frigørelsen, var, at jeg skulle bade sammen med drengene efter gymnastiktimerne. Det var ikke frihed. Vi blev jo tvunget til det. Jeg var tidligt udviklet, og jeg hadede at være nøgen sammen med dem.«

Mens alle disse fornyelser, på godt og ondt, er sket i store dele af den vestlige verden, forfølges homoseksuelle stadig i andre dele af verden. Unge mænd hænges fra kraner i Iran, og i Polen har hadet mod homoseksuelle været en del af valgkampen. Er det ikke ting, der burde interessere de homoseksuelle mere end de store vestlige kampe mellem de 71 forskellige køn?

»Der sker altid forfærdelige ting ude i verden,« siger Karen M. Larsen.

»Men de er ikke en trussel mod danske homoseksuelle. Den største trussel mod os her i landet i dag, det er den radikale transbevægelse og dens ideologer.«

Karen M. Larsen: Kvinder med penis og gravide mænd – en rejse ind i et absurd kønspolitisk univers. 186 sider. Eget forlag