Da Politiken vandt kulturkampen

De andres land

Højres glade København. Erik Henningsen 1899.

Weekendavisen d. 09.07.2010 

I 1896 kom en ny avis til verden. Den hed Vort Land, og det var dens mål at samle det splittede Højre og udkonkurrere Hørups radikale Venstre-avis, Politiken.

 

af INGER HOLST

Det er ikke hver dag, en avis skriver nekrolog for en anden avis. Men det skete i 1905 i et dagblad, der hed Vort Land:

»Politiken 1884 - 1905«, stod der på forsiden på lederplads.

Det var en overdrivelse. Politiken var stadig en levende avis. Men det ville snart gå galt, mente Vort Land, fordi Henrik Cavling var blevet chefredaktør. Han havde ikke de rette evner, den rette dannelse, han kom fra et dårligt miljø.

Det gjorde avisens første redaktør, Viggo Hørup, også. Hans far var landsbylærer, det rene rak i Vort Lands optik. Men han havde dog selv erhvervet sig en akademisk uddannelse. Og selv om Edvard Brandes, Cavlings forgænger i redaktørstolen, var født i det bedre borgerskab, var det heller ikke godt nok, for han var jøde og bror til en samfundsomstyrter. Alligevel var Cavling værre, for han var søn af en teglbrænder.

Så nu omsider, mente Vort Land, måtte Politiken bukke under for sin egen radikale lære. Nu måtte Udviklingens Lov træde i kraft, og den var hård - identisk som den var med Undergangens Lov.

»Udvikling er det, at Hr. Cavling nu bliver Bladets Hovedmand, men Undergang er det ligesaa vist.«

Få måneder senere satte Cavling den presserevolution i gang, som ingen avis, end ikke Vort Land, forblev upåvirket af: sensationer, sport og damestof, det hele leveret i et nyt, håndterligt format med billeder og overskrifter, der kaldte på opmærksomheden. Politiken stod ikke over for sin undergang. Men hvad med den avis, der læste dødsmessen?

Vort Land kom til verden i 1896. Dens mål var at samle det Højre, der ikke længere stod enigt og enerådigt, som det havde gjort i 30 år, med samlet front mod Folketingets flertal. Nu skulle det tabte vindes tilbage:

»Dette Blad skal yde et gæstfrit Ly til alle konservative Stemninger og Strømninger, til det Højre, som ikke vil Splid og Splittelse, endnu mindre Dorskhed og Død, men som vil samles og samarbejde i fælles Virken for det fælles Maal. Det skal være som en Fane, hvorom alle konservative Borgere kunne flokkes og fylke sig.«

Stolte ord på lederplads den første dag, den 23. september. Den nye avis var i humør til at plukke anemoner i september.

Talmajestæten

Men udenfor, i realiteternes verden, var der ingen forårstegn for Højre. Ude i udkantsområderne havde demokratiet udviklet sig til en trussel mod Danmarks trygge hovedstad bag Estrups nye volde, den mur af fæstningsværker, der blev rejst for at holde udenvælts fjender ude af byen. Men frem for alt blev den bygget for at genere Højres fjende nummer ét, partiet Venstre, som repræsenterede de bønder, der ikke længere ville ride til bys med hatten i hånden. De ville selv have del i magten og æren.

De var mange, de var de fleste, så de havde flertal i Folketinget, mens Højre gik tilbage ved valg efter valg. Men Konseilspræsident Estrup holdt fast. Han stod ikke alene, og han stod ikke svagt. Bag sig i sin kamp mod »Talmajestæten« havde han kongen, Landstinget, hæren, retsvæsenet, Højrepressen og byernes vælgere, især de københavnske.

Mange år senere, i 1931, skulle en tidligere medarbejder ved Vort Land, Julius Schovelin, mindes storhedstiden, dengang i 1880erne, da ideen om Københavns befæstning fik succes og gjorde Forsvarssagen til en hjertesag for en del af den danske befolkning. Men ikke for det store flertal, der havde lagt de fleste skattekroner i projektet.

