Dengang i 70'erne

Eventyret om Røgen Brugs

Dette er amerikanske hippier, formentlig fra 60'erne. Det var lidt anderledes for os i 70'erne - i hvert fald for os, der fik universitets-marxismen ind på livet. Men i fritiden var vi amerikanske hippier. Med en lille smule midtjysk kolorit.

NOSTALGI

Nostalgi er ikke, hvad det har været. Det er bedre! Et 25 års jubilæum som det, vi fejrer i dag, havde været utænkeligt - for 25 år siden.
1974 var året, da den nedlagte brugsforening i den midtjyske landsby Røgen genopstod som kollektiv, i tidens ånd. Her spillede Lars Langøre violin, mens Birger Bælgvante og Orla Skovtrold trak øl op. Bente og Lea havde ingen maleriske tilnavne. De vaskede op.
Selvfølgelig har folk i Røgen haft deres besværlige stunder - alle de små og store hverdagsproblemer, der tyngede livet i 70'ernes kollektiver. Men det mærkede man ikke så meget til, når man boede i et andet kollektiv. Det var ikke i Røgen Brugs, jeg oplevede det virkeliggjorte fællesskab, med kønsrolleproblematik og husmøder om søndagen: "Du glemte at feje gulv i mandags." "Du sårede mig onsdag formiddag!" Gråd og tænders gnidsel. Uge efter uge. År efter år.

Brugsen husker jeg for noget andet. Der kom man bare på besøg: Der var øl og eventyr. Sange, solskin og tømmermænd. En have, som lyste af mælkebøtter i maj. Kædedans. Stjerner på himlen, når bålet var tændt. Guitar, harmonika, banjo, violin. I stuen stod et mægtigt bord af træ. Der kunne vi sidde i flokkevis i de lange vinteraftener, med lys på bordet og ild i ovnen. Det var som om, der altid var fest. Dørene stod åbne, alle var velkomne, altid. Der var højt til loftet og stor tolerance - som den forårsdag, jeg klippede atten spæde porrer i stykker og åd dem på en spegepølsemad. Jeg troede, det var purløg.

Sommeridyl
Jeg husker den første gang, mit eget kollektiv besøgte Røgen Brugs: Det var en sommerdag, solen skinnede. Orla hentede øl, kælderkolde fra brugslokalet. Ude i haven sad et nyforelsket par. Fuglene sang. Æbleblomsterne dryssede. I vindueskarmene stod urtepotter med timian og oregano. Hvis nogen i dette århundrede har oplevet en romantisk idyl, så var det os, der besøgte Brugsen den dag i 1976. Den dag, vi besluttede at flytte på landet, bare for at være i nærheden af dette vidunderlige kollektiv.
Det var værd at flytte efter - ikke alene på grund af Brugsen. Det vrimlede med kollektiver derude, folk på jagt efter nye måder at leve på. Folk, der søgte deres rødder i det landlige. Der var marker med får og geder. Høns, der lignede vrede tevarmere, når de vogtede deres kyllinger. Kalkuner, der patruljerede i haverne - nogle ubehagelige rockertyper i øvrigt. Der var katte, killinger, børn, hvalpe, liv og glade dage.

Eventyrland
Vildt romantisk, næsten Tolkienagtigt, var der på Søbyvad Kro, en ombygget vandmølle, hvor egnens kollektivister mødtes i weekenden. Kromanden hed Peter. Han var som hentet ud af en sørøverroman. Gråhåret, karseklippet, med ring i øret og øjne som en duehøg. Han skræmte pæne gæster væk. Men ikke os. Han kunne spille på harmonika, trylle og hypnotisere. Peter fra Søbyvad var en af landets sidste sande gøglere.
Elektrisk lys fandtes ikke i etablissementet. Vi sad i petroleumslampens skær, ved uhøvlede træborde, som gæve bønder, og drak øl og brændevin. Når vi var på Søbyvad, var vi ikke bare på landet. Vi var i Eventyrland.
Vi kørte hjem, ad listige markveje, når det var blevet lyst. Så kunne der stå en ræv med en fasan i munden og kigge surt efter spritbilisterne. Mens mosekonen bryggede, og nisserne gemte sig i grøftekanten.

Et andet liv
70'ernes betonsocialisme mærkede vi ikke så meget til i Røgen og omegn. Det var noget, vi skrev opgaver om på universitetet i Århus eller gik til eksamen i på seminariet i Silkeborg. Når vi holdt fri, havde vi andre ting at tænke på. Frem for alt var vi på jagt efter et liv, der skulle være helt anderledes end det, vores forældre havde levet. Vores storbyforældre, der gik på arbejde om dagen, drak kaffe om aftenen, så fjernsyn og gik tidligt i seng. Det skulle ikke overgå os!
Det overgik alligevel de fleste. Folk løb sammen to og to, blev til tre, fire og fem. I 1987 var det slut med det gamle kollektiv, hvor 50 unge mennesker havde nået at bo i de tretten år. Men dermed var eventyret ikke forbi. For nok var det blevet tid for fast arbejde og yngelpleje. Men derfor behøvede man ikke at forlade byen. Folk fra Røgen Brugs bor nu i mindre enheder - kernefamilier, som det hed i vores ungdom. Men fællesskabet eksisterer endnu, som godt naboskab, og vennerne er stadig velkomne.
Poesi og tryllestøv er der ikke så meget af mere. Livet er fuldt af realiteter i vores alder. Kapitalismen og lønarbejdet fik vi jo ikke has på. Men det kan stadig hænde, at en god fest løber af stablen, med rock og ballade, guitar og harmonika - så fedt som i gamle dage.