Krigen mod frikadelledanskeren

Hån, spot og folkeopdragelse

Weekendavisen d. 15.07.2011

Folkebevægelse. Rindalismen var mere end en protest mod økonomisk støtte til kunst og kunstnere. Det var en velfærdsforbitrelse med fremtiden for sig.

 af INGER HOLST

 

Det var en aften i 1966. Min bedstefar og jeg sad og så fjernsyn. To generationer ved den sort-hvide tv-skærm, den ene 68 år gammel, den anden 17. Vi havde siddet der før. Vi havde set Kennedy-mordet, Melodi Grand Prix, Poul Reumert, Vietnam-krigen, The Beatles og Vi venter på Godot. Vi havde set nyheder, kunst og samfundssatire, og vi var uenige om det meste. Men nu sad vi der igen, som om det var en helt almindelig aften. Det var det ikke. Min bedstefar var syg af kræft.

 Tiden ved skærmen var blevet knap. Og nu kom en mand frem og sang en sang på en melodi, som vi begge kendte. Det var den om manden på risten på Vesterbro. Nu med en anden tekst:

"Her står jeg hver aften ved røgen ved røgen fra Bispebjerg.

Det er der hvor de brænder de døde de er netop i gang me'n grosser."

Luften i stuen blev tung. Jeg turde ikke se over på min bedstefar., men jeg kunne mærke, at den sang gjorde ondt. Han ville under alle omstændigheder have fundet den stødende. Nu var den helt ubærlig. Og den fortsatte:

"Jeg mærkede lugten af Larsen da røgen en dag gik i drift.

Jeg troede han svulmed af kræfter og så var det bare kræft."

 Man kunne ikke zappe dengang. Og det var sjældent, der ligefrem blev slukket. Min bedstefar sad tavs og fik hele sangen med. Et par måneder senere blev han kørt hen til det lokale krematorium.

Endnu en samfundsborger havde gjort sin pligt ved tv-skærmen. Endnu en velfærdsborger var klar til at gå op i røg.

 Sangen stammede fra Studenterforeningens nytårsrevy i 1962, Gris på gaflen, af Klaus Rifbjerg, Leif Panduro og Jesper Jensen.

 Ønskede de tre forfattere at sende en konkret, pensioneret lastbilchauffør i graven med hån og spot til afsked? Det gjorde de næppe, selv om de mente, at læsterlige prygl var, hvad folkesjælen trængte til.

Studenterrevyen blev aldrig vist i sin helhed i fjernsynet. Men der blev vist mange klip fra unge kunstneres eksperimenterende værksteder. Dette var et af dem.

 Det var hverdagskost på tv-skærmen, som dengang blev brugt i folkeopdragelsens tjeneste.

Unge forfattere læste moderne digte højt, sagde lort, drak øl af flasken og kritiserede jævne mennesker for deres dårlige smag.

 Men hvad var det, 60ernes kunstnere ville, når de ikke klagede over de mennesker, der ville noget andet? Frem for alt ville de lære folk, at frihed og skønhed var en livsnødvendighed. At kirken og konformiteten skulle smides ad helvede til. Det faldt ikke de unge folkeopdragere ind at vise hensyn til tro og følelser hos de mennesker, de ville forbedre. Det var ud med det - og helst i en fart.

Den moderne kunst og den gode smag blev tillagt en enorm betydning i de år. Næsten som en ny religion. Det var ikke alene kunstnernes idé, at arbejderklassen skulle højnes med moderne kunst og kultur. Det var også i meget høj grad et projekt for det Socialdemokrati, som min bedstefar betragtede som sit parti.

Flytterod

 Min bedstefar var søn af en smed på landet. Som syvårig kom han ud at tjene som hyrdedreng på en bondegård. Han passede får, og han vidste, at hvis der manglede et, når han kom hjem med flokken, så fik han prygl.

 Han levede den største del af sit liv i det 20. århundredes første halvdel. Han fik dets historie med. Som soldat i sikringsstyrkerne under Første Verdenskrig, som lille købmand i tiden, der fulgte. Han gik fallit som så mange andre. I 20rne blev han kusk. I 30rne blev han arbejdsløs og løsarbejder. Han tog det arbejde, han kunne få, som havnesjover, biografkontrollør, altmuligmand og snerydder om vinteren. På trods af hans flid måtte familien mange gange gå sultne i seng.

