Aage Staffe, interview 2012

Historiefrisørerne

Aage Staffe, tidligere Bopa-partisan, mener ikke, at Amin Skov Badrbeigi,

restauratør på den konfliktramte Vejlegården, kæmper den samme kamp

som han selv engang.

www.aage-staffe.dk/

Aage Staffe

Af INGER HOLST

”Det rager mig en bajer”.

Det lyder som et ekko fra en svunden tid i et københavnsk arbejderkvarter.
Men vi sidder ved kaffen i et lyst lille hus i Jyllinge. Solen skinner,
husets frue tager solbad på terrassen. Alt ånder fred og moderne dansk
idyl.

Men et andet sted i Danmark, i en restaurant i Vejle, går bølgerne så
højt, at mange er begyndt at tale om en ny frihedskamp. Det er denne
konflikt, der interesserer den 87-årige Aage Staffe så lidt. Han vil
hellere fortælle om sin tid som Bopa-partisan under besættelsen, om
stikkere og samarbejdspolitikere. Om de bøger, han har skrevet, om
hjemmesiden, som han har oprettet, om alle de informationer, han har lagt
ud på nettet. Aage Staffe lever ikke i fortiden. Han er et barn af to
tidsaldre. Computeren i arbejdsværelset er bindeled imellem dem. Han
ønsker at fortælle sin version af historien til så mange af nutidens
danskere som muligt.

Det bekymrer ham ikke, at Vejlegårdens 33-årige leder, Amin Skov Badrbeigi
også kalder sig frihedskæmper, fordi han er i konflikt med fagforbundet
3F:

”Når man tænker på alt det lort, vi modstandsfolk har skullet høre på - så
gør én idiot mere jo hverken fra eller til!”

Det er holdningen til den konflikt, som i sommerens løb har udviklet sig
til en stor historie med voldsom mediedækning. Politikere fra Venstre, De
Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har bakket op. Men ikke
arbejdsgivernes organisationer, som stadig gerne ser, at politikerne
holder sig udenfor, så deres 113 år lange slagsmål med lønmodtagerne kan
fortsætte i fred.

Men kampen om Vejlegården har vokset sig større end den konkrete konflikt.
Restauratøren har manet Holger Danske frem. Politikere og ideologer mødes
på Vejlegården og spiser den ret, der nu har fået større national værdi
end æggekagen på Hvidsten Kro:

'Stegt flæsk er blevet symbolet på vores kamp', siger Amin Skov.

Da en annonce for restauranten, som følge af konflikten, ikke kunne
trykkes i Vejle Amts Folkeblad, blev det en sag om demokrati og
ytringsfrihed.

En gruppe menige borgere gik i aktion og indrykkede sidst i juli en række
annoncer til støtte for den konfliktramte virksomhed. Amin tolkede
kampagnen som folkelig opbakning. De fleste af annoncørerne har dog
baggrund i Liberal Alliance. De skrev om god mad og god betjening. Men én
af de 11 annoncer skilte sig ud:

”Som presidiemedlem af Frihedskampens Veteraner kan meddeles, at
Foreningen af Gamle Frihedskæmpere 1940-45 støtter Vejlegården og
opfordrer medlemmerne til at frekventere Vejlegården og gerne med
frihedskæmper armbindet. På foreningens vegne Poul Sveistrup.”

'Det siger alt', mente en ung, konservativ politiker. 'En kæmpe tabersag,
stærkt markeret af de gamle frihedskæmpere”, skrev en menig borger på
Facebook.

Poul Sveistrup er 88 år. Han er virkelig gammel modstandsmand. Mere
problematisk forholder det sig med Frihedskampens Veteraner, på hvis vegne
han udtaler sig. Denne forening nedlagde sig selv i 2008.



Arbejdskamp og frihedskamp

Hvor mange gamle frihedskæmpere, der har spist på Vejlegården med

armbind på, vides ikke. Men Aage Staffe har ikke gjort det.

”De, der arbejder på den restaurant er enten skruebrækkere eller småt
begavede. Hvis de havde været smedearbejdere på B&W i min tid, så var de
blevet tabt i havnen, ligesom Svejser-Jensen, der brød akkorden.”

”Det flæsk, arbejderklassen har erobret, er jo ikke kommet ned fra himlen”,
siger den gamle kommunist, som dog heller ikke er tilfreds med den
arbejderbevægelse, som 3F repræsenterer:

”Fagbevægelsen er ikke fulgt med tiden. Og arbejderklassen er blevet
borgerlig. Der er gået villa, Volvo og vovhund i den.”

Aage Staffe kan ikke se en sammenhæng mellem arbejdskampen på Vejlegården
og den modstandskamp, han selv kom ind i som 17-årig.

”Det er en tid, jeg ikke er kommet over. Den har kostet mig en stor del af
hørelsen, og den har givet mig en lidelse, som i dag hedder posttraumatisk
stresssyndrom. I min tid hed den 'KZ-syndrom’.”

