Bettina Heltberg og Meïr Aron Goldschmidt

Vor tids jøder

Weekendavisen d. 17.04.2009 

Bonden, arbejderen, jøden og muslimen - de ofres på modernitetens alter. Tager de hævn? Skal de tage hævn?

af INGER HOLST

Politikens journalist var forkølet. Så selv om det var i dagene lige efter jul, og den stod på gavebytning og andre forpligtelser, blev hun hjemme og læste en god bog.

 Om denne oplevelse skrev Bettina Heltberg en klumme i januar 2008.

Bogen hed En Jøde, en roman fra 1845 af Meïr Aron Goldschmidt. Det blev en rejse i en anden tid, en fremmed kultur:

 »Det viser sig, at En Jøde er en meget spændende og oplysende bog. (...) De jødiske skikke og traditioner er skildrede med glimrende indlevelse og nøjagtighed, og det er godt nok et liv, som vi ikke rigtig fatter mere her i det 21. århundrede.«

 Bogen handler om jøden Jacob Bendixen, der forlover sig med en kristen pige - men insisterer på at bevare sin jødiske identitet. Projektet mislykkes, den unge jøde bukker under for omgivelsernes pres og sin egen indre splittelse.

 Den problematik kan den moderne journalist ikke identificere sig med. Men hun mener, at der er andre, der kan:

 »En helt anden forståelse i nutiden skaber En Jøde måske, hvis man omformulerer dens titel til En Muslim. Man kan jo prøve.«

 Den fortolkning fører vidt. Væk fra forfatteren i det 19. århundrede og hans læser i det 21. Nu handler det pludselig om Søren Krarup, det danske sprog og integrationen:

 »Man skal glemme sit værdigrundlag og indleve sig i et moderne samfunds normer og (manglende) ritualer. (...) Muslimen og jøden dør undervejs. Det skal de. Tager de hævn? Hvor findes nutidens dødskamp ordentligt beskrevet?«

 Hvor der handles

 Bettina Heltbergs har selv beskrevet den. Hendes erindringsbog fra 1995, Hvor der handles, handler hverken om jøder eller muslimer. Alligevel sker det også her, at mennesker rejser fra den ene kultur til den anden.

 Bogens forfatter er vokset op i en akademisk familie, et stille, venligt hjem. Men Bettina Heltberg måtte ud og se, hvad der skete - uden for murene.

 Hun valgte derfor at emigrere, ikke til et fremmed land, men til en anden familie. Efter at hun havde mødt Svend Auken, fik hun også en ny mor og en ny far. Hun blev optaget i en hel slægt af støjende, stærkt politisk engagerede grundtvigianere. Hun sagde farvel til de radikale, brandesianske traditioner, der for hende var lige så stillestående som en sabbat-aften for Esther Levin, den unge jødiske pige i Henri Nathansens dansk-jødiske nationaldrama Indenfor Murene.

 Esther har forelsket sig i en kristen mand. Verden er ny, tiden er ung, året er 1912. Så da hun kommer nyforlovet og nyorienteret ind til sabbattens glæde, bordet, lysene, faderen tronende over familiesuppen - kan hun ikke føle andet end rasende protest:

 »Jeg var henrykt, henrykt, da jeg gik derude i Kulden med Sneen piskende mig ind i Ansigtet. (...) Dejligt, dejligt var det, friskt og aabent og alting! - Saa kom jeg her ind. Og jeg syntes med ét at alting var rykket et Aarhundrede tilbage, og at Verden stod stille mellem disse fire Vægge (...) Ingen Luft, ikke én fremmed Lyd, slet ingen Verdens Ting. - Det døde Hav. - - Ja, det tænkte jeg - - det døde Hav -«

 Bettina Heltbergs far holdt ikke sabbat. Han spillede skak:

 »I timevis kunne han sidde over skakbrættet ved sit skrivebord, ofte med en fin gammel hvidhåret herre. (...) jeg hadede dette skakspil intenst, det gør jeg stadig, selv om jeg sidder med en af min fars små glemte elfenbensbrikker i hånden, et hvidt udskåret tårn, og synes, at den med sin tavse integritet minder mig om ham.«

 Faderen kom aldrig til at forstå sin datters nye politiske engagement. Men der var gået mange år, siden Esthers protest mod sabbattens fred og kødbollesuppen. Bettina Heltbergs opbrud blev ikke et stort familiedrama. Et offer på modernitetens alter var det alligevel. Tragisk, men slet ikke ualmindeligt.

