Kulturel appropriation

Mennesker mødes

Weekendavisen 8. juli 2016

 
Kulturel appropriation. Venstreorienterede intellektuelle kæmper for, at racer og kulturer skal leve hver for sig. Den tanke ville have bragt dem på kollisionskurs med både amerikanske jazzmusikere og danske kulturradikale.
 
 
Af Inger Holst

Der findes studerende på universitetet, der mener, at den hvide mand fylder for meget.

Hans seksualitet ligeså. Gennem menneskehedens historie har han været uhørt privilegierig og er nu uhørt privilegieblind.

Derfor skal hvide mænd ud af pensum.

Platon, Poe og Shakespeare, Ingemanns morgensange og Blichers noveller - ud på lossepladsen med dem. Sammen med PH's viser. Det handler ikke om tro og holdninger mere. Det handler alene om køn og hudfarve.

Martin Andersen Nexøs novelle Lotterisvensken vil derfor gå samme vej. Historien er skrevet af en hvid mand. Og den handler om en hvid mand. Novellen udkom i 1898. Før Nexø blev socialdemokrat, og længe før han blev kommunist. I denne historie er ingen ædle proletarer på vandring mod lyset.

Hovedpersonen er en svensk-bornholmsk stenbrudsarbejder.

Han slider hårdt. Hans medbragte mad og øl fryser til is om vinteren. Kun snapsen fryser ikke. Kun den giver varme. Og gode drømme om, at Gud vil trække hans nummer på en lotteriseddel.

En dyr og skæbnesvanger drøm.

Lotterisvensken er fiktion. Men det er Martin Andersen Nexøs egen far, der har stået model. Personen skånes ikke af ideologiske hensyn. Det står klart, at han er medansvarlig for sin skæbne. Selv om et nådesløst klassesamfund bidrager til ulykkerne.

Lotterisvensken føler sig ikke som en hvid mand, da han i novellens begyndelse går ind på et postkontor for at forny den ottendedel af en lotteriseddel, han godt ved, han ikke har råd til.

Her  møder han en postekspedient, der formentlig har samme farve. Det spiller ingen rolle. Flipproletaren lader arbejdsmanden føle, hvor højt han er hævet over ham. De er ens i huden.

Men tøjet!

»... svensken så ned ad lærredsbukserne, der var molskindslappede og betragtede træskoene med de mange jernkramper over revnerne, og så var det lige ved at forekomme ham selv foragteligt, at han - en fattig stenflækker - satte sine penge i lotteriet.« Han vinder ikke. Han taber alt. Da sedlen endelig kommer ud med den store gevinst, har han sat den på højkant i et pindespil på værtshuset. Det handlede om at vinde en omgang øl eller snaps. Han tabte. Lotterisvensken går ud i stenbruddet og sprænger sig selv i luften.


Slavernes frihed

Den europæiske imperialisme havde ikke meget med den danske underklasse at gøre. Men den var spektakulær. Så historier om »Den hvide Races Sejrsgang« dryppede ind i bevidstheden, også hos dem, der ikke kunne søge lykken i det fremmede. I Nexøs barndomshjem var der, blandt meget få bøger, en indbundet årgang af et ugeblad.

En sjælden gang i en ædru stund tog faderen det frem og delte dets lærdom med sine børn. Der kunne de læse om negerslaveriets afskaffelse. Det fik den lille Martin til at spørge sin far, hvad frihed var.

»Jeg var saa ofte stødt paa Ordet og kunde ikke forbinde noget med det.«

Faderen vidste mere om det. Og han var ikke sikker på, at slaverne fik det bedre, da de blev frie.

»Før skulde Slaveejeren føde dem, enten han hade noget til dem at bestille eller ej. Men nu blev de ligesom os, for vi har ogsaa Friheden! Naar der ikke er noget til os at bestille, kan vi sulte.«

Slaverne havde de samme fordele som heste og køer hos en bonde. Ingen frihed, men mad i truget. Stenhugger Andersen identificerede sig ikke med sine magtfulde racefæller. Han så sagen fra slavernes synspunkt. Han kendte deres vilkår.

Det gik Nexø anderledes, end det gik hans far. Han blev en af de danskere, der rejste ud. Fattigbarnet fra Bornholm kom vidt omkring på en to år lang rejse. Det var i slutningen af det 19. århundrede. Bornholms Tidende betalte gerne for historier fra fjerne lande.

