Fra Dybbøl til Afghanistan

Sønner af de slagne

1864 - sejrsparaderne tid var forbi!

Weekendavisen d. 19.03.2010 

I 1906 erklærede en dansk digter nederlaget i 1864 for fortid. Nu skulle almuen skabe det fredelige Danmark, den altid havde drømt om. Men de gamle nationalister opgav ikke kampen for flag og ære.

 

af INGER HOLST

Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen. Han skulle til Dybbøl og møde sin fortid.

 Det var kort før systemskiftet i 1901. Et nyt Danmark var på vej, en ny ungdom lagde nye planer. Men det tænkte den midaldrende pilgrim ikke på. Han søgte sin ungdoms land. Han genfandt noget af det, han genkendte egnen, træerne, eksercerpladsen. Og dog var intet som før:

»Hans vemodige Stemning havde gjort ham stille og modløs, det var stadig som om han savnede noget, som om en Fjeder var sprungen i ham og som om alt nu stod stille i ham.«

Denne soldat er ikke opdigtet. Han delte skæbne og livsstemning med sin fortæller, Peter Frederik Rist, som selv havde været med i krigen. Han kom til at leve længe og fortælle mange historier. Den kendteste er en lille roman, En Rekrut fra 64. Den udkom i 1889.

Han blev aldrig færdig med sit stof, livet igennem kredsede han om den tid, der var begyndt i 1848. Han var også med dengang. Han var en lille dreng, der sad på sin fars arm og så, hvordan soldaterne blev hyldet, da de kom hjem fra slaget ved Bov. 16 år senere var det ham, der kom hjem fra krigen, sammen med kammeraterne. For dem var der ingen folkefest, ingen sol til at blinke i bajonetterne. Gaderne lå tomme i regnen. En kvinde kastede en lille buket ud ad et vindue, ned på de våde brosten - »Det var Modtagelsen.«

Den unge officer havde oplevet noget, han aldrig kom over. Han måtte beskrive det igen og igen, i fortælling efter fortælling, erindring efter erindring. Det var næppe for berømmelsens skyld, han skrev og skrev, den gamle militærmand, der gik så rank og høflig rundt blandt de yngre slægter. Han gjorde det, fordi han ikke kunne lade være. Han måtte se de gamle kammerater for sig, de, der døde, og de, der havde overlevet. Han måtte holde dem fast, så de ikke forsvandt.

 Der var mange, der ikke måtte glemmes. Der var for eksempel en gammel kaptajn, en strunk soldat. Ham mødte Pilgrimmen i Dybbøl, stadig blandt de levende - og dog:

 »... Pilgrimmen satte sig ned hos den gamle Kaptajn, der mindede ham om Heines franske Tambour, der efter mange Aars Forløb kom hjem fra Rusland, og som syntes halvt forraadnet at være steget op af Graven.«

Det er ikke minderne om krigen alene, der plager den gamle. Freden havde været værre. Kaptajnen ventede et avancement - som aldrig kom. Det knuste ham:

»Hans stærke Helteskikkelse bøjede sig under det, og han ældedes hurtig, blev hvidhåret, falmede, skrumpede ind. Kun én eneste Tanke kunde han huse: hvorfor? hvorfor?«

Han fandt aldrig svar. Det forblev den store gåde i hans liv.

 Han, som havde været med i begge de slesvigske krige, som havde sejret under General Rye, og som i 1864, ved Dybbøl Mølle, havde ladet fjenden betale dyrt for hver stump land, han erobrede. Hvorfor var der ikke brug for ham mere?

Forbitrelsen var intens og så plagsom for andre, at Rist var sikker på, at det tog livet af hans kone. Hun kunne ikke flygte. Men det kunne børnene, de rejste langt væk, ud i verden, hvor der stadig var håb.

»Ensom og forladt levede han saa, uden andet Selskab end sin store, gaadefulde Krænkelse.«

Også på denne dag, til sin gamle kammerat, stiller han sit evige spørgsmål: »Kan De forstaa, at jeg ikke avancerede?«

 Sådan gik det flere af Nederlagets Mænd: Ikke alle mistede livet, men mange mistede modet.