 Hendes far var selv brudt op fra en arbejderfamilie på Nørrebro. Svigerfaderen var rejst fra fædrenegården derhjemme i landsbyen for at integrere sig som hudlæge i København. Arbejderen og bonden døde undervejs. Tog de hævn?

Det får vi ikke at vide. De mange famileopbrud, rejserne mellem de danske kulturer, er ikke bogens tema. Den handler om noget mere iøjnefaldende: ægteskabet med Auken og formandsopgøret i Socialdemokratiet.

 Velkommen i den grønne lund

 Også Meïr Aron Goldschmidt rejste langt i livet. For ham var det en ny erfaring, og splittelsen mellem kulturerne blev et tema i alt, hvad han skrev. Han var jøde, og han var alle dage loyal mod sin baggrund. Men han deltog også med liv og sjæl i sin tids nationale ungdomsoprør.

Som 18-årig var han redaktør for sin egen avis. Som ung mand i tyverne redigerede han Corsaren, et satireskrift, der hånede enevældens autoriteter, så kongen selv gik vred og utryg rundt på sit høje slot hver eneste fredag, når bladet udkom, og folkets latter skyllede ind over ham og hans regering. Hvis Corsaren da ikke i en sådan grad havde overskredet den gode tone og anstændigheden i enevældens Danmark, at censuren måtte gribe ind.

 Men midt i disse moderne kvaler og glæder glemte den unge samfundsomstyrter aldrig, at han tilhørte en ældgammel stamme. Den bevidsthed tvang ham livet igennem til at spørge sig selv: »Hvem er jeg?«, og »Hvor hører jeg til?«

 Den tvivl og splittelse kom til udtryk ved det nationale folkemøde på Skamlingsbanken i 1844, hvor han råbte ud over forsamlingen, at han var jøde. Folkeskaren protesterede ivrigt, hænder blev rakt imod ham, forsikrings-råb føg ham om ørene: Jo, jo, han hørte til. Velkommen i den grønne lund!

 Han fortrød sit udfald. Men han gjorde senere, i sine erindringer, grundigt rede for de begivenheder, der havde udløst vreden. Han var rejst fra København til Kolding sammen med en flok andre danskere. Det var en lang rejse. En lang fest:

 »Overfarten var i Sandhed skøn, fordi der var Majdag i os, som i selve Naturen, det spirede i os med Haab og Glæde, den nye Fuglesang lød, vi var i den danske Nations Foraarssmorgen og bar den med os.« Den unge jøde følte sig tryg, på dansk friheds grund.

 »Jeg havde levet ombord i fuldstændig og ublandet dansk Luft, følt mig indoptaget i, del af den danske Nationalitet, haft en lykkelig Dag.«

 Men den gamle verden var efter ham. Da skibet lagde til ved Jyllands kyst, fik han at vide, at han var indkvarteret hos en jøde.

 »Jeg havde selvfølgelig intet imod min ubekendte Blodslægtning; men jeg følte det paa den Maade, at vi nu ikke længer var danske, der skulle til danske, men Kristne til Kristne, Jøder til Jøder, hver i sin Baas.«

 Goldschmidt tog ikke hen til sin »blodslægtning«, han tog direkte til Skamlingsbanken, der var oplyst af glædesblus. Her følte han sig dansk igen.

