Kravlenisser og julehefter

En lille verden uden problemer

Frederik Brammings nisser kravlede på danskernes vægge. De prydede de julekort, folk sendte til hinanden. De myldrede på de tredimensionale julekalendere, der skabte fryd i familierne. Men også kriser, fordi de var næsten umulige at samle. Også på julehefterne under træet myldrede de små, glade skikkelser med de røde huer.

Weekendavisen | 23.12.2010 

Julestreg. I 1950erne betragtedes amerikanske tegneserier som en trussel mod verdensfreden. Men danske tegnere bidrog til julefreden.

af INGER HOLST

I Den Gamle By i Århus er alt, som det plejer at være ved juletid. Mørket falder tidligt over de gamle huse, det er koldt, og man kan ikke gå sig varm. En natsort hest med rim om mulen tårner sig op og truer idyllen på brostenene. Jul som i gamle dage!

Men inde i souvenirbutikken stråler et nyt århundredes lys over jydepotter og legetøj, postkort, plakater og kagehuse i keramik. Der er nisser på alle hylder, gammeldags og højmoderne, med strikkede røde huer, eller blanke, hårde, af plastic.

Men Anders Hjorth-Jørgensen, leder af Tegneseriemuseet i Danmark, har kun blik for én slags nisser: Dem, han husker fra sin barndom, og som nu har fået en renæssance, Brammings kravlenisser.

Man finder dem på udklipsark som i gamle dage, men også som tredimensionale figurer af plast, og som glansbilleder.

Frederik Bramming, der opfandt kravlenisserne og tegnede de af dem, der stadig kaldes »de rigtige«, var tegneserietegner i den milde og runde tradition, som vi husker fra Poeten og Lillemor, Far til Fire, Viceværten, Bamse og Dukke Lise, alle de gode striber fra aviser og ugeblade, som hvert år blev samlet i hæfter, der ikke nødvendigvis udkom til jul. Men som lå under træet så tit, at de blev en del af højtidens traditioner, som julehjerter og pebernødder. Det var striber med meget små pointer, fortællinger fra det danske land, som det lå, mens velstandsbølgen stille skyllede ind på dets kyster.

En stribe kunne handle om en vicevært, der ikke kunne holde ild i sin pibe, fordi han sad i sin lænestol og faldt i søvn. Eller om en enlig far til fire, der syntes, at lykken var et stykke natmad med kold, brun sovs - og som derfor blev enlille smule skuffet, da han kom til at smøre øllebrød på i stedet. Små, lynfrosne øjeblikke fra et Danmark, hvor man nød freden - og også havde grund til det. Krig og onde tider var i frisk erindring. Alle vidste, at ro i gaden ikke var en selvfølge. Og det var ikke en hemmelighed for nogen, at freden var truet igen.

Men i de danske tegneserier var det den stille hverdag og det lille smil, det gjaldt. Og den hyggelige jul, som i 1953 officielt forlovede sig med den danske tegneserietradition.

Den 19. december kørte en helt usædvanlig sporvogn ud i Københavns gader, med juletræer på toppen og granguirlander på siderne. Konduktøren var Ib Schønberg, og billetten kostede en krone. Det var tegneren Helge Halls tegneseriesporvogn Nullerten, som avisen Socialdemokraten havde fundet på at sætte på skinner i virkelighedens København, for at samle ind til hjemløse. En ganske særlig sporvognstur med sang og musik, tryllekunstnere og entertainere. Passagererne mente, at sådan burde en sporvognstur altid være! I fire år kørte Nullerten den sidste lørdag før jul, den skabte juleglæde og lavede fin reklame for Helge Halls stribe om det pudsige møde mellem hverdagens mennesker i det mest trivielle af alle befordringsmidler, den gode sporvogn linie 0.

 I de år forbandt man ellers ikke tegneserier med hygge og venlighed. De blev, af den tids psykiatere, pædagoger og intellektuelle, betragtet som en væsentlig trussel mod verdensfreden. Flere kulturpersonligheder mente, at det var en ny besættelsesmagt, et nyt Hitlerjugend, en ny opdragelse til terror. Det var de amerikanske tegneserier, og hele den påtrængende amerikanske kultur, der vakte denne bekymring.