Til Nordafrika kom han også. Lige ind i den vildt fremmede muslimske verden med dens minareter og kald til bøn. Han besøgte Tanger i Marokko.

»Her stødte jeg paa en af de mange Skuffelser, som Fremskridtet bereder den rejsende, jeg havde nemlig glædet mig til at skulle ride Møllesæk det sidste Stykke Vej til Strandbredden paa de glinsende Rygstykker af en eller anden sort Afrikaner. Denne Sport har man imidlertid ødelagt ved at bygge et Brohoved, hvor nu Baaden lægger til, til stor Sorg for mig og de jordomrejsende engelske Miss'er, af hvilke mange tog til Tanger alene for Rideturens Skyld.«

Om det var frie mænd, der lagde ryg til rideturen, melder historien intet. Men Nexø var en blandt meget få danskere, der dengang, i slutningen af det 19. århundrede, fik en sort slave at se. Og det var netop i byen med den nybyggede bådebro.

Om slaveriet kunne han fortælle, at det stadig var udbredt i Marokko. Men i Tanger var der intet slavemarked. Det skyldtes, at den europæiske kultur og dens aflæggere rundt om i verden var godt i gang med at afskaffe slaveriet:

»... at Tanger for Handelens Vedkommende er en Undtagelse, beror paa de mange Evropæere, som opholder sig der og støtter Slaverne med Raad og Daad i tilfælde af Flugt. Der holdes endnu Slaver i Tanger, men de er tvivlsom Ejendom - idet de kan rende bort hvad Dag, de lyster...«

Langsomt, og som direkte følge af den voldsomme modvilje mod slaveri, der var opstået i den kristne verden - nåede også mennesker fra de muslimske lande til den erkendelse, at det bedre kunne betale sig at købe et menneskesarbejdskraft end at købe hele personen.


To slags slaveri

I dag forbindes slaveri med den hvide mand og ham alene.

Han holdt sig ganske rigtigt ikke tilbage. Men i Afrika, hvor menneskejagten foregik, havde han hård konkurrence af mænd med en lidt mørkere hudfarve. I muslimske lande var slaveri en ganske almindelig, dagligdags ting. Nøjagtigt som i mange af de kristne. Det var to konkurrerende højkulturer, der sloges om rovet. Det var to imperialistiske kulturer, der splittede Afrika ad.

Og førte dets folk væk i lænker.

Hayreddin Effendi, som kaldes den sidste eunuk ved den sidste osmanniske sultans hof, har fortalt om den skæbne, der ramte ham. Som den ramte millioner af andre afrikanere. Da han var en lille dreng, blev han bortført fra sin landsby af fremmede mænd, som set med hans øjne var lyse i huden:

»Nogle dage senere blev vi kastreret i Massawa, der var en halvø på den etiopiske kyst, som osmannerne havde besat. I årevis huskede jeg den smerte og tortur, som jeg var blevet udsat for. Vi begyndte at få det bedre to uger efter kastreringen. Man førte os til havnene. Dér var drenge og piger ligesom os. Vi talte ikke alle sammen det samme sprog, men vi delte den samme skæbne. Alle drengene var kastreret.«

En ny angst og pine begyndte om bord på slavernes skibe. For børn, der aldrig havde set havet før. Og som nu havde lært at forvente det værste. De slaver, der overlevede kastrationen - én ud af ti - blev sat til at vogte haremmer. Nogle af dem fik ansvarsfulde poster i samfundet. Det kunne de sorte slaver i USA kigge langt efter. Mens de sled på marken eller knoklede i herskabets hus.

Den kristne og den muslimske kultur har ikke noget at lade hinanden høre. Men der var den forskel, at vestlige slaver fik efterkommere. Derfor var det dem, der skabte nye toner og stor forandring i verden.

Men de gjorde det ikke alene. Jazzen, den nye musik, der blev brug for efter Første Verdenskrig, var ikke skabt af afrikanernes efterkommere alene. Det var voldsomme møder mellem forskellige mennesker, der skabte en ny kultur.

Den kom til verden i mødet mellem to musiktraditioner: Rytmisk musik fra Afrika smeltede sammen med march-musikken fra den hvide verden. Hvis indbyggere ikke kunne kende deres egen gamle messingsuppe igen - da den blev serveret med nye, krydrede kødboller.