 
En kriger

 Det var denne landsdækkende forbitrelse, der fik nye slægter på den tanke, at nu skulle der bygges et andet Danmark. I 1906 udgav Johannes V. Jensen en digtsamling, en lovsang til det nye århundrede, en forsikring om, at nederlagets tid var forbi:


Sønner af de Slagne, 

se, I staar paa Muld!

Død er det bedragne,

lykkeløse Kuld...

 Der tog digteren forskud på fremtidens glæder. Mange af dem, der var med i 1864, var slet ikke døde endnu. Rist sad stadig i sin store lejlighed og samlede minder. Han døde først i 1924. Da han var hans tid for længst forbi.

 Det var den allerede i 1906, da Johannes V. Jensen, en af det folkelige gennembruds forfattere, skrev en kronik i Politiken, »Danmark som det er«:

 »... i dette historiske Brændpunkt (1864) samler den nationale Afmagt sig til det mindste og skarpest mulige Billede: vor Nutid og Fremtid gaar igennem dette Punkt.«

 Men Johannes V. Jensen havde en helteskikkelse at sætte op mod den nationale elendighed. Det var Viggo Hørup, politikeren og journalisten, der gjorde op med det gamle Danmarks militære traditioner.

 Hørup selv var ikke en fredelig mand. Han var en kriger, mente Johannes V. Jensen.

»Den Dag idag hades han med det Had, der kommer af Frygt. Hans Modstandere synes end ikke at erindre, at han er død; de iler endnu som Negrene op paa Toppen af Termitboerne i det fjerne og hujer svære Trusler ud mod denne Høvding, der fornedrede dem ved Pisk paa Skinnebenene; det falder dem let at blive i en Vane, som de nemmede, da han var levende, at tapre sig udenfor Spydvidde.«

Hørup var død i 1902, træt af kampen, mæt af dage, 60 år gammel. Men ude af sagaen var han ikke:

 »Selv nu, da han er falden, virker hans Eksempel som en Fanfare for alle dem, der i ham saa Udspringet af Mod, Klarhed og Fornemhed. Hørups Personlighed, hans Styrke og Stil, lyser endnu som en Fakkel over det genfundne Danmark. Her er Kærnen.«


Hvad skal det nytte?

Kernen i Hørups sag var ikke antimilitarisme, mente Johannes V. Der var andet på færde: Almuens kamp mod magtens mænd.

»Naar Hørup gik saa voldsomt imod alle Krigstilbøjeligheder, var det ham allerinderst kun et Middel til at Rejse Folket, Bondestanden, mod de almægtige Kendere af Saxo, der med Træsværd og Flitsbue overskred Ejderen og afskød Begpile paa Das deutsche Reich. Han saa Vanviddet som en Voldsdaad imod Folket, de brede Lag, Almuen, og hvad enten det nu var med eller imod Folkets Vilje, det blev gjort, satte han sig for at skabe en ny Vilje i Folket, der forbød det. Det lykkedes ham - næsten.«

 Men hvorfor lykkedes det ikke helt, ifølge Jensen? Fordi - i 1893, i en debat i Rigsdagen om Københavns befæstning, kom der en sætning fra Hørups mund, som aldrig er blevet tilgivet, aldrig er blevet glemt - selv om den næsten altid er blevet citeret forkert. Også Johannes V. Jensen, Hørups håndgangne mand, citerer forkert: »Hvad kan det nytte?«

 »Der er aldrig sagt noget sørgeligere, man kan græde, naar man tænker sig, det er sagt med hans Mund. Der har aldrig raget en saa tragisk Skikkelse op af Danmarks Muld som Hørup.«

 I dette »hvad kan det nytte« hører Johannes V. Jensen et suk, en verden af selvopgivelse. Fordi, som han siger: Det kan nytte!

 Johannes V. Jensen mente, at det nu og da kunne være nødvendigt, også for småfolk, at gribe til våben i selvforsvar. Deraf hans fortvivlelse over, at Hørup, hans helt, stillede sig så opgivende an.

