Den moderne By i Den gamle By

Da fremtiden kom på museum

Weekendavisen | 25.07.2014    

Købstadsmuseum. Det 20. århundrede har fået sit eget kvarter i Den Gamle By, som i denne sommer kan fejre 100-års jubilæum. Det hele begyndte med Den hvide By ved Havet - og en masse ballade.

af INGER HOLST

En sommerdag i 1909 stævnede et skib ind i Aarhus Havn. Det hed Dronningen, og der var fornemme gæster om bord. Få timer senere marcherede pressefolk fra Politiken med et orkester hen over Store Torv, hvor domkirken stod og rugede over sine minder. I spidsen gik chefredaktør Henrik Cavling. Det var ikke kirken og byens gamle huse, der var mål for besøget. Det var en helt ny by, der havde rejst sig i udkanten af den gamle.

 Den hvide By ved Havet, et åndesyn af spinkle trækonstruktioner, det meste i jugendstil. Ren science fiction ved Aarhusbugten.

 Fremtidsbyen stod i én kold sommer. Den overstrålede det gamle Aarhus og gjorde dets gader, dets gyder og dets krogede smøger til skamme.

 Landsudstillingen 1909 var en vision. Et glimt af fjerne årstal, som ingen kunne forbinde med noget konkret. Det kunne være 1927. Det kunne være 1974. Storslåede ville de blive, som alle fremtidens år. Den kommende tids detaljer, dens tankstationer, dens p-piller og honningristede Guldkorn kunne ingen forudse.

 Men der var masser af nybygget nutid at glæde sig over: En sejrssøjle med en lurblæser på toppen reklamerede for Carlsberg. En 30 meter høj triumfbue var rejst af Tuborg. For en klassisk bygning med hvide søjler stod Arbejderbryggeriet Stjernen. Johannes V. Jensen mente, at denne bygning var et »Hellas ved Aarhusbugten«. Med klassisk renhed, kolde øl og varme pølser fra Peter Sabroes socialdemokratiske pølsefabrik.

 Den dag, da Politiken var på besøg, var Pressens Dag.

 Københavneravisen, som i 1906 havde bekæmpet de jyske ambitioner, satte nu en ære i at være Landsudstillingens førende avis. Med egen pavillon. En betydeligt mindre bygning end udstillingens vartegn, Det Elektriske Taarn. Men det var tegnet af den samme arkitekt og i samme stil som resten af fremtidsbyen.

En smuk lille bygning, som eksisterer den dag i dag, som én af to, der er bevaret fra Landsudstillingens flygtige sommer.

Den anden er Borgmestergården. En gammel købmandsgård i bindingsværk, som stod mellem alle fremtidssynerne. Også den repræsenterede fremtiden. Det var Borgmestergården, som forsigtigt var blevet »taget ned« fra det sted i Aarhus centrum, hvor den havde stået i tre århundreder som ramme om handel og kultur.

Det kunne man se i det genopbyggede hus, når man gik fra rum til rum, igennem epoker og tidslommer. Årenes gang og smagens forandring tegnede sig på vægge og gulve, i møbler og gardiner, i krus, kopper og himmelsenge. Hundreder af konkrete ting og små detaljer fra svundne dage i hverdag og fest. Et stort rum, hvor bønderne samledes til brændevin og kakkelovnsvarme, når de kom kolde ind fra landet med varer.

Guldalderstuerne, hvor der også var kakkelovn, men hvor den nu stod på temaskiner og lette gardiner.

Det var en helt ny måde at formidle historien på. Så selv om folk kom for at kigge på fremtiden, blev Borgmestergården fra 1597 en af udstillingens største succeser.

MEN den var ikke blevet rejst uden sværdslag. Peter Holm, museumsmanden bag projektet, havde haft stærke historiske kræfter imod sig. At nedtage og genopbygge et gammelt hus var umuligt, hvis ikke man fjernede gammel råddenskab og erstattede det tabte med nye materialer. Det ramte lige ned i en strid mellem to slags museumsfolk.

De, som tilhørte den gamle skole, ville bevare ting fra fortiden, som de var. Rekonstruktion af enhver art var af det onde. Det var holdningen på Nationalmuseet og på Aarhus Museum, hvor Peter Holm arbejdede som frivillig leder af den historiske afdeling.

En af Peter Holms foresatte og modstandere havde gerne set, at Borgmestergården var blevet til pindebrænde. Kun en enkelt, smukt dekoreret porthammer fandt han bevaringsværdig.

Men det var Peter Holm, der havde fremtiden for sig.

»Jeg kom til som en ny Kost, der var oplagt til at feje bravt«, skrev han i sine erindringer om sit virke ved Aarhus Museum.