For Schovelin var det Højres bedste tid, da den politiske kamp gjaldt befæstningen, forsvarssagen:

»Det var den, som gav Højre Ridderslaget, den, som gav Partiet Rejsning og Vovelyst. Den var en Opsang til Daad, et Bjarkemaal - Luften tonede af Æolsharpers Klang! Der strøg et Stormpust henover Landet - og Himlen hang fuld af Giger.«

Men nu, i 1896, var festen netop forbi, der var ingen musik i luften. Det trak op til torden for Højre.

Ude ved de store folkemøder slog bønderne hatten af folk, der ikke ville tage den af for demokratiet. Og inde på de københavnske revyscener præsenterede den tapre Landsoldat sig ikke længere som en grov Krabat, der var parat. Nu lød der andre toner:

»naar blot de Folk i Integade ej var saa slemme til at le«.

Al sympati var på Integades side, for her lå Politikens lille hjørnehus med blomster i altankasserne. Her skrev Hørup sine lederartikler med skarp og vittig pen, her var smæld og smuld og hån og spot, så de unge i det gamle København måtte le med og melde sig under fjendens faner. Den radikale Venstreavis havde fremgang og kronede dage, mens Højre-revyer blev til Venstre-revyer, og Højres bedste sønner blev til radikale Venstremænd.

Derfor var det planen, at Vort Land skulle udkonkurrere Politiken. Så man endelig én gang for alle kunne få ram på Brandes-brødrene, Hørup og hele den radikale Venstre-fraktion, som i mange år havde truet alt, hvad der var dansk.

Sprælske Højre-penne

I sin ydre form var Vort Land næppe til at skelne fra sin lattermilde konkurrent: Lang som et lagen, med en hær af moderne, latinske bogstaver på march over siderne. Politiken skrev ikke med gotiske bogstaver, så det gjorde Vort Land heller ikke. Den henvendte sig nemlig til samme målgruppe: det unge, dannede borgerskab i København.

Den nye Højreavis var oppe mod stærke kræfter. Men den havde sikret sig de bedste, mest sprælske Højre-penne, så der var grund til at tro på sagen.

Den første redaktør var den unge L. V. Birch, der senere blev Højres nørdede kapitalisme- og jødekritiker. Og - da den tid kom - en værdsat skribent ved Politikens kronikredaktion.

Forfatter, politiker, koleriker og børskommissær Julius Schovelin var også med fra begyndelsen - en nådesløs politisk kommentator, som lod vreden skumme og tillægsordene hagle.

En anden medarbejder, Carl Muusmann, tog sig af kulturstoffet og dækkede franske begivenheder.

Muusmann var partiets hyggeonkel, en elskelig fortæller, en underholdende forfatter, som skrev romaner om gøgl og cirkus, krig og ære, og en hemmelig dal med varme kilder og små, ædle vilde på Nordpolen. Som journalist var han tro mod sin avis fra den første dag til den bitre ende. Senere blev han kendt for sine bøger om det glade København i 1880erne og 1890erne. Estrups København, verden af i går. De er skrevet i 1920erne, da det nye århundrede for alvor fik fat i hans gamle hovedstad.

I sine erindringer, som handler om hans livslange kærlighed til Frankrig, fortæller Muusmann om den tragedie, der ramte hans generation af Højre-folk: Han var - som flere af Vort Lands medarbejdere - født i årene omkring 1864. De indåndede nederlaget og tyskerhadet, før de lærte at gå. I 1870, da Frankrig gik i krig mod Preussen, håbede de med deres forældre, at Danmark ville gå med og vinde æren og Sønderjylland tilbage. Men i 1871 blev hele den franske hær og kejseren selv taget til fange under slaget ved Sedan.