 I en periode i 30rne flyttede de hvert halve år.

 De boede altid i en lejlighed, som skulle sættes i stand. Det var min bedstefars opgave. Når han var færdig, flyttede de ud. På den måde var huslejen sparet. Men der var mange flyttedage.

 Hver gang sad min bedstemor forrest på flyttelæsset på kuskesædet ved siden af min bedstefar.

 Han holdt tømmerne. Hun havde ansvaret for familiens værdier. I den ene hånd holdt hun en krystalopsats, i den anden en porcelænskande.

 De to ting måtte ikke gå i stykker, for hvor de stod, var familiens hjem. Byggerod eller ej, krystalopsatsen stod altid på spisebordet på en vævet lysedug med frynser. Den var til frugt, men altid tom, undtagen til jul. Kanden havde ikke anden funktion end at stå til pynt på kommoden. En klunketidskande i rokokostil med lyslilla engle og snoet hank.

I 40rne fik min bedstefar fast arbejde, og der blev råd til egen lejlighed. Her boede ægteparret i tre årtier, godt og trygt på 3. sal. Min bedstefar gik på arbejde, og om torsdagen kom han hjem med en brun lønningspose. Det var det vigtigste. Men der var også blevet tid til åndelig føde: et AOF-kursus i litteratur med foredrag om forfatterne fra ungdommen. Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg og Martin Andersen Nexø fortalte om det liv, min bedstefar og tusinder af andre danskere havde lagt bag sig. På kommoden stod rokokokanden og på spisebordet krystalopsatsen. I 60erne var der frisk frugt i den hver dag.

 Bedre havde mine bedsteforældre aldrig haft det, og bedre drømte de ikke om at få det. De var glade for det Danmark, som de selv havde været med til at skabe.

 Moderne ondskab

 »Verdens moderne ondskab får en på frakken inde i Studenterforeningen,« skrev Politikens anmelder i 1962 om den nye og meget moderne revy.

Sangen om Bispebjergs krematorium var et af de sidste numre. Den var - i den tv-udsendelse, min bedstefar og jeg så i 1966 - taget ud af sin sammenhæng, som var en fortælling om en velfærdsborgers liv fra vugge til skole, fra job til grav. Et menneske så stendødt fra fødslen, at dets kremering til sidst ingen forskel gjorde.

 Gris på Gaflen var et indlæg i 60ernes kulturradikale samfundsdebat, som var typisk ved, at den fokuserede stærkt på den forædthed, menigmand nu havde fået råd til, foruden hans dårlige smag og medskyld i Nato-samarbejdet, kapitalismen, den kolde krig og atomtruslen. Men værst af alt var tv-underholdningen.

»Befolkningen godkender regeringens forsvarspolitik, mens de ser fjernsyn, hører radio, elsker Volmer Sørensen, kysser Otto Leisner,« lød en af revyens replikker.

 Volmer Sørensen og Otto Leisner var to midaldrende tv-hyggeonkler. De udtalte sig ikke om dansk forsvarspolitik, de leverede bare, hvad man dengang kaldte harmløs underholdning. De var ikke skærmtrolde af den slags, der sang sig ind under dynerne på de småblomstrede teenageværelser - som den opdigtede entertainer Billy Jack i Teenagerlove. Ernst Bruun Olsens musical, som også havde premiere i 1962, var ikke i overensstemmelse med de faktiske forhold i underholdningsindustrien.

 Alligevel blev den en tordnende succes, en tidstypisk krigserklæring mod en industriel popkultur, der fastholdt de danske arbejdere i et liv dernede på samfundets bund, åndssløve, købedygtige, overmætte og krigsberedte.

 Teenagerlove bød på dans og sang, sex, rock, guld og glitter fra Det Kongelige Teaters store scene. Hovedpersonen Billy Jack var superstjerne.

 »Smart, glat, upåvirkelig«, skrev pressen.

Henning Moritzen spillede rollen, så man troede på ham, selv om ingen havde set en entertainer af hans type i Danmark. Men her stod han og smilede hvidt og bredt fra scenen, mens hadefulde rim og remser strømmede fra hans læber.

»En glaskold kyniker«, »Demokratiets kræftknude«, skrev anmelderne og mente ligesom forfatteren, at den opdigtede Billy Jack var et stort og alvorligt samfundsproblem.