Han fejede bravt i museumsstøvet. Det vidner det livsværk om, som begyndte med Borgmestergården i 1909.

I et par år stod den gamle gård, hvor Den Hvide By var sunket i havet. Som det eneste synlige spor af eventyret.

Fem år senere, efter endnu en nedtagning og endnu en genopbygning, fandt den sit blivende sted som det førstegamle bindingsværkshus, der blev rejst i Botanisk Have, et stort, grønt område i Aarhus midtby, hvor endnu en by i byen skulle rejse sig. Denne gang var det ikke et drømmesyn, som var dømt til at forsvinde. Det var Den Gamle By i Aarhus.

Danmarks verdensberømte købstadsmuseum.

Indvielsen fandt sted den 23. juli 1914. Da vidste alle, at den gamle verden var på vej i graven. Men ikke på den måde, man havde håbet i 1909. Fremtiden tegnede sig alt andet end lys i sommeren 1914. Da Borgmestergården blev genrejst i den skønne, grønne have, var der en uge til Første Verdenskrig.

Den gik nådigt uden om Danmark. Mens bindingsværkshus efter bindingsværkshus rejste sig i Den Gamle By. Hvert hus rummede en fortid i alle detaljer. Hver brostensbelægning, hver lille have havde sine spor af fortidens levede liv, af alle dens konkrete, menneskeskabte dage.

Imens gik det 20. århundrede sin gang. Meget værre, men også bedre end visionen fra 1909. Det blev historie. Nøjagtigt som de svundne tider på Borgmestergården.

Nye møbler og nye mennesker rykkede ind i en anden slags huse, i en anden slags købstad. Nye butikker faldbød nye varer. Fjernt fra den gamle købmandsgård var 1970ernes minimarked med Lyn-ris på hylderne og cigaretautomat udenfor.

Man kan mene, at fremtidsoptimismen i 1909 var en overdrivelse. Men enhver kan mærke fremskridtet under skosålerne, når man går fra Peter Holms toppede brosten til gadebelægningen i »den moderne by«, som nu snart står færdig i Den Gamle By.

Hvad der engang var tågede, om end elektrisk belyste drømme, er nu også blevet historie. Huse og bymiljøer fra det 20. århundrede er allerede forsvundet fra gadebilledet. Som bindingsværkshusene var ved at forsvinde i 1914.

Hvad der var helt utænkelig fremtid for borgerne i Den Hvide By, er nu noget, mange ser tilbage på med stille vemod.

DEN moderne købstadshistorie i Den Gamle By er hængt op på to konkrete årstal. 1927, to år før Stauningtiden. Og 1974, to år efter tilslutningen til det europæiske fællesskab, der ikke var på dagsordenen i sommeren 1914. Men de to valgte år er ikke i sig selv præget af store omvæltninger. Det var år, hvor livet gik sin stille gang i den danske købstad.

Gaderne og butikkerne fra 1927 viser, at tiden og bybilledet ikke forandrede sig med ét slag. Men de toppede brosten var blevet flade, der var kommet små, smalle fortove, og elektriske ledninger og telefontråde var nu spændt ud mellem de bindingsværkshuse, der stadig stod.

 

Det nye kvarter fra 1974 peger også tilbage mod en fjernere fortid. Den store boligkarré med tårn og stuk-ornamenter er fra 1898. Det eneste, der kunne have overrasket i 1909, ville være, at et hus af denne velkendte slags skulle blive typisk for bybilledet i det 20. århundrede.

Men hvad der foregik inde i huset, ville have været et chok, selv for Peter Holm, der døde i 1950. At der boede en kvindelig skoleinspektør i en af lejlighederne, ville ikke have undret nogen. Kvinder var på vej til stemmeret og indflydelse. At en lejlighed med en arbejderfamilie viser alle tegn på velstand, ville have glædet mange. Men kollektivet, hvor unge mænd og kvinder lever og bader sammen, imens de snakker om »kapitallæsning« - det ville have været en fremtids-forskrækkelse af de sjældne. Det samme med den gynækologiske klinik. Hvor det forargelige ikke ville være, at der var askebæger i venteværelset.

Kollektivet med Marx i reolen og Maos lille røde som lekture i en snor på WC'et med den højtskyllende cisterne - det er også historie nu. Som chillummen på hylden under syskrinet og skrivemaskinerne med farvebånd. Fortid alt sammen.

Men også moderne museumskultur. Som alting på det gamle købstadsmuseum.

Også den underlige, men smukke bygning, der engang tegnede fremtiden og et nyt århundredes energi og visioner.

Nu vartegn for det 20. århundrede i Den Gamle By i Aarhus.