Fra Facebook

Etagevask, Solgryn og evigheden

Morgenmad i køkkenet.

Udsigt til en baggård.

Sommer, vinter, efterår og forår.

Et pæretræ stod derude og holdt rede på det hele.

Alt andet var gråt.

Men man var nyvasket ved køkkenvasken, i kogt vand fra kedlen, blandet med koldt fra hanen.

Man sad på køkkenbordet og blev etagevasket.

Mellem tæerne og inde i ørerne.

Og så blev man tørret, også i ørerne, og kunne det hvide håndklæde fange en lille smule ørevoks, så var det en lille fugl.

Når man skulle ned, tog Bedstemor fat i ens tynde ankler og sagde:

'Så vender vi, Madam Svendsen'.

Det var et citat fra en tegning fra hendes ungdom.

Og så var der kaffe.

Kaffe?

Ja, min bedstemor lærte mig at drikke kaffe, da jeg var fem år gammel.

Hun startede med én dråbe i en kop mælk med sukker i og med blomster på.

En hverdagskop med skår i.

Så meget mere rar og venlig end måge-kopperne i skabet,

Som vi heldigvis kun drak kaffe af om søndagen.

Bedstemor trappede op med dråberne i hverdagskoppen.

Langsomt, men sikkert og fik hun gjort mig til den evigt fortabte kaffedrikker, jeg er den dag i dag.

Og der var Solgryn med mere mælk og med mere sukker.

Og der var tegningen på pakken, som var den første, der åbnede for uendelighedens perspektiv..

Mine ganske få møder med den danske Folkekirke var ingenting i forhold til.

For drengen på pakken løb med en pakke med en løbende dreng med en pakke...

Sådan kunne man sidde og undres og gyse over uendeligheden.

I verdens tryggeste, varmeste køkken.

Dengang i 50'erne.