Den lille Muusmann var syv år gammel:

»Større kunde Katastrofen paa den ene Side og Sejren paa den anden Side ikke være. Det kunde forstaas af ethvert Barn, og derfor forstod jeg det ogsaa, og jeg gik ned i Stalden og tog vor Hund 'Bacasse' om Halsen og græd. 'Bacasse' slikkede mig først trøstende i Ansigtet, men da det ikke hjalp, gav den sig ogsaa til at hyle, som vilde den vise, at den ikke bar sit franske Navn forgæves.«

Muusmanns kærlighed til Frankrig var af varig karakter ligesom også hans kærlighed til det gamle København.

I de fransk-danske erindringer, som udkom i 1916, gav han udtryk for stor glæde og lettelse. For nu var »Forsmædelsen Sedan-Metz (...) aftvættet i Helteblod ved Marne-Verdun.«

Da havde utallige tusinder af franskmænd og tyskere slået hinanden ihjel. En hel generation af unge mænd skulle gå tabt, før det hele var forbi. Men æren var reddet for Muusmann og Bacasse!

Tilsølede taburetter

 Vort Land var en krigslysten avis. Der var mange slag, der skulle vindes.

Den 24. september 1896, på sin anden dag i livet, proklamerede den, at »Helsingør er Højres«. Der var valg, og der var risiko for, at en Socialdemokrat ved navn Rasmussen skulle gribe magten i Helsingør. Avisen skrev:

»Det rolige Fremskridt, Loyaliteten og Fædrelandskærligheden har altid havt sin Forpost i Nordsjælland. (...) Det gælder for Højre at hævde stolte Traditioner - Dannebrog vajer fra Kronborgs Tinder - ingen ærekær Dansk kan for Alvor ønske, at en Socialist skal repræsentere paa dette Mødested for de smukkeste nationale Minder.«

Kampråbet faldt på stengrund. Rasmussen blev valgt! Vort Land skrev en leder:

»Ved en løs Betragtning var det vel Højre, der tabte igaar, men i Virkeligheden ramte Slaget alle Tilhængere af en sund og naturlig Samfundsudvikling her i Landet

Vort Land lod sit eget svækkede parti stå med skammen. Et stærkt og enigt Højre ville aldrig have ladet denne vanære ramme parti og fædreland. Det tabte skulle vindes tilbage, men den politiske udvikling gik Rasmussens vej. Og Politikens. Parlamentarismen var uundgåelig.

Det skete en sommerdag i 1901, at en Venstre-regering kom til magten. Mere end 20 år senere skulle en folkelig historieskriver, Povl Engelstoft, huske denne begivenhed:

»Den, der har oplevet den 24. Juli 1901 som ung, vil mindes den som en mærkelig Gennembruddets Dag, i Slægt vel med den Junidag 1849, da Grundloven blev givet. Folket havde faaet Styret for sig selv. Bonden var efter et halvt Aarhundredes Kamp for Ligeret med de andre naaet op i Slottets Sale. Det luftede, det lyste, det stemte for Brystet som et kommende Vejr. Flagene gik til Tops foran Gaarde og Huse, og mange Smaamand kunde med ærligere Følelse nævne Danmarks Navn.«

Vort Land så anderledes på det. Den unge Højre-avis var vred over Systemskiftet, meget vred. Slemt var det, at Venstre nu dannede regering. Men det blev endnu værre, da en større samling bondeknolde gik i takketog til kongen, i regnvejr - og uden at have hovedstadens socialdemokrater med. Og selv om Vort Land ikke var spor begejstret for dem, så var de dog københavnere. Men bønderne var fremmede. Det Udkantsdanmark, der her kom sjokkende, var et ynkeligt syn for Vort Land, som ikke var til sinds at betragte hvem som helst som jævnbyrdige medborgere og landsmænd.

Porten til Højres Have

Det havde alle dage været Højres overbevisning, at den ministertaburet, som en bondepolitiker satte sig på, ville blive tilsølet for evigt.

