Kim Larsen, Benny Andersen og Edvard Lembcke

Fælles sang

Weekendavisen 5. oktober 2018

 

I sommeren og i efteråret mistede Danmark to digtere. Og samlede sig igen som det folk, der har sunget på både modersmålet og det hæslige muddermål.

 

Af Inger Holst

 

Det danske folk er en eksklusiv forening. Nogle mener, at man skal betale kirkeskat for at være medlem. Andre, at man skal have fast arbejde. Der er også mange, der mener, at det danske folk ikke eksisterer. Og i øvrigt bør skamme sig. Men den 16. august 2018 blev folket et folk. Danskere af alle slags, med forskellige liv, mange slags tro, farver, køn og aldre, skrev på Facebook, at om lidt var kaffen klar. Da den blå augustaften sænkede sig, tog folket Karlsvognen hjem og sagde »go' nu nat« til hinanden. Da solen stod op, skrev folket i kor, at i dag skulle den gå sin runde uden Benny Andersen.

De Facebook-opdateringer må have været det rene volapyk for folk fra andre lande. Men det var tydeligt, at her var et nationalt fællesskab på færde. Alle mennesker, der lever sammen i store eller små grupper, har deres egne interne historier og hemmelige koder. Hver familie, hver gade, hver by, hver landsdel, hvert land og hver verdensdel råder over ting og tanker, erindringer og talemåder, der samler netop dem. Og efterlader alle andre som undrende udenforstående. Dagen efter blev det danske folk sig selv igen. Det blev til segmenter, indkomstgrupper, flertal, mindretal, jyder, københavnere, muslimer, partimedlemmer, kristne, skatteborgere og kulturradikale. Det blev hverdag. Halvanden måned senere gik solen sin runde igen. Denne gang uden Kim Larsen. Folket blev igen et folk. Og denne gang gik det fra snøvsen. De sociale medier kogte, tårerne flød, minderne spandt, alle huskede en sang og en øl med Kim Larsen. Nogle satte lys i vinduerne. Andre krævede to minutters stilhed. Alle havde noget at sige om Larsen. Endog et kirketårn gav sig til at kime og påstå, at »Om lidt bliver her stille« . Det blev der ikke. Det danske folk fik hørt sin melodi!

 

Det tabte land

 

Det danske folk er stadig et folk. Det synger sine sange. Og somme tider går det op i falsetten. Det gjorde det også en dag i marts 1848, da en forsamling af københavnere, et »folketog«, gik til kongen for at bede om en fri forfatning. Det skete med sang på læben. Der var nogle, der foreslog»Marseillaisen« , for oprøret var inspireret udefra. Men forsamlingen blev enige om, at dette var en dansk samfundsomvæltning. Her skulle synges på modersmålet. Til tonerne af »Danmark, dejligst vang og vænge« skyllede det danske folk gennem gaderne. Et sted i mængden gik en akademiker med en poetisk åre. Også han var grebet af»Aanden fra 48« . Den varslede en vidunderlig fremtid. Et håb, Edvard Lembcke havde givet udtryk for i et digt 13 år tidligere, et nytårsdigt, som hed»Ungdomsmod«.
Det handler om, at nu synker alt det gamle i graven -»i Tidens Bølge« .

 

lad det ligge, det dunkle; foran os er lyst!

Kom lad os vandre Arm i Arm under Foraarshimmelens funklende Belte.”

 

Dette fremtidssyn blev til virkelighed, da den 33-årige digter gik syngende gennem Københavns gader med en arbejder under den ene arm og en professor under den anden. I 1859 skrev Lembcke selv en hyldest til fædrelandet, »Vort Modersmaal er dejligt« . Ved en fest i Sønderjylland blev den sunget for første gang.

Da havde han i ti år undervist på Haderslev Latinskole, en dansk skole i den sønderjyske by, hvor tysk og dansk kultur i mange år havde levet fredeligt sammen. Men nu var der kamp og konflikter. På slagmarker og i skolestuer. Tiden mellem de to slesvigske krige blev Lembckes gyldne lykkeår - i hvert fald i erindringens lys. Her levede han et godt familieliv i et stråtækt hus med stork på taget. Her havde han et arbejde, der gav mening for en nationalsindet dansker, som gerne ville give sin kultur og sprog videre til de unge. På en egn, hvor danskheden var truet.