Kampen mod det, der i dagens debat har fået navnet kulturel appropriation, er en kamp mod historien. En kamp mod den virkelighed, hvor mennesker mødes. Kulturel appropriation er et begreb, den nye venstrefløj har importeret fra et USA, hvor det er blevet moderne at tro, at kulturer kan leve hver for sig uden at påvirke hinanden. Og at hvide mennesker, uanset hvilken samfundsklasse de tilhører eller stammer fra, ikke må røre ved kultur og kunst, der er skabt af folk, der er eller engang har været undertrykt. Hvis den regel havde været gældende i de forgangne århundreder, var jazzen aldrig blevet født. Europæerne ville stadig have vugget til wienervalsen. Og ingen danske drenge med muslimsk baggrund ville have gået rundt med omvendte kasketter og følt sig som vrede efterkommere af amerikanske slaver.


Glade naturbørn

Jazzen voksede ikke i frihed blandt glade naturbørn. Skønt mange gerne har villet tro det. Den kom til verden i fængsler og bordeller. Den hvide jazzmusiker Mezz Mezzrow fortæller om det i sin erindringsbog Really the Blues, som på dansk har fået titlen Min aske til de sorte:

»MUSIKUNDERVISNING? Hvor vil du hen, mand? Jeg lærte at spille sax i Pontiac ungdomsfængsel.«

Sådan lyder bogens første sætning. Og i denne stil fortsætter den.

En rigtig hvid mand var han ikke. Han beskrev sig selv som »en Broadway-araber af Israel-stamme«. Han viede sit liv til jazzen.

Og til alt, hvad der fulgte med. Hans karriere, der begyndte i fængslet, tog fart på Arrowhead Inn, et værtshus i en landsby nær Chicago, hvor alle indbyggere var ludere, alfonser eller musikere. Det var i forbudstiden. Så en del af arbejdet bestod i at peppe hvidtøl op, som kom direkte fra Al Capones lovlydige bryggeri. Det var også ham, der ejede værtshuset. Så når hvidtøllet ankom, blev halvdelen hældt ud, og bedre ting blev fyldt i med store zinkspande. Sådan fik man øl, der gjorde noget ved musikken.

Hele bogen flimrer af musikbegejstring og tågesyner skabt af sprut, pot, opium og livsfare. I et afsnit fortæller han om en kvinde, der er tæt på at danse sig til døde. Som i et eventyr om forheksede sko. Hun skriger, at musikken skal holde op. Selv kan hun ikke.

En af Mezz Mezzrows venner og kolleger var en hvid mand. Og en af jazzens pionerer. Han hed Bix Beiderbecke, og han forlod en pæn middelklasse-familie med klaver for at hengive sig til musikken fra dybet. Og for at berige den. Han spillede på »et kort, braksnudet, forsølvet horn, der så ud, som om det var hentet på en losseplads og aldrig skulle have været fjernet derfra«. Og ikke nok med det:

»... de whiskydunster, han pustede ud af den gamle, bulede kornet, var nær ved at bedøve mig. Men musikken, der kom ud af den, syltet i spiritus, påvirkede mig endnu kraftigere.«

De, der klagede over, at Bix Beiderbecke var en hvid mand, var hans egen familie. Og andre racister. Bix Beiderbecke døde i 1931, 28 år gammel og med et livsværk bag sig.


Musik og disciplin

Hvilken hudfarve musikerne end havde: Der var næppe én eneste »Barnesjæl i Dyreham« i den verden. Selv om det var, hvad Poul Henningsen så, da han i 1928 mødte Josephine Baker i bananskørt på scenen - »et dybt naturligt Menneske«. Nationaltidende mente til gengæld, at hun var en »Negerbacille«. I virkeligheden var hun en lysebrun amerikaner, født i en storby, langt fra Afrikas jungle. Hendes far, som ingen vidste hvem var, kan sagtens have været en hvid mand.

Louis Armstrong blev også modtaget som et jungledyr i Europas hvide verden. Men han fortæller i sine erindringer Mit liv i New Orleans, at han voksede op i et voldspræget storbykvarter.

Med en mor, der blev banket af forskellige elskere. En af dem smed hende derpå i floden. Hun gav bankene videre til sin lille søn. Klø var hverdagskost, også for sorte børn.