Så der blev dømt søle og møg i Vort Land i sommeren 1901. Der blev dømt mødding og skarn i årene, der fulgte. Men værst af alt var det, at Politikens redaktør Viggo Hørup var blevet trafikminister. Han var ikke stueren!

Redaktøren af Vort Land hed nu Frederik Hansen, en tyk lille Højre-mand, der i 1886 havde truet Hørup med prygl og duel i sin Højre-arbejderavis, Avisen. Dengang fik degnens søn ikke, hvad han havde fortjent. Det gjorde han nu. Alt, hvad der kunne ligge på ham af læsterlige klø, fik han i Vort Land, på lederplads, hver evige dag, uger i træk. Glemte affærer og uaktuelle citater blev draget frem fra 1880ernes mørke, støvet af, poleret, som var det i går: hån mod hæren, spot mod kongen og latterliggørelse af vort gamle flag. Desuden var Hørup syg, tidligt ældet og dårlig til bens. Det blev også brugt som argument mod den nye minister.

Da spillede den svagelige politiker sit sidste kort og tog stikket hjem. Hørups første - og sidste - embedshandling var at åbne Kongeporten til Kongens Have for offentligheden. Det var ikke en ligegyldig handling. Det var et slag mod det slagne Højre!

Ikke fordi der ikke var andre indgange. Men denne port havde symbolværdi: Ved Grundlovsfest efter Grundlovsfest var den blevet slået op for Højre alene. Her havde solen skinnet, og Guds milde sommerregn havde dryppet på kongens eget parti i kongens egen have.

Carl Muusmann huskede, hvordan »Kongeporten paa denne 5. Juni sprang op og aabnede sig for den fra Christiansborg Slots Ridebane kommende Procession med Faner og Bannere og Carl Ploug og Henning Matzen i Spidsen.«

Højres nationalpoet, Fædrelandets redaktør, skulder ved skulder med partiets folketaler. En stolt demonstration af status, magt og særstilling.

Til daglig var porten lukket og låst med, hvad der også i Muusmanns øjne var »et stort, grimt Jernbælte«. Hørup mente derfor, at det var Højres port. Det mente Højre også selv.

Trafikministerens ene embedshandling var en plage for Vort Land. Det blev den ved at være i mange år efter Hørups død i 1902. Vreden over Kongeportens åbning oversteg alt, og i 1908 fik den ny næring.

Justitsminister Albertis gigantiske bedrageri og Konseilspræsident I. C. Christensens fadæse med at yde ham et million-lån af statskassen havde nu gjort det klart, at bønder ikke formåede at vælge de rette mænd på Tinge. Københavnske Højrefolk viste, hvad de mente om Venstre-regeringen og dens leder, da de gik i demonstration med Dannebrog slæbende gennem gadestøvet.

Men bonde-Venstres nederlag bragte ikke det gamle Højre tilbage. Det bragte et lille, nyt parti til magten, Det Radikale Venstre, som var blevet dannet i 1905 af Hørups og Politikens Venste-fraktion.

Så raseriet var så godt som nyt, da der i 1908 blev rejst en statue af Hørup bag Kongeporten i Kongens Have. Her stod han i Willumsens udformning, vitalistisk, hjulbenet, og ganske u-hørupsk, mente de, der huskede ham bedst for et lille glimt i øjet. Nu stod han altså i Kongens Have, på Højres festplads, forklædt som rasende agitator. En »Skamstøtte« over de uregerlige kræfter, der nu regerede Fædrelandet.

