Religionskritik

På Herrens Mark

Den frie, glade, gudløse kvinde på vej ud i bølgerne. Her i Hans Bendix’ streg.

Weekendavisen  04.10.2013

Essay. Dele af venstrefløjen har truffet et valg, som intet medlem af nogen venstrefløj har truffet før i historien: De tager de gamles parti mod de unge, for traditionerne, mod fornyelsen.

 af Inger Holst og Karen West

 En aften i december 1893 var der bønnemøde oppe ved Harboøre. Vejen gik gennem klitter, marehalm og vestenvind.

Telefontrådene sang, og havet sang med.

Kroen var mennesketom. Byen lå stille hen. 

Men fra et af husene lød der sang. Her, i to bittesmå rum, i tropiske varmegrader, sad en forsamling af indremissionske fiskere med koner og børn. Der var også en kunstner, Niels Bjerre, som arbejdede på et stort maleri af den hellige forsamling.

Han fortæller i sine erindringer:

»Der var ikke ét eneste muntert, frimodigt Ansigt at se, naar undtages et Par ganske unge Piger, næsten Børn. Derimod nok af blege, forvaagede, forgrædte, fortvivlede Ansigter, med Haartjavser klistrende fast i de svedige Pander og med lysrædde Øjne (...) De levede allerede med alle deres Tanker og Længsler i det hinsidige.«

Forsamlingen lyttede til lægprædikanter, bekendelser og salmesang. De fleste tog mødet som et nødvendigt onde. Men for nogle var denne frelse et helvede: »En ganske ung Pige med Barneforklæde havde næsten hele Tiden, under Gaben og Tænders Gnidsel, vredet sine Hænder, saa Haandleddene knagede (...) En Tagfat nede paa Stranden var nok mere efter hendes Smag.«

Forsamlingens tristhed kom ikke af ingenting.

 Da bønnemødet fandt sted, var den novembernat i frisk erindring, da havet havde taget 48 fiskere. De 26 af dem var fra Harboøre. Af deres begravelse gik der gny over landet.

 2.000 mennesker havde været til stede, de fleste fra egnen. Men en katastrofe af de dimensioner kaldte også københavnerpressen til.

 Journalisterne oplevede det, som om de var kommet til et fremmed land. Social-Demokratens korrespondent syntes, at han var rejst 500 år tilbage i tiden.

 Politikens udsendte skrev under mærket Ignotus om den åbne grav med de 26 kister.

 Han fortalte om byens tidligere præst, Carl Moe, som for forsamlingen havde understreget nødvendigheden af at omvende sig i tide. Han mindede om, at ikke alle, der lå i disse kister, »havde haft et Liv i Jesus«. Han dømte dermed, efter sin ærlige overbevisning, de døde til Helvede. For at frelse de levende, der havde givet Gud et løfte den nat på havet.

»Medens Præsten foran den store aabne Grav udtalte disse forfærdelige Ord, rasede paany et voldsomt Uvejr. Det blev mørkt. Havet buldrede.

 Stormen tordnede, Vejrhanerne hvinede og Hagel og Isstykker piskede paa de Sørgendes Ansigter...«, noterede signaturen Ignotus.

 UKENDT forblev han ikke, den unge journalist, der skrev under mærket Ignotus; det var en af de signaturer, Henrik Cavling skrev under. Han var, som sin avis, en svoren fjende af kristendommen.

 Det var hans indtryk, at Harboøre, før pastor Moe bragte Missionen og Helvedes ild dertil, havde været en by befolket af ædle vilde med brændevinsflasken som lystig følgesvend.

 »Der var en Tid, da Harboøre Fiskere, naar de kom i Land, morede sig i al Uskyldighed. De vejrbidte Mænd samledes om den dampende Kaffepuns. (...) Saadan levede de brave Fiskere i mange, mange Aar. De vidste ikke, at de var Syndere og var Djævelens Børn.«

Om det virkelige liv i Harboøre før Indre Mission vidste journalisten ingenting. Den brændevin, han lovpriste, var med i alt, til hverdag og fest, bryllupper, begravelser, den var med på havet, den blev hældt i kaffen som trøst og sjælevarmer, når man kom frelst i land. Slagsmål, død, besmittede brylluper med gravide brude var forbundet med den.

 Kort tid efter at Carl Moe var kommet til Harboøre, havde han holdt en prædiken, som for byens indbyggere gjorde skel i alt, også i tidsregningen.

 Der blev talt om livet før og livet efter det, der blev husket som Brændevinsprædikenen.