 »Jeg havde holdt Wild West, et lille, italiensk produceret hæfte, i et års tid,« fortæller Anders Hjorth-Jørgensen. »Men så en dag blev mine forældre indkaldt til forældremøde.

 Der fik de at vide, at deres barn kunne tage alvorlig skade af tegneserier. Og så var det slut med Wild West for mig.«

Bekymringen var stor. Men den gjaldt ikke de danske tegneserier. Her var ingen tradition for vold, og selv den mildeste aggression var utænkelig i de illustrerede hæfter, der hørte julen til. Her vrimlede det med konfliktfrie nisser. og mus i hyggelige huler.

 »Da jeg var barn, drømte jeg om at bo i sådan en hule, under en gammel trærod i skoven,« fortæller Anders Hjorth-Jørgensen.

 Denne særlige julehygge havde tegneserie-og reklametegneren Frederik Bramming et godt greb om.

 Han levede fra 1911 til 1991, og tusinder af tegninger er fløjet fra hans hånd.

Men det er som nissetegner, man husker ham i dag. Og der er stadig mange, der har gode, men også voldsomme minder om hans julekalendere, især de tredimensionale, bygget af krigstidens og efterkrigstidens træholdige pap. De var vildt indviklede og næsten umulige at samle. Disse julekalendere har bragt familier til randen af sammenbrud. Men når arbejdet lykkedes, var det hele bygningsværker, der tog form. Og det var julekalendere, der kunne bruges til noget, man kunne lege med dem som rigtigt legetøj - en ballongynge, en skibakke, et nisseteater, en autobane Det var ekstremt komplicerede bygningsværker, der alle var myldrende fulde af glade små nisser i rødt, de kunne gynge i ballongyngen, og de kunne stå på ski, hele vejen ned ad papløjpen og ud på teaktræsbordet.

Bramming lavede også flade julekalendere, og heller ikke de var helt almindelige.

En af dem, fra 1957, forestiller Julemandens hus, et rigtig hyggeligt lille hus med mange nummererede vinduer. Selvfølgelig var det spændende, hvad der gemte sig bag lugerne. Men det vigtigste var kalenderen selv: Når det var lykkedes at samle den, kunne man trække i en snor, som i en sprællemand, og glade nisser og muntre dyr dukkede frem fra deres skjul, bag skorstenen, bag husets tag og de vinterhvide træer. Ægte, levende juleliv - det var, hvad Bramming skabte for børn i flere generationer.

DET er, hvad han stadig skaber, for nu kravler hans nisser igen på danskernes vægge. Julekalenderne ville næppe opnå succes i dag, så komplicerede, som de var, og med den konkurrence, de nu ville få af tv-nisser og jul på nettet.

Men Brammings nisser er vendt tilbage, i mange skikkelser, på krus og tæpper, i alle størrelser. Og på genoptryk af ark med kravlenisser.

Disse figurer på ark af pap, det er Brammings nisser, i deres oprindelige form. Svære at sætte fast, slemme til at falde ned, i fare for at flyve væk ved den mindste udluftning. Uundværlige nu igen, som de også var i Anders Hjorth-Jørgensens barndomshjem i Jyderup i 1950erne.

»Hele Brammings nisseorkester kom op den sidste uge før jul, på et maleri vi havde, af en gammel bondestue. Så hang de der og repræsenterede en hel llle verden uden problemer. Og så var der alligevel små konflikter, små historier på de nisseark. Det er det, der adskiller Brammings kravlenisser fra alle efterligninger: At nisserne kan sættes sammen, så de forholder sig til hinanden.

Hvis der er en, der hænger i buksebagen, er der en anden, der ler sin tandløse nisselatter.

Sådan satte jeg dem op, så der kom hele små dramatiske forløb ud af det,« fortæller Anders Hjorth-Jørgensen.

Brammings kravlenisser blev aldrig betragtet som en trussel mod verdensfreden, som tegneserierne i den samme periode. Men en del af tegneseriekulturen var de alligevel.

Og nu er de igen en del af den danske jul, som vi altid har kendt den. Selv om barndommens Jyderup ikke eksisterer mere, med sine 3000 sjæle, 12 købmandsbutikker og tre juletræsfester.