Forestillingen blev et hit. Men tiden løb fra Teenagerlove, før Bob Dylan kunne nå at stemme sin guitar.

60'ernes kulturelite kom ind i stuerne til hele Danmarks folk!

Velfærdsforbitrelse

 60erne var et specielt årti. Det vidste alle, også mens det stod på. 1. januar 1960 blev det budt velkomment i den fremskridtsglade avis Politiken, som i tidens ånd havde bedt en række forfattere udtale sig om deres forventninger. Den 1. januar 1965, da det store årti bevægede sig mod sin midte, blev ordet givet til en forfatter. Den største.

»Nationens muntre søn, lyrikkens lurifax«, skrev intervieweren Ninka om Klaus Rifbjerg.

Han havde en lille pakke med sig, som han passede godt på: »To medaljer fra van Hauen. Byens bedste kager for kendere. Med hjem til lillemor. Sådan er Rifbjerg osse,« skrev Ninka om det kære lange hyl. En ung kunstner, som ville lukke lys og glæde ind. Det handlede artiklen om.

Men det blev kun slutningen, der fik betydning. Den skabte til gengæld Danmarks-historie:

»Hvilket socialistisk statussymbol gemmer De bag Deres kæmpe-bil,« spurgte Ninka.

Og Rifbjerg svarede: »Den er selvfølgelig en potensforlænger. Jeg har meget svært ved at adskille digt og virkelighed, og det at have en stor bil, der er flødefarvet udvendig og lyseblå indvendig, det er ' applied poetry', praktisk poesi.«

Det var poesi, der var til at forstå. Så da debatten om statens nyligt vedtagne kunstfondstøtte kort efter gik som en ildstorm over landet, kom Rifbjergs flødefarvede digt til at spille en afgørende rolle, selv om det ikke var købt for penge fra Statens Kunstfond.

Men mange troede det, og den provins-venstrepresse, der skød debatten om Statens Kunstfond i gang, gjorde intet for, at folk skulle få et andet indtryk. Krigen mellem de unge kunstnere i København og de gamle arbejdere i provinsen blev total. Kejserens nye klæder, råbte folk i den ene lejr. Kulturfascister, svarede de i den anden.

 Det var et af Socialdemokratiets store projekter, der faldt på gulvet i to hede vintermåneder, februar og marts 1965:

arbejderklassens kulturelle højnelse og dens opdragelse til et bedre fritidsliv - det hele endte i skår, der ikke kunne klinkes. Og med sår, som ikke er helet endnu.

Kampen mellem kultureliten og den del af befolkningen, der ikke er højt uddannet, blev en krigstilstand, som splitter samfundet den dag i dag.

Kampens første resultat var 62.000 underskrifter samlet ind på landets arbejdspladser mod Statens Kunstfond. Hermed kom rindalismen til verden opkaldt efter en lagerforvalter i Kolding, en meget aktiv og meget forbitret frontkæmper i krigen mod den moderne kunst og imod det i øvrigt særdeles beskedne økonomiske bidrag, der blev krævet til det formål på skattebilletten.

 Det var ikke kunststøtten alene, det handlede om. Der var noget større på færde: De lydige AOF-elever, efterkommerne af en autoritetstro almue, var blevet til selvbevidste skatteborgere.

 Det var en gammel oplysningsdrøm, der her gik i opfyldelse. Det jævne folk var sprunget ud som en selvstændigt tænkende politisk magtfaktor.

 Folkeopdragelsen var lykkedes! Det førte ikke til lovsang hos dem, der ville forbedre befolkningen.

 Bevægelsen gik nemlig den gale vej, den gik mod højre. Så den blev ikke mødt med demokratisk modspil og gode argumenter. Arbejderne blev skældt ud som uartige børn. Det blev de ikke artige af.

 Protesten kom som et lyn fra en klar himmel.

 Men der var kraft og grøde i den. Den blev en folkebevægelse. Det var mere end en protest mod statslig støtte til kunst. Det var en velfærdsforbitrelse med fremtiden for sig. I denne bevægelse støbtes de første kugler til Fremskridtspartiets kamp mod papirnusseri og skattetyranni. Her var kræfter på færde, som mange år senere skulle forenes i et helt usædvanligt højreparti med rod ikke alene i dansk national konservatisme - men også i det gamle, gamle, nationalt sindede Socialdemokrati fra før Krag, før EU og indvandringen.