 »Der var i Natten og dens Blus noget romantisk, halvt krigersk, en Luftning fra Valdemar Sejrs Tid; vi var som Fortropper for den danske Befrielseshær.«

 Men da dagens lys faldt på folkefesten, var han søvnig og sur. Lige før han skulle tale, blev han provokeret af en døbt jøde, der ville vædde på, at han ikke turde afsløre sin oprindelse. Goldschmidt væddede ikke. Men han tog imod udfordringen. Få minutter senere stod han på talerstolen og erklærede sig som utilpasset indvandrer:

 »Jeg er en Jøde. Hvad gør jeg blandt jer?«

Men Goldschmidt var ikke en fremmed. Han var født i Vordingborg. Hans slægt havde boet i landet i mange generationer, og frem for at have problemer med sproget var han en af dem, der elskede det, beherskede det og fornyede det. Det var højmoderne tanker, der flød så let fra hans pen. Han var også stolt af at være jøde. Men ortodoks var han ikke.

 Han var heller ikke den første i sin familie, der brød med traditionerne. Hans far elskede livet på landet. Han kunne ikke bo i en storby.

 »Han havde en Tilbøjelighed, der blev afgørende for hans Liv: Kærlighed til Dyr og især til Heste og en dermed forlenet Lyst til at ride og køre. Derfor ville han helst ud paa Landet ...«

Et klassisk jødisk liv i en storby kunne han ikke leve. Han måtte uden for murene. Han blev købmand, landmand, han blev lidt af hvert, og det gik ofte galt. Helt galt gik det, når han forsøgte at holde traditionerne i hævd. Som det skete en påske, da han - som det var skik og brug blandt gode jøder - tog den skjorte på, hans forlovede havde syet til ham inden brylluppet; en ren, hvid og hellig skjorte, som han også skulle begraves i. Nu sad han med den på og holdt påskemåltid med sin familie.

 Da gik døren op, og byens doktor trådte ind: »Men hvad Pokker er det, Goldschmidt? Hvorfor sidder De til Bords i bar Skjorte?«

Doktoren var uskyldig. Det var faderens svoger, som ikke brød sig om ceremonien med den hellige skjorte. Derfor havde han sendt den intetanende hverdagsdansker hen til købmandens hus. Det gik som planlagt, der blev ikke holdt flere højtider i ligskjorte i den familie.

Men faderen holdt aldrig op med at længes efter den rene, uforstyrrede jødedom. Han velsignede sine børn på hebræisk og bad sin eftermiddagsbøn under arbejdet i marken efter at have renset sine hænder i det våde græs.

 »Hans hele Tilværelse fik en besynderlig Modsigelse mellem Vilje og Virkelighed.«

Faderen kom ud af rollen som den evige storby-jøde. Det moderne samfund gav ham mulighed for det. Men det havde sin pris. En pris, han ikke ønskede, at også hans børn skulle betale. I det mindste skulle hans ældste søn lære den »inderlighedsverden« at kende, som han selv var emigreret fra.

"Den glødende Jødedom", som Meïr Aron Goldschmidt lærte den at kende hos en onkel i sin barndom. Her malet af den jødisk-russiske kunstner Marc Chagall.

Glødende jødedom

 Alle, der kender til det jødiske folk, kan fortælle om denne inderlighed - en følelse af sammenhold, samvær, velsignelse. Goldschmidt oplevede det som »glødende Jødedom«. Det er den, der lyser igennem jødisk historie og erindring, fra århundrede til århundrede, fra nation til nation - fra sabbat til sabbat. Det er den verden, Chagall har malet.

 Det var denne glød, der bar folket igennem landflygtighed og ghettoliv. Den bandt de troende sammen, også i de mørkeste tider. Uanset, hvad der overgik dem af chikane, forfølgelse, pogromer, tilintetgørelse: Sabbatlysene skulle tændes.

Denne ubøjelige tro mødte Goldschmidt ikke i barndomshjemmet. Men han lærte den at kende som lille dreng i en lejlighed hos en onkel i København. Det var hans far, der sendte ham derhen. Drengen boede der i et år. Her oplevede han alle jødedommens farver og dufte, sabbattens glæde; en højtid så stor, at alle hverdagens sorger blev til ingenting.

 Goldschmidt fortæller en historie, som mange jøder har fortalt, danske, russiske, polske - det gjorde ingen forskel, sabbatten var og blev det samme hellige rum, hvor alle sorger forsvandt.