Louis Armstrongs held var, at han blev sendt på et opdragelseshjem for farvede. Det var her, han lærte at beherske den musik, som på ingen måde var fri natur. Det var livet på opdragelsesanstalten heller ikke. Her stod den også på voldsomme prygl, især for de drenge, der forsøgte at flygte. 100 slag. 500 slag.

Reformpædagoger i Danmark ville have korset sig. Og med god grund. Men her, under svær militaristisk disciplin, udøvet af lærere med afrikansk baggrund, blev Armstrongs talent opdaget og udviklet. Han så som voksen med milde øjne på de voldsorgier, der også havde ramt ham selv.

Han ville formentlig have kunnet lære det samme under friere former. Men det var den pædagogik, der var til rådighed. Og den reddede ham fra et liv i frihed på gaden i New Orleans.

I 20rne og 30rne flød en strøm af jazz fra den nye verden til den gamle. Den blev modtaget som alt andet nyt: med profetier om civilisationens undergang. Og med varsler om menneskehedens snarlige befrielse. Jazzen fra den amerikanske underverden blev den danske kulturradikalismes musik. Dens våben mod wienervals, hopsa og stivede servietter.

Jazzen var et mareridt for det ældre borgerskab og for musikfolk af den gamle skole. Men det var den musik, der befriede Kjeld Abells kontorslave Larsen, så han kunne gå frit ud ad landevejen, lige til Korsør. Det var en lille jazzmelodi, der var blevet væk for ham. Da han fandt den igen, var hans og fru Larsens lykke gjort.

Det var ikke jazzens rytmer alene, der generede og betog. Det var også de mennesker, der lavede musikken. Mennesker, som den hvide verden stadig havde svært ved at anerkende - som mennesker. Både til højre og til venstre i det danske kulturlandskab blev jazzens udøvere betragtet som børn af en vild natur.

De højreorienterede hørte intet andet end brøl fra urskoven. Og da Politikens anmelder så Louis Armstrongs show i København i 1933, kunne han se trompetisten gøre et »Abespring« ind på scenen. At de, der skabte denne musik, var vilde mennesker, kunne alle blive enige om. Uanset om man mente, at jazzen var barbari eller en gave fra en glemt natur.

Jazzens udøvere fulgte kun sjældent med musikken. Den kom på plader. Og når musikerne dukkede op i Danmark, rejste de som regel hjem igen. De blev aldrig en del af den danske virkelighed. Derfor var der frit slag for alle slags fantasier. De danske kulturradikale så og hørte friheden i musikken. De så, at mennesker af afrikansk oprindelse bevægede sig på en anden, smukkere måde. Jazzpædagogen Astrid Gøssel mente at finde det samme hos de sorte musikudøvere som i nattergalens sang:

»Hele legemet svinger rytmisk i sangbevægelsen, og hele kroppen er resonans for tonen.«

Var det et racetegn? Det spørgsmål pinte alle kulturradikale jazzelskere. Astrid Gøssel mente det ikke:

»Hos vore Smaabørn finder vi den samme rytme som hos negerbørnene baade i leg, i arbejdsbevægelser, i deres tale-sang og naar de behandler instrumenter. Kulturmenneskets underlegenhed maa derfor have sin aarsag i særlige forhold under opvæksten; men erkendelsen af negerinterpretens overlegenhed, hans forankring af rytmen i stoffet - det vil sige legemets og tonens egen natur og funktion - er sikkert den første begyndelse til tilegnelsen af denne værdi.«

Disse tanker, lysår fra livet i New Orleans, i Arrowhead Inn og i Cotton Club i Harlem, kom der en meget fin, fri og dansk pædagogik ud af. Som næppe ville være blevet godkendt af Louis Armstrongs lærere på opdragelseshjemmet.

For de kulturradikale i Danmark var jazzen et våben. Ved hjælp af den ville de befri den danske kultur og det kristne menneske.

Deres omgang med den sort-hvide musik fra USA var kulturel appropriation i den store stil. Men det var jazzen også selv. Den skabtes, hvor mennesker mødtes, på godt og ondt.

Forfærdeligt meget ondt. Men de mødtes i et samspil, og de skabte en verden, hvor den hvide mand kom til at fylde mindre.

Og det sorte menneske fik en stemme.

Danske børn finder den egen naturlige rytme i sig selv - efter den jazz-inspirerede pædagog Astrid Gøssels principper.
Der var langt fra jazz-kulturen i USA i 20'erne til den kulturradikale jazz-pædagogik i Danmark i 30'erne.