Men gjorde han nu også det? Hørup sagde ikke: »Hvad kan det nytte.« Han sagde: »Hvad skal det nytte.« Det kan lyde som en sproglig bagatel. Det er det ikke.

 Det ser man, hvis man vender sætningen, som Johannes V. Jensen gjorde, og mange andre har gjort efter ham: Det kan nytte! Det lyder trodsigt og handlekraftigt: Yes we can!

En lignende omskrivning af det korrekte citat har aldrig fundet sted. Af gode grunde: Det skal nytte! Det lyder desperat. Det lyder som en, der tvivler på sin sag, og derfor må op i falsetten.

Det er ikke en gradsforskel, der skiller de to citater, det korrekte og det evigt fejlagtige. Det er en væsensforskel.

 Hvad kan det nytte - det sagde Hørup ikke om alt forsvar, til alle tider. Hvad skal det nytte, spurgte han, om Københavns befæstning. Og hvad den skulle nytte, når det var grænsen, der var truet, og ikke hovedstaden - det kunne godt diskuteres. Det blev den på den tid, også blandt militærfolk.

Hørup var en kriger, der kæmpede for fred med skarpe ord og slebne argumenter.

Det var ikke fred i verden, til alle tider, der lå ham på sinde. Bekymring for hele den blå planet var ikke hans sag. Han elskede sit land, og det alene. Men han elskede det på en anden måde end de gamle militarister, der for ham var farligere fjender af folket end nogen udenlandsk krigsmagt kunne være.

Det var ikke afmægtig selvopgivelse, der fik ham til at stille sit berømte spørgsmål i 1893. Et udtryk for hån imod forsvar og fædreland var det heller ikke. Det var en oprigtig omsorg for de småfolk, der altid kom til at betale den højeste pris, når nationen gik i krig. De landsoldater, der skulle slås, så andre kunne besynge deres død og rejse monumenter med deres navne på.

 Det var Hørups overbevisning, at de gamle nationalister havde til hensigt igen at udløse en krig - som igen skulle betales af unge mænd, der ikke tænkte på andet end gården derhjemme, konen, børnene, høsten, det liv, de slet ikke havde lyst til at forlade.

Hørup var et barn af sin tid. Det stod ikke i hans magt at forudse Nazityskland og den 9. april 1940. Det eneste, han havde i tankerne, var at undgå et nyt 1864 - og det var en anden sag. Han ville undgå, at magthaverne i Danmark i et nyt anfald af grænseløst fantasteri skulle fremprovokere en krig mod en europæisk stormagt - eller to. Hvad skulle det nytte? De, der kæmpede mod Tyskland og Østrig i 1864, måtte indrømme - at det havde ikke været nogen nytte til.

Et andelsmejeri i 1900. Det nye Danmark havde fået nye helte!

Havregryn for fred

 I en anden kronik, i 1908, mindes Johannes V. Jensen en mørk, sur mand, han mødte engang, som kom kørende i regnvejr, med hestevognen fuld af sten. Hvorfor gjorde han det? Hvor skulle han hen?

 »Ved det Spørgsmaal smilede Manden og blev helt lys i Ansigtet: Der skal Andelsmejeriet jo bygges!«

Og Jensen tilføjer: »Og der ligger det nu og suser og gør Smør.« Det var et eventyr. Det var det gamle Danmark, som havde fået nye helte.

 Det danske flertal ville have fred! Puslinglandet hyggede sig i smug under Første Verdenskrig, mens hele verden brændte. Sådan skrev Jeppe Aakjær, og det citeres han ofte for - som regel negativt. Selv mente han det positivt. Også han var glødende antimilitarist. I en anden sang lod han havren stå på marken og synge sange for fred. Det var i sommeren 1916, midt under slagene ved Somme og Verdun, hvor intet strå kunne gro.