 

Glæden blev kort. I 1864 blev alle danske lærere smidt ud af Haderslev. Lembckes skole blev tysk. Og han selv måtte rejse tilbage til København. Via fjendens land, som for at føje spot til skade. Det var den eneste gang, han krydsede grænsen. Åndeligt set var han ikke en hjemmefødning. Lembcke blev en anerkendt Shakespeare-oversætter. Men han var også en af dem, senere generationer af danskere gjorde op med. En af »Nederlagets Mænd« . Han var stadig lærer. Nu på en skole for sønderjyder i København. Eleverne vidste, at han led svært under Danmarks tab. Og tog de øretæver, der fulgte med. Han døde i 1897. Da havde han også lidt svære personlige tab. Tilbage var kun et håb om en blodig generobring af Danmarks tabte land. Det håb var han ikke alene om. Men der var mange danskere, der ikke delte det. En stor, bred venstrebevægelse var godt i gang med at drive de nationalistiske revanchister ud af historien.

 

Edvard Lembcke, manden med de store ungdomsvisioner, havde god grund til at dø som en bitter olding. Men det danske folk sang stadig hans sange. Nogle af dem stod i den højskolesangbog, der udkom for første gang tre år før hans død, og som for alvor lærte det danske folk at synge i kor. På højskoler, på folkemøder, på foredragsaftener og ved det sønderjyske kaffebord, hvor danskheden overlevede under 66 år med prøjsisk tryk. Alle steder lød endnu Lembckes ord: 'Vort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang'.

Lembcke vidste godt, at både hans navn og hans værk kunne gå i glemmebogen. Det står i den samme sang, at »vore Navne glemmes som Sne, der faldt i Fjor«.

 

I marts 1864 skrev Lembcke et nyt digt om Danmark:

"Vinteren ruger saa mørk og lang, saa stum som et Lig;

jeg hører ej anden Fuglesang end Ravneskrig."

Slægter fødtes, og slægter svandt. De nationale drømmerier blev forvist til verden af i går. En ny krig med det lille Danmark som sejrherre blev aldrig til virkelighed. Eventyret i 1864 havde gjort danskerne til et fredselskende folk. En ny generation af politikere styrede Danmark uden om Første Verdenskrig. Mens folket begyndte at synge om det blundende land i den lyse nat og om havren, der stod på marken og ringlede freden ind. De dansksindede sønderjyder slap ikke så let. Nogle af dem flygtede over Kongeåen for at undgå at komme i tysk uniform. De fleste blev og betalte prisen. Fordi - hvis alle danskere forlod deres hjem, ville Nordslesvig aldrig kunne komme hjem igen. Tusinder af unge sønderjyder gik i krig for Tyskland. Og døde for Danmark.

Sådan gik det til, at der efter Tysklands nederlag stadig var et dansk flertal, der kunne stemme en del af Slesvig hjem til fædrelandet og modersmålet. Sønderjydernes vilje til at bevare deres danske identitet så længe, under så stort et pres, kom til at danne skole. Det er glemt i dag - men det var den nationale tanke, der lå bag samarbejdspolitikken. Forsvarsviljen manglede ikke. Den var bare anderledes end den, de højreorienterede nationalister stod for. Den var baseret på viljen til at holde dansk sprog og dansk kultur ved lige, også under en besættelse, der måske kunne vare flere hundrede år. Her stod den danske sang centralt.