Den grimme Hørup

Da Politiken i 1909 kunne fejre sit 25-årsjubilæum med den ikke spor dødstruede Cavling ved roret, fik han og hans presserevolution kun hånsord fra Vort Land: Politiken var blevet en Tivoli-bod:

»Tschim dattera dada! Paa-le-te-ken har 25 Aars Jubilæum.« Så skamløst, så åndløst var det blevet under den nye redaktør. Men Hørup var ikke glemt. Til denne mand, som havde ligget i sin grav i syv år, var der i festens anledning en ekstra nekrolog:

»Hørup var Underklassemanden, som lod det blive bestemmende for sit hele Liv, at han i Ungdommen troede sig tilsidesat, fordi de Nationalliberale sad ved Magten, og deres Sønner spærrede Vejen for den lidet sympatetiske Skolelærersøn, Outsideren Hørup. Han følte sig ligeberettiget til Arven: var han ikke opdragen i samme Skole, kunde det samme, var ikke hans Aand skaaren over den nationalliberale Læst? Og han beundrede sig selv i dem og dem i sig selv, deres Viden, deres Kultur og deres Dannelses Glansfuldhed. Men den grimme Ælling kom ikke ind mellem Svanerne, og saa slog Ællingen sig paa Karrieren som Krage.«

Hørups politiske dåd havde været at samle studenterlivets mislykkede eksistenser, »alle dem, der var paa Kant med de normale Forhold, og som vilde hurtigere frem, end Studium og Examen bød paa, og med disse Apacher forulempede og truede han fredelige Folk, der ikke mente som han og molesterede dristige Folk, der sagde ham imod.«

Det 20. århundredes ansigt

Sådan gik år og dag. Vort Land måtte lide den tort at gå ned i oplagstal, imens den tabte sag efter sag slag for slag.

Det svækkede ikke kamplysten. Men avisen havde tiden imod sig. Selv når den vejrede morgenluft, var det andre, der fik vind i sejlene: Verdenskrigen førte ikke til kamp mod tyskerne og sejr for fædrelandet, men til salg af De Vestindiske Øer. Og da Sønderjylland, det tabte land, omsider kom hjem igen, blev det alligevel ikke et Danmark til Ejderen. Men det værste var og blev Det Radikale Venstre, partiet, som repræsenterede husmændene, Brandes-brødrene, antimilitarismen og den frie kærlighed. Partiet, som sad på regeringsmagten, da krigen brød ud, og som sad der endnu, da den var forbi. Det var dette parti, der forhindrede Danmark i at udgyde helteblod, da chancen endelig kom i 1914.

Det var slemt, men værre var det, at parlamentarismen trængte ind overalt.

I 1915 skiftede det gamle Højre ærbødigheden for Kongemagten ud med moderne veneration for Talmajestæten. Under navnet Det Konservative Folkeparti begyndte det en ny fase i sin udvikling som demokratisk parti.

Men Vort Land sluttede sig til et antiparlamentarisk protestparti, Det Nye Højre. Det blev af De Konservative betragtet som et splittelsesparti, og det led et sviende nederlag ved valget i 1918. Det blev også et nederlag for Vort Land. Men avisens medarbejdere forblev tro mod værdigrundlaget til deres dages ende.

I 1921 skrev Carl Muusmann i en af sine nostalgiske bøger:

»... de Nætter omkring Paaskedagene i 1920, da Generalstrejken truede, og da Syndikalisterne gennem Taagen tegnede sig som en truende, fanatisk Græshoppesværm nede i Muslingeskallen, saa vi vor kære By vise et ondt, forvredent Ansigt, der tilhørte det nye Aarhundrede, og som vi aldrig havde kendt i 80'ernes og 90'ernes glade København.«

Der var intet at gøre. Slaget var tabt. Estrup var død og hans fæstning forældet.

Vort Land kom ikke med ind i 20erne.

Vort Land var ikke mere. Avisen fra den gamle tid var gået ind i 1919. Den gik hurtigt i glemmebogen. Mens et nyt Danmark med nye danskere lurede lige om hjørnet med Dannebrog til kolonihavebrug, jazz, socialisme, PHs revyer og Politikens lysavis.

Underklassens mand, den kampberedte Hørup i Kongens Have. Da Højres lange sommer var forbi.