»Det kunne tit hænde, at han (onkelen) kom hjem med et træt og mismodigt Udtryk, aabnede Chatollet, regnede efter, drog et Suk eller svarede vredt på et hvilket som helst Spørgsmaal, og det kunne vare indtil det yderste Øjeblik, nemlig indtil man skulle i Synagogen og indvi Sabbatten. Når han saa kom hjem var han et helt andet Menneske, ikke længer en bekymret, trællende Mand, men en stille-fornøjet Herre, en mild Konge med Blikket aabent og varmt, og under hans Kongedømme var selve Huset forvandlet. Det var som om Sabbaten laa andagtsaandende overalt, i hver Krog og hvert Møbel, i Dugens Hvidhed, i de ubevægelige Sabbatlys. Denne tindrende Fred og denne stille Glæde, der efter hvert Maaltid ytrer sig i en dæmpet, hellig Sang, varede uforstyrret indtil Lørdag Aften, Sabbatens Aflysning. Et par Timer senere kunne Onkel vise sig i sin Hverdagsdragt; han havde Hast; med Freden og Værdigheden havde ogsaa Personlighedens Fylde tabt sig, og det bekymrede eller mismodige Udtryk fra den foregaaende Eftermiddag var nøjagtig kommet igen ...«

 Bonde i Valby

 Goldschmidt var kommet i onkelens hus som en lille »hedninge-kristen«. Nu kom drengen hjem, 7 år gammel, lukket for verden og strengt ortodoks.

»Jeg var som den, der i Eventyret er kommet ud fra den sælsomme Verden i Bjergenes Indre, fra den underlige Glød og det dæmpede Lys til Solverdenen og ikke kan finde sig deri.«

Ekstra fremmed føltes det for den lille dreng, fordi hans far nu var blevet bonde i Valby.

 Men så en dag, det var den 2. april, blev fortryllelsen hævet. Det var en dag med knagende frost, istapper, sne uden for bondegården.

 Men det var også en nationaldag! Indenfor i varmen fortalte faderen om Slaget på Rheden, så børnenes hjerter åbnede sig for den danske sag.

Da lød der bjældeklang udenfor, to fætre kom på besøg.

»Og knap var de kommet indenfor, før det begyndte at tø, ikke med Regn, men med Solskin, med en pludselig Sommervarme. Fra Straataget rislede det som et Kildevæld og mens store Stykker Sne styrtede ned, steg en let, varm Damp frem, fra Tage, Træer, Vandpytter.«

Den lille Goldschmidt huskede pludselig, at han ikke var født i sin onkels hus. Med tøvejret nåede han et nyt mål på rejsen - det danske bondeland.

 Nu var det her, han ville slå rod:

 »... at høre Leerne klinge, at køre ud med Øl og Mad til Høstfolkene, køre Sæden hjem og blive saa sulten og dele sin Mad med Heste og Hunde! Engang skete det, at vi silde om Aftenen bragte Fødemidler ud; thi da det truede med Regn, havde Karlene tilbudt at arbejde en del af Natten. Moder var med og sad på et Neg og strikkede, og jeg lyksalige faldt i Søvn på et Neg ved siden af.«

Den lykke endte tre år senere. Faderen gik fallit.

 Goldschmidt slog ikke rod i den danske muld. Og heller ikke i den ortodokse jødedom. Hans far og onkelen blev uvenner. Det blev en krig på liv og død, nid og nag og gammeltestementlige forbandelser.

Drengen blev fanget i denne underverden. Men faderen sendte ham i skole, og en lærer, der hed Nielsen, satte ham fri. Han førte ham ind i den klassiske dannelse, »Intelligensens Verden« - og så skete der noget nyt:

»Jeg havde udenfor Lektien læst Begyndelsen eller Indledningen til Kofoeds Verdenshistorie: Efter Mose Beretning skal Verden være skabt for 6000 Aar siden. Hvad var nu det? Var da Mose Ord ikke hævet over enhver Tvivl. En Pille blev rokket og vaklede ...«

Den faldt ikke med det samme. Men i længden holdt den ikkke til presset. Fra denne nye verden fandt han sin vej til det danske sprog, som blev det hjem, han aldrig forlod - om end han rejste langt og flyttede tit.