”Men jeg har ikke siddet i KZ-lejr. Jeg blev ikke taget af tyskerne. Hvis
det var sket...”

Aage Staffe stikker to fingre i munden og afspænder en imaginær hane med
tommelfingeren.

”Jeg ville ikke tages levende. Den beslutning tog jeg, da jeg var til en
begravelse. Det var en kammerat fra Bopa, Aage Julius Nielsen, der blev
begravet. Ham havde de taget. De havde været tre uger om at tæve og pine
ham ihjel.”

”Den skæbne ville jeg ikke lide. Jeg kom tæt på døden alligevel. Jeg har
sprængt hele vagtstuer og en togvogn med tyske soldater i luften.
Det har jeg ingen problemer med i dag. Det kunne ikke være anderledes.

Vi var i krig.


I hele den periode, jeg var under jorden, og ingen kendte mig som andet

end 'Lille John', sov jeg med mine våben ved siden af mig.”

”I 540 dage og nætter levede jeg på den måde. I al den tid var jeg parat
til at slå ihjel. Og til selv at dø. Det blev ikke lettere hen mod krigens
slutning, som efterkrigstidens historikere fortæller.

De tyskere, vi mødte, var ikke gamle mænd, der sad i buskadset med dårlig
mave. De var rutinerede og krigsvante. Og hver gang vi kom i åben kamp med
dem mistede vi nogle af vores
egne folk.”

En hul løgn

I tiden efter befrielsen var Bopa-folkene populære.

”Vi kørte rundt i de her biler, og pigerne var vilde med os. Det var sgu
underligt, at man ikke fik en dårlig. Og borgerskabet flæbede over vores
indsats, så snottet drev ned ad skulderen på os. Men det gik jo over, da
Den Kolde Krig kom.”


Aage Staffe vil ikke høre tale om, at kommunisterne gik en fremmed magts
ærinde under besættelsen.

”Det er en hul løgn. Ingen af mine kammerater har på noget tidspunkt givet
udtryk for, at de ville støtte en sovjetisk besættelse af Danmark. Det var
unge mennesker, der kæmpede for frihed og demokrati.”

Løgn er det også, at kommunisterne blev fromme som lam, efter Stalin og
Hitlers ikkeangrebspagt:

”I min familie begyndte modstanden mod nazismen længe før besættelsen. Vi
havde tyske flygtninge boende. En af dem blev under besættelsen arresteret
af to danske betjente. Han råbte: ”Arresterer I mig, bliver jeg udleveret
til Gestapo, jeg vil blive torteret og halshugget”. Og sådan gik det”,
fortæller Aage Staffe.

”De danske kommunister vidste, hvad nazisme var. Og efter den 9. april,
trods ikkeangrebspagten, blev der gjort klar til modstand. I mit hjem
spinkede og sparede vi, gemte papir og tryksværte, fordi vi vidste, at vi
på et eller andet tidspunkt ville blive tvunget i illegalitet.”

Besættelsestiden blev for de danske kommunister et spørgsmål om liv og
død.

”Kommunistpartiet mistede mellem 6 og 10 % af sine medlemmer.

Bopa hvert fjerde”, fortæller Aage Staffe.

"Da jeg om aftenen den 4. maj var på vej til mine grupper, passerede jeg
Vestre Kirkegård, mine tanker faldt på Aage Nielsen. På Toftegårds Plads
røg mørklægningsgardiner ud ad vinduerne - jubelen i gaderne var
øredøvende. Men jeg deltog ikke i den.
Jeg spurgte mig selv:

”Hvad skal der blive af dig, hvis du overlever dette vanvid? Jeg var ung af alder -uden ungdom - men gammel af sind. Jeg havde mistet min kæreste

og mine bedste kammerater«.

”Da det endelig blev den 4. maj, hørte jeg jubelen i gaderne. Men jeg
deltog ikke i den.

”Efter krigen blev jeg tilbudt arbejde som premierløjtnant, med rene
sokker, kost og logi og 800 kr. om måneden. Jeg var dødtræt af alt, der havde med krig og militær at gøre. Så jeg tog det ikke. Jeg ville hellere være autoriseret kattefænger.

Det blev jeg så, for en tid, for at overleve. Før jeg fik min gamle
læreplads tilbage.”

”Jeg havde set for meget. Når man som jeg har set et krigslazaret med
lemlæstede tyske soldater, med lokumspapir som forbindinger, og man har
mærket stanken, så bliver man pacifist.”

Men slippe sin historie fra krigens tid kan Aage Staffe ikke, selv om han
har levet et godt og begivenhedsrigt liv siden da. Han husker besættelsestiden som onde år.

”Men modstandskampen havde også sine gode sider”, siger Aage Staffe.

”Den gav beskæftigelse til mange mennesker: Til ligkistesnedkere, stenhuggere
og – frem for alt – til historieforfalskere.”

Historiefrisørere.

http://www.aage-staffe.dk/