Det er det gamle, socialdemokratiske Danmark, Staunings og H. C. Hansens fædreland, Dansk Folkeparti vil have tilbage. Dansk Folkeparti har aldrig øst af fascismens og nazismens kilder.

 Og dog står hagekorsets tegn over denne folkebevægelse.

Fra rindalisterne i 60erne blev kaldt kulturfascister til Dansk Folkeparti, der uafladeligt sammenlignes med nazistpartiet i Tyskland i 30rne.

Kritikeren af statsstøtten til den moderne kunst, Lagerforvalter Rindal, blev den første, der kaldte på de kræfter i den brede, vrede befolkning, der siden manifesterede sig i Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti.

Digternes Danmark

 Ikke desto mindre er det lykkedes for Dansk Folkeparti, denne sene udløber af Rindal-debatten, at få del i den politiske magt og at fastholde den i ti år. Altså en politisk bevægelse med et godt tag i virkeligheden. Imens er nogle af Danmarks kunstnere gået i gang med at digte et andet Danmark end det, de fleste danskere lever i.

 I 2002, kort efter regeringsskiftet, skrev Klaus Rifbjerg:

»... vi er stadig skræmt fra vid og sans ved tanken om, at den store lokker skal tage os, og her tænkes der meget mindre på chancen for at de fremmede vil tage brødet ud af munden på os, end det enorme brød af en pik de må formodes at ville jage ind i munden eller op i skeden eller røven på os alle sammen«.

Den gamle digters fantasi er stadig stor og frodig. Det er den også hos flere af hans kolleger, der er i gang med at skabe et nyt digterværk om Danmark. Hos dem kan man læse, at de uanstændige danskere har taget magten fra de anstændige, at muslimer er jøder, asylcentrene kz-lejre, og at Danmark i dag er Tyskland for 75 år siden.

 Den gamle 60er-modernist Benny Andersen, der har haft den sjældne ære at slå bredt og folkeligt igennem, har opsagt sin stilling som nationalskjald og skammer sig nu over at være dansker.

Anne Marie Løn mente i en kronik i Politiken 2010, at Holocaust er nær. Det skyldes en dæmon ved navn Anders Fogh Rasmussen. En bonde, der kom til magten. Forfatteren skrev:

»Lort er kagen, er guldet, sådan var det i gamle dage på landet, lort berigede jordene og sikrer god høst. Møddingen lå midt på gårdspladsen, så man kunne holde øje fra alle sider, at ingen stjal fra den. Lort er ikke stuerent, det stinker og svider i øjnene. Hvad ingen før havde kunnet få sig selv til, gjorde drengen fra landet uden at blinke: Skovlede et racistisk anlagt partis mandater på sin trillebør og kørte dem ind i Statsministeriet.«

De Nationalliberale, som var med til at holde bondestanden væk fra den politiske magt i det 19. århundrede, har ikke omtalt transtøvlerne og vadmelskofterne i mere malende vendinger.

 Anne Marie Løn står ikke alene med den holdning, at det er bønder og arbejdere, der har forpestet det danske demokrati. Suzanne Brøgger taler ligefrem om proletariatets diktatur. I 2010 lader hun en fin gammel dame, et alter ego, beklage aristokratiets og fornemhedens forfald.

 Også hun mener, at jøder er blevet til muslimer, og at Holocaust er nær.

Bogen hedder 'Jeg har set den gamle verden forsvinde - hvor er mine øreringe?'

Men måske er den gamle verden ikke forvundet? Måske findes den og de tabte værdier, hvor man mindst skulle vente det.

Sådan et sted, i et arbejderkvarter, som er blevet til et indvandrerkvarter, levede en gammel mand. Han afskyede indvandrernes duftende mad og elskede gule ærter med grisetæer. En rigtig gris på gaflen-dansker.

 Hver eneste morgen gennem år og dag sad gamle Viggo i kvarterets beboerhus og jublede til alle, der kom ind, nye danskere som gamle:

»Godmorgen Roya, godmorgen Bente, godmorgen Krølle, godmorgen Saddam.« De to sidste hed Mohammad begge to, og noget måtte der gøres for at skelne dem fra hinanden.

 Der sad gamle Viggo og sang sin morgensang til livet og til hvert et medmenneske, der krydsede hans vej.