Fra denne position kunne han ikke alene iagttage og skildre sit elskede Danmark - han kunne også forandre det. Det gjorde han som ung, da han slap folkets latter løs mod den enevældige konge. Men han gjorde det også som ældre, da det lykkedes ham at formidle fædrelandet for de læsende danskere. Som da han tog på en lang rejse til Blokhus og fandt et ukendt land. Fra denne yderste kyst skrev han hjem. Og københavnerne rejste ud for selv at møde det fremmede og - for selv at gå i vandet!

Havde Goldschmidt i sin tid fået at vide, at hans hidsige ungdomsroman 'En Jøde' en dag skulle døbes om til 'En Muslim', ville han nok i første omgang have tænkt på sit tyrkiske karnevalskostume. Men havde han haft mulighed for at møde en ny tids muslimer, ville han have mødt dem som alle andre: bønder, fiskere, fattighuslemmer, drukkenbolte, nationalliberale, kristne, jøder, polske grevinder og Grundtvig.

Den jødiske forfatter, journalist og kulturformidler blev ramt af megen diskrimination i sit liv. Men selv var han fordomsfri.

 Ringle rangle roser

Et intellekt så stort og åbent er der få af i vor tids Danmark, hvor indvandrerdebatten ligger som mosekonebryg over medielandskabet. Den har gjort fri tale og almindelig vejrtrækning til en vanskelig sag. Kulturkampen raser om danskhed og fremmedhed, som den også gjorde i Goldshmidts dage. Men giver den mening i dag?

»Ringle rangle roser, vrøvl i store poser,« som Bettina Heltberg sagde til Søren Krarup en dag, hun ikke var forkølet.

 Med disse ord nåede hun lige ind til debattens kerne: Rig på roser er den ikke. Men vrøvl...

 Vrøvl er det, når Søren Krarup med flere trækker direkte paralleller mellem indvandrerne og den tyske besættelsesmagt i 40rne. Og sludder er det, når Klaus Rifbjerg, og mange intellektuelle med ham, taler om Danmark som et nyt lille Nazityskland. Dertil kommer den ofte fremsatte påstand om, at muslimer er vor tids jøder. Den er ude i hampen. Blandt andet fordi - jøderne er her endnu. Jøderne er vor tids jøder.

Men hvem er så vor tids muslimer? Vor tids meget omtalte 1,3 milliarder muslimer, hvem er de så - hvis de ikke er vor tids jøder? Det er i hvert fald svært at rumme dem alle på én gang, om end det ofte har været forsøgt.

 Men lad os kigge på én af dem, som Goldschmidt kiggede på en enkelt jøde. Lad os tage én muslim.

 Det kunne være den britisk-indiske Salman Rushdie. Ligesom Goldschmidt har han rejst fra kultur til kultur, fra gammelliv til modernitet. Han har krydset så mange grænser, og han er gået over stregen så mange gange, at han mener, at der må være tale om et behov nedarvet fra de ældste forfædre - som hverken var jøder eller muslimer:

»Den første grænse var vandkanten, og der var et første øjeblik, for det må der jo nødvendigvis have været, da et levende væsen kom op af havet, krydsede den grænse og opdagede, at det kunne ånde,« som han formulerede det i bogen Step Across This Line (2004).

Men det var ikke alle de våde rejsende, der nåede frem. Nogle faldt tilbage i havet igen, andre blev kvalt, ikke alle klarer springet ind i de nye tider:

 »Der må have været millioner af den slags uregistrerede tilbagetog, disse anonyme dødsfald, inden det første, vellykkede skridt hen over vandlinjen.«

Men også disse mislykkede er med på rejsen. Og det er rejsen, det gælder. Det er den, der skaber os: »Vi bliver de grænser, vi krydser.«

Sådan taler en enkelt muslim, som mener, at mennesker har fødder, ikke rødder. Er det denne muslim, Bettina Heltberg tænker på, når hun mener, at Goldschmidts jøde fra 1845 lige så godt kunne have været en muslim i vore dage?

Er det ham, der er vor tids jøde?