Syng det væk

Den 4. juli 1940 blev det første alsangsstævne afholdt i Aalborg. Det gik som en brand hen over det besatte sommerland. Og det eksploderede den 1. september, da trekvart million danskere mødte op i hver sin by for at synge gamle danske sange. 150.000 i København, 40.000 i Aarhus, 35.000 i Aalborg. I Mariager kom der 600. Det var ikke få. Det var halvdelen af byens befolkning. Ved radioens hjælp blev sangen synkron. Hele Danmark sang med én stemme »Moders Navn er en himmelsk Lyd «, Grundtvigs sang om det danske sprog. Kærlighed til fædrelandet kom igen på mode. Mens tyskerne løb den ene stormagt efter den anden over ende, og alle ventede på Englands fald, koncentrerede det lille land sig om kongemærker, flag og gamle sange. De begyndte også at gå lange ture i fællesskab. Det kaldte de »algang« . I 1941 udkom endog et hæfte med opskrifter på korsstingsbroderier med syngende og vandrende danskere som motiv. Lembckes sang om modersmålet fik sin faste plads i de små hæfter, man kunne købe for 25 øre ved alsangsstævnerne. Politiken, organet for Det Radikale Venstre, gik amok i det, dens åndelige fader, Georg Brandes, kaldte »fædrelanderi« . Den 1. september, da forsiden varslede nye rationeringer, og side to fortalte, at tyskerne forventede sejr og fred i løbet af et år, skrev bladet på lederplads om den danske sang og det danske fællesskab:

 

»Det Danmark, vi hylder, er ikke blot det bølgende Landskab, de vide Marker, der Aar efter Aar giver os deres Afgrøde, Skovene, Strandene og de Hundreder Øer, ikke blot den Hjemstavn, som taler Historiens Sprog til os, og fortæller os om den Skæbne, hvoraf vi er udrundet...«

 

Sætningen var længere endnu og kom ind på rygende skorstene og på arbejdssteder, der gav til livets ophold til de tusind hjem i de danske sletteegne - før den løb tør for luft og nåede frem til den frihed, som fædrene havde kæmpet for. Dagen efter fyldte »alsangen« hele forsiden. Et stort billede viste københavnernes sangfest i Fælledparken, hoved ved hoved, hat ved hat. Det var tydeligt, at besættelsesmagten ikke fandt det nødvendigt at begrænse danskernes frihed. I de første år, før en væbnet modstand havde fundet sin form, fik danskerne lov at samles, synge, vandre og brodere i fred.

 

Nye toner

 

Tyskerne tabte, årene gik, der kom nye toner i tiden. I 60erne og 70erne kom endnu en generation af digtere og sangere på banen. De var ikke højt i kurs hos Alsangsgenerationen. Som ikke brød sig om det, da Benny Andersen i 1972 tog Lembckes sang ved vingebenet og i »Muddermålet« gjorde den højbårne jomfru til»en halvgammel luder med rød og svampet tud« . Det hjalp ikke, at denne kvindeskikkelse var lige så gæv som den gamle. Ukærlig var Benny Andersens sang ikke over for Lembckes højtidskvad. Men heller ikke respektfuld.

De fremmede de prøver at lære hendes sprog

De synes det lyder li'som om det var havregrød i kog.

Og hver gang de prøver at magte hendes mål

Da ler hun så hjerteløst og siger bare skål”

 

Det var langt fra Edvard Lembcke. Povl Dissing, Benny Andersens makker og fortolker gennem et halvt århundrede, lød heller ikke som Aksel Schiøtz. Det var svært for de generationer, der havde levet med genforeningens og besættelsestidens toner og tirader, at forstå, at her var en ny national ånd på færde.

 

Også Kim Larsen mødte modstand, da han i 1973 tolkede »Det er i Dag et Vejr« af Ludvig Holstein i en helt ny stil. Den var ikke ironisk. Den blev sunget af oprigtig kærlighed til den gamle tekst og melodi. Til blomster og til milde vinde. Men der var også amerikansk musikkultur på færde. Så det hjalp ham ikke. Den debuterende nationalskjald havde nær fået en retssag på halsen for det, en ældre dansker mente, var et hærværk mod den nationale arv. Nu er også alsangens slægter segnet hen. Men nu skal der være sang igen. På søndag samles folket på Rådhuspladsen og hjemme foran fjernsynet. For at hylde en sanger, der samlede Danmark. Og for at klage over, at nationale digtere som de to, der netop har forladt os, får vi aldrig igen.

 

Tegneren Henrik Rehr satte dette smukke mindesmærke for Kim Larsen kort efter hans død. Han har venligt givet mig lov til at bruge tegningen som illustration til denne artikel.