 Folk gik den søndag hjem fra kirken og hældte deres brændevin på møddingen. Derefter blev Harboøre en hellig by. Det forandrede meget.

Den nat på havet i 1893 var der missionske fiskere, der døde, fordi de havde givet deres redningsbælter til mænd, der endnu ikke var sikre i troen.

 Det var dåd, der gav trøst. Men det var en barsk lære, bygget på angsten for Helvedes flammer og svovl.

 Men drømmen om en verden befriet for Gud og Fanden var så småt dukket op i de store byer, især i København. Tiden var inde til at tage et opgør med alt det gamle. Også med den Gud, som Politiken og Social-Demokraten hjertens gerne ville smide ud. Det ville Højrepressen ikke.

Men også deres udsendte medarbejdere blev grebet af rædsel over svovlprædikanten i Harboøre.

 En stormflod af debat rejste sig. Ved den åbne grav den dag i haglvejret begyndte sekulariseringen af Danmark.

Begivenheden i Harboøre styrkede Indre Mission indadtil og lagde grunden ikke alene til et stærkt sammenhold, men også til Kristeligt Dagblad. Men fremfor alt blev den et banesår til al Helvedeslære i Danmark.

 For fremskridtsvenlige danskere blev Indre Mission det store fjendebillede. Forfattere og andre kunstnere dyrkede det nidkært.

 Forestillingen om livsfornægtende fiskere i missionens kløer, om frygtelige forhold på indremissionske børnehjem og kvindehjem blev en del af den nationale arv. Det var en bred, folkelig kamp, politisk og kulturel. Den rakte fra Det Radikale Vestre, over Socialdemokratiet til DKP. De kulturradikale, det kommunistiske og modernistiske kulturliv stod sammen i kampen mod de livsfornægtende svovlprædikanter fra Indre Mission. Retfærdigt eller ej - billedet bed sig fast.

TIDER skiftede, sæder mildnedes. Den unge pige ved bønnemødet i Harboøre fik oldebørn, som ingen Guds sjæl kunne forhindre i at lege tagfat på stranden. Der var opbrud på alle fronter. I 1970 blev Hjardemål Kirke besat af hippier, og Rødstrømperne gik tur på Strøget i København med balloner i bh'erne. Samme år, fredag aften den 18. september, var der tv-underholdning. Musikalske Venner var netop den aften besat af stjerner på vej til gennembrud.

Men der skete også noget, der pegede frem mod de næste fire årtiers politiske og kulturelle debat.

 Kristeligt Dagblad bragte en anmeldelse dagen efter:

»... der var skændegæster blandt de indbudte. En vise som Trilles (...) var så retiradeblasfemisk, så værten burde have nægtet den adgang til skærmen.«

Det var Jesper Jensens vise Øjet, Trille havde sunget. Og den var helt i den venstreorienterede ånd fra de forgangne årtier: Ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud. Det var en meget sexforskrækket Gud, der lurede i det høje.

Anmelderen fortsatte:

»Det var som fra mødding-hørmen at komme ud i frisk luft med udsendelsens næste nr.« Det var lille Bo på fire år, medlem af den musikalske familie Andersen fra Hobro. Med nummeret Jeg har set en rigtig negermand tog den lille dreng alle hjerter med storm. Et sceneskift »fra mudderpølen til fin visekunst«, mente anmelderen.

Der var flere kristne, der følte sig sårede over Trilles sang. En præst ved navn J. A. Stolt anmeldte programmets tilrettelæggere til politiet.

Da de året efter blev frikendt, trak pastoren på skuldrene og sagde: »Det var, hvad man kunne vente.« De kristne havde slået igen så godt, de kunne.

De var krænkede og sårede, de var svage og svækkede. Ingen socialist og ingen kulturradikal drømte om at tale deres sag.

Mens alt det skete, var der på gader og arbejdspladser begyndt at dukke en ny slags mennesker op. Et venstreorienteret band, Holst og Würgler, beskrev dem i en sang, der hed Arbejdskraftens fri bevægelighed: »Der kom en flok med toget, små bange, brune mænd med øjne endnu mørke af en afsked.« Hvem de var, var der ikke mange, der vidste.

Men de kulturradikale og venstrefløjen tog straks deres parti. Bo Bojesen i Politiken tegnede dem med undrende, mandelformede øjne og altid med en kuffert i hånden. Men for højrefløjen og læderjakkerne var de et problem. De tog danskernes arbejde og måske endog deres piger.

Nogle mente, at de alle var kriminelle. Deres mørke hår og gyldne hudfarve fik venstrefløjen til at tro, at de var en slags negre eller jøder.