Fred og havregryn - det var den danske drøm. Den førte til en helt ny folkelig kultur, en ny slags kærlighed til fædrelandet. Den førte også til nedrustning, mens resten af verden oprustede. Den førte til den 9. april 1940, 13 døde soldater - og en krig, der blev meget anderledes end dem, Hørup kunne gøre sig forestilling om. Men ét havde besættelsestiden til fælles med nederlaget ved Dybbøl: De efterlod en hær i skam.

Der var en officer, der hed Chr. Peder Kryssing. Hans far havde kæmpet mod tyskerne ved Dybbøl, og nu ville sønnen følge hans eksempel. Desværre for ham stod det parlamentariske flertal i vejen.

 Den 9. april 1940 skrev han i et brev:

»Hvad jeg forudsagde, er sket, hvilken foragtelig Regering, vi dog har, og hvilken foragtelig Nation, vi tilhører, for Regeringen er jo valgt af Nationen.«

 Nogle dage senere skrev han endnu et brev:

»Jeg holder mig langt fra alle Civile. Jeg ser en Fjende i dem alle d.v.s. en af dem, der aldrig vil ofre noget alvorligt for Landets Forsvar.«


Den kommunistiske verdensfjende

Nederlaget sved, skammen brændte. Men så kom en mulighed for æresoprejsning! Det var i sommeren 1941, da Tyskland gik til angreb på den fjende, som Kryssing mente var den farligste i verden, også nu, mens Danmark var besat af Nazityskland: Sovjetunionen var til alle tider værre end alt ondt i verden!

 Kryssing blev den første leder af Frikorps Danmark, der drog mod øst for at kæmpe for Danmark, derovre hvor dannebrog engang faldt ned fra himlen. Det med flaget var et væsentligt argument i Kryssings hvervekampagne. Han var ikke nazist, han var dansk nationalist af den gamle skole. Nazisterne var alt for moderne for ham, deres ledelsesstil for afslappet. Kryssing var en distanceret herre, en svoren tilhænger af de gamle militære dyder. Det kom ham dyrt at stå:

 »Bort med Demokraten Kryssing«, lød skriften på en kasernevæg i Polen - da det nazistiske flertal i Frikorps Danmark var på kanten af mytteri, fordi de ville have en nazist i spidsen.

 Den graffiti må have gjort ondt, fordi - var der noget, Kryssing ønskede at bekrige, foruden Bolsjevismen, så var det demokratiet. Hans hjerte hang ved Estrups hedengangne Højre, Saxo var hans ballast, og Ingemanns romaner har næppe været ham fremmede. Han var så dansk som nogen. En dansk nationalist fra perioden 1848-1864, i stærk opposition til Hørups nye nationalisme. På Østfronten fik han at mærke, at tiden var løbet både fra ham - og fra Hørup.

Schalburg derimod, hans efterfølger, var en kæk nazist, ligemand med sine underordnede, når de drak og sang ved bålet i den russiske sommernat. Men i tjenesten var det blodig alvor, og kravene var hårde. Sådan en fører og kammerat ville unge soldater leve for, kæmpe og dø for.

 Nazisternes moderne ledelsesstil - var ikke Kryssings sag. Han ville skabe et upolitisk korps, et rent dansk korps i SS-uniform. Den enkelte soldat, hans motiver og bevæggrunde, interesserede ham ikke.

 Det var ellers meget forskellige mennesker, der meldte sig til kamp på Østfronten. Deres motiver var mangfoldige: Nazisme, nationalisme, antikommunisme, skam over Danmark - eller bare eventyrlyst. En enkelt meldte sig med den begrundelse, at han, som var vajsenhusbarn, var blevet tvunget i lære i et bageri, hvor mesteren var jøde og svendene kommunister. Denne oplevelse på det danske arbejdsmarked gav ham lyst til at bekrige den jødisk-bolsjevistiske verdensfjende. Han fik stor medfølelse og mange pakker fra det nazistiske bagland!


Nederlagets mand

 

Så forskellige de frivillige var - der var enighed om, at Kryssing skulle ud. Korpset blev nazistisk.

Det var et sviende nederlag for oberstløjtnanten. Hjem til de foragtede landsmænd ville han ikke. Kæmpe for Danmark kunne han ikke. Nu drejede det sig alene om kampen mod Verdensfjenden, Bolsjevismen.

Kryssing blev tilknyttet et andet regiment, Han avancerede, og det gik hurtigt - til stor glæde for propagandaapparatet i Berlin, der gerne ville vise, hvor godt det kunne gå en udlænding i SS. Endog en udlænding, der ikke var nazist!

Det gik ham ilde alligevel. To sønner faldt i kamp derovre, hans kone, som var taget med som Røde Kors søster, blev såret ved et bombardement og blev stærkt invalideret. Ved retsopgøret blev Kryssing idømt fire års fængsel, og selv om han kun sad i et halvt, var det et hårdt slag for den ærekære mand, der havde ofret så meget for fædrelandet. Forgæves. Bolsjevikkerne vandt. De danske politikere, der havde blåstemplet Frikorpsets udmarch i 1941, var vendt på en tallerken - ikke ærefuldt, men heller ikke uklogt. De soldater, som var draget syngende ud under dannebrog, kom hjem i skam, til livslang vanære. Hvis de ikke var døde derude. Nogle af de overlevende blev henrettet. Det var dem, der havde set sig så gale på de æreløse landsmænd - at de måtte bekæmpe dem med våben i gaderne. Men de fleste slap med en fængselsdom. Og alle måtte lide den tort at se kommunisterne hyldet og hædret som de danskeste af alle danske helte.

Det var ikke et fædreland, Kryssing, den gamle nationalist, havde lyst til at leve i. Men det blev han nødt til i mange år, før han kunne dø som en gammel og meget bitter mand. En af de sidste, der talte med ham, var Erik Haaest, en journalist, som i 70'erne begyndte at interviewe de frivillige ved Østfronten.

Kryssing var ikke let at få i tale. Efter konens død i 1973 betragtede han også sig selv som død og lukkede ingen ind i sit hjem. Men med Haaest gjorde han en undtagelse. Han lettede sit hjerte og viste, at han ikke havde ændret holdning:

»Jeg skammer mig over mit fædreland, over Danmark og danskerne,« sagde den gamle nationalist. Kort efter døde han.

Det var i 1976. Det var 31 år efter, at han havde tabt den krig - som de fleste danskere syntes, de havde været med til at vinde.

Kryssing valgte selv sit nederlag. Det sad ham dybt i blodet. Det var hans arv, som søn af de slagne.

Dybbøl Mølle maler

Det er længe siden, Kryssing døde, det var midt under den kolde krig, som aldrig blev rigtigt varm. Hvor skulle da det gamle Danmark hente sin æresoprejsning?

Muligheden kom, da verden blev kaotisk på ny, og dansk fredsvilje gennem 100 år blev afløst af ny krigsvilje. Det skete i 2003, da en ny regering besluttede at gøre op med nederlagsånden fra 1864, med samarbejdspolitikken fra den 9. april.

De slagnes tip-tip-tip-oldebørn gik i krig i Irak og kæmper nu på liv og død i Afghanistan.

Er alt, hvad der minder om fortidens nederlag, hermed forbi? Ikke helt - ser det ud til.

I 2008 blev en militær operation i Afghanistan kaldt »Operation Dinesen« efter Wilhelm Dinesen, en af heltene fra 1864. Der er få, der husker ham i dag. Men han var i sin tid en kendt og charmerende mand, med venner både til højre og venstre i dansk politik. En rastløs sjæl, der rejste vidt og bredt, deltog i den fransk-tyske krig, blev øjenvidne til Pariserkommunen, blev jæger i Wisconsin, og ven med indianerne. Han fik også tid til at blive folketingsmand og far til Karen Blixen. Et eventyrligt liv. Som endte brat den dag i 1895, da han  hængte sig. Ingen fik at vide hvorfor.

Men de fleste mente, at det skyldtes de oplevelser, han havde haft den 18. april 1864 - den dag i danmarkshistorien, da Dybbøl Mølle for alvor malede helt ad helvede til.

Sejrrige tropper hyldes på Strøget i København i 1849. Otto Bache.