Racismebegrebet kom tidligt ind i den danske debat.

Billedet ændrede sig ikke, da det viste sig, at gæstearbejderne ikke rejste hjem. Det ændrede sig ikke, da deres koner og børn kom hertil. Det forblev det samme, selv om der gik et halvt århundrede, og islam blev den næststørste religion i Danmark.

DEN muslimske indvandring har været en brandbombe i dansk politik og kultur. Nye politiske bevægelser er dukket op. Dansk Folkeparti fremfor alle, med deres historie om, at Danmark og danskheden er i fare. Et politisk parti, som har formået det kunststykke at forene og forsone to uforenelige og uforsonlige slags dansk nationalisme.

Den nationalkonservative med rødder tilbage i Estrups dage, da det var bønder og arbejdere, der truede dansk kultur. Og den socialdemokratiske nationalisme med rødder tilbage i Staunings Danmark for Folket, velfærdsstaten under dannebrog.

Et kunststykke, der har gjort det muligt for det stadigt voksende parti at sætte dagordenen i to årtier.

Men fremfor alt har det fået venstrefløjen til at gå fra snøvsen, fra De Radikale til Enhedslisten, fra de kulturradikale til feministerne. Alle har taget en snurretur på tallerkenen, så den gamle religionskritiske venstrefløj er blevet umulig at genkende.

I stedet har vi fået en venstrefløj, som hyppigt taler helvedesprædikanters sag. Og som bagatelliserer og forklarer, hvad de ville have kritiseret til døde, hvis det var Indre Mission, der stod bag. Bagatelliserer forbrydelser og undertrykkelse, som pastor Moe slet ikke drømte om i sin dystre præstegård. Indre Mission krævede dyd og moral af deres døtre.

Men de slog dem ikke ihjel eller truede med det, hvis ikke de var jomfruer på bryllupsnatten. De kunne finde på at forstøde deres døtre, hvis ikke de artede sig. Men de sendte dem ikke ud af Danmark til uvisse skæbner i fremmede lande.

Der er ifølge venstrefløjen intet, som konservative muslimer har gjort, som Dansk Folkeparti ikke har gjort værre med onde ord og giftig tone. Dansk Folkeparti, som nu i to årtier har været under mistanke for at ville starte et nyt Holocaust mod »vor tids jøder« - muslimerne.

En stor del af venstrefløjen har opgivet den klassiske religionskritik. Man mente, at det var en skandale, da SF's partileder Villy Søvndal bad et par helvedesprædikanter om at gå ad helvede til. Kort efter at de offentligt havde erklæret, at den danske grundlov intet var værd. Den slags trusler mod fundamentet i det danske demokrati betyder ikke det store. Men kolonihaverne, som er stjålet af Dansk Folkeparti, dannebrog, som de også har erobret, for slet ikke at tale om frikadellerne - det vækker bekymring.

DE landvindinger, venstrefløjen har gjort, har dens etnisk danske medlemmer ikke i sinde at give afkald på. For deres eget vedkommende.

Det er ikke feministerne, der kræver af sig selv, at de skal møde uberørte på bryllupsnatten. Men støtte de kvinder, der nu bliver udsat for den samme jomfrutro og dobbeltmoral, som deres egne mødre og oldemødre gjorde op med, vil de alligevel ikke. De mener, at det vil gøre dem til kulturimperialister. Og fortæller dermed, at de ikke betragter danske muslimer som landsmænd og jævnbyrdige.

At den kristne kultur og den muslimske ligner hinanden med en forskydning på nogle hundrede år, er meget svært at indse, både for muslimernes fjender og for deres selvkårne beskyttere.

Mens nogle af de unge muslimer har en kulturkamp at kæmpe mod forældre og præster, mod tro, traditioner og helvedeslære, har folk fra venstrefløjen truffet et valg, som intet medlem af nogen venstrefløj har truffet før i historien: De tager de gamles parti mod de unge, for traditionerne, mod fornyelsen.

Imens står unge muslimer, der vil have del i de hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder, på Herrens mark. Truet af islamister og konservative muslimer.

Mens folk fra den yderste højrefløj betragter dem som fødte fjender, alene på grund af deres kulturbaggrund. Og de, der har tradition for at støtte kampen for menneskers frihed og kvinders selvbestemmelse, vender dem ryggen og siger, at den kamp må de selv klare.

På den måde kan det godt trække ud, før unge danskere med muslimsk baggrund også får lov at forlade bønnemødet. Og lege tagfat på stranden.

Indremissionske fiskere, som kunstneren Niels Bjerre beskrev og malede dem.