nationalisme og jazz

Svaghedens magt

Sæt Grammofonen i staa, min Ven, stands Saxofonernes Klage...

Weekendavisen d. 20.04.2007 

Kulturkamp: »Nu kræver Danmark af os, vi er stærke,« skrev Kaj Munk under besættelsen.

Det var før, der var så meget, der var blevet så synd for så mange. Nu er offerrollen i højeste kurs, både til højre og venstre i dansk politik, og alle føler sig som frihedskæmpere.

 

af INGER HOLST

Den 9. januar 1944 var der jazz-kamp i KB-hallen. Det var Leo Mathisen, der dystede med Peter Rasmussens Kvintet.

»Der var stopfuldt af Ungdom og godt Humør,« skrev Politiken. 8.000 unge blev lukket ind til den første af to koncerter. Støjen var ikke alene infernalsk - den var en del af arrangementet:

»Allerede før Koncerten blev der spillet paa Redekam, blæst i Truthorn og Skrigeballoner og smidt Serpentiner ud fra Balkonen...«

Duellen gik sin gang, kamplederen, den unge skuespiller Helge Kjærulff-Schmidt, måtte gribe til sin dommerfløjte for at styre tropperne - men ikke for at dæmpe dem. Tværtimod: Et 'højtideligt installeret Elektrometer' målte publikums præstationer: »en Visers Udsving markerede bifaldets Styrke. (...) Al den Begejstring, som Swing-fanatikerne blev hidset op til, skulde rase ud paa ét Minut, og der blev stampet og larmet og pebet og raabt som til en Landskamp, hvor der blev scoret det ene Maal efter det andet.«

Kampen endte uafgjort: Det ene orkester vandt på bifaldets kontinuitet, det andet på dets spontanitet. Men det var ikke resultatet, der talte, det var den sjældne mulighed for at være så hujende ung og lyksalig, som det overhovedet lod sig gøre en januar eftermiddag i 1944.

Det var en fryd og fornøjelse, der ikke kunne holdes nede, skønt ukendte gerningsmænd kastede bomber med ammoniak. Der var krig i verden, og der var kulturkamp på alle fronter, også i KB-hallen. Nogle af de unge flygtede, men de fleste blev på deres post, tørrede øjnene og jublede gennem tårer.

Ammoniakken var en hilsen fra nazisterne, der også havde »Negermusik« på deres udryddelsesprogram. I deres øjne var jazz et kulturelt svaghedstegn - og mere end det: Det var en trussel mod den hvide race og dens førerskab på jorden.

Men udenfor i vinterkulden stod yderligere 4.000 unge, så utålmodige for at komme ind til den næste koncert, at tælleapparaterne blev sprængt.

Lige ved siden af Politikens reportage med billeder af glade, grædende unge, stod en lille notits: »En Tak fra Fru Munk«: »De Venner og de mange ubekendte Landsmænd, der i de sidste Dage har sendt Hilsner til min Mands Grav og til Vedersø Præstegaard, beder jeg indtil videre være forvissede om min og Børnenes Taknemlighed. Lise Munk«.

Digterpræsten, der netop var død, myrdet af tyskerne den 4. januar, begravet dagen før koncerten, havde engang udtrykt ønske om, at en mere adstadig fortid ville vende tilbage, fuld af fred og stille poesi:

Sæt Grammofonen i staa min Ven

og stands Saxofonernes Klage,

Nu vil vi spille paa Gige igen,

Saa sødt som i gamle Dage.

Men hvis disse langsommelige gamle dage virkelig var vendt tilbage, havde Kaj Munk næppe haft tålmodighed med dem. Han var ingen tilhænger af fred og ro. Han havde benzin i blodet, en ny tids rytme. Kaj Munk var en entertainer for Herren med sans for hurtige biler, diktatorer og brølende folkemasser. Han var ikke bange for sin samtids udfordringer og følte sig sjældent såret på sine religiøse følelser. Dertil var han for sikker i troen - og desuden ville han gerne vise sig som en stærk mand.

Fra et besøg i Betlehem i 1934 skrev han hjem til Jyllands-Posten:

»Rystet i Sjælebunden fortalte en Dame mig engang, at Fyrtaarnet og Bivognen 'gik' i Biografen i Bethlehem. Jeg fik et Chok, overvandt det i en Ruf med en Viljesakt og svarede: Hvad saa? Havde det været i Jesu Tid, vilde han blot ved Lejlighed have forkyndt: 'Himmeriges Rige lignes med en Bivogn, der faar alle Barneøjne til at straale.' Hvorfor staar saa ofte Protestanter og holder Paraplyer over Glorier? Er de ægte, regner de ikke af.«

Fredsfyrste og krigsherre

Kaj Munk var en moderne, frisindet præst. Men han forstod sig ikke på politik - slet ikke den partipolitik, der delte folket ikke alene efter anskuelser, men også splittede det i små grupper med hver sin interesse, hver sit helt specielle krav til samfundet.

Kaj Munk ville noget andet: Han ville samle Danmark. Han ville ligesom Ibsen i Norge lære sit folk »at tænke stort«. Han fyldte de danske teatre med patos, død og genopstandelse, han var svovlprædikant og lysbringer, højremand, himmelhund og hundeelsker, han beundrede Georg Brandes, legede trold med sine børn, tilbad sin kone i alle detaljer, takkede Gud for livet, søgte martyriet - og fik det.

Ligesom jazzens folk levede Kaj Munk i takt med tiden - blot på en anden måde end de og på et helt andet grundlag. Men det rabalder, der stod omkring ham, kunne godt hamle op med det, Kjærullf-Schmidt forsøgte at styre med sin dommerfløjte i KB-hallen den 9. januar 1944.

Kaj Munk var ikke demokrat, det blev han aldrig. Men besættelsestidens censur bøjede han sig ikke for - og selvcensur var ham ukendt. Han var en krigsmand, og ordet var hans våben. Om det så var juleevangeliet, blev det i hans mund i besættelsens år til en stor fortælling om ufred på jord. Men - handlede julen da ikke om engle, der kom fra himlen med gudsfrygt, fred og omgængelighed?

»Nej, de kom nok med disse Gaver, men de landede med dem som Vaaben fra en Faldskærm. (...) Det lille Jesusbarn er Verdens Frelser og Fredsfyrste, fordi han er Jordens største Krigsherre.«

De dødelige aspekter ved den væbnede kamp var Kaj Munk opmærksom på. Mindre forståelse havde han for den krig mod nazismen, der gav sig udtryk i swing, pjat og negermusik:

»Andre Landes Ungdom, ja, deres Legemer raadner paa Valpladsen, men vor Ungdom gaar i Opløsning i Danselokalerne.«

Det var en forenkling. Kampen mod besættelsesmagten handlede ikke om kristeligt våbengny på den ene side og abedans på den anden. Jazzens folk var også modstandsfolk. Der var en alvor i dem, som Kaj Munk aldrig fik øje på. Han betragtede jazzen som åndløs, gudløs materialisme og anede næppe, at denne musikform i sig selv var en modstandsbevægelse: Sådan lød det sorte Amerikas frihedskamp.

Kaj Munk så kun løsagtigheden på dansegulvet, men ikke den frihedsvilje, der betød, at også nogle af jazzens folk kom til at betale krigens højeste pris. Også blandt dem var der folk, der gik ind i modstandsbevægelsen, blev dræbt eller slæbt i kz-lejr.

Anden Verdenskrig var ikke en mytologisk krig mellem godt og ondt. Den var en kulturkamp, hvor folk, der dyrkede stærke racer og stærke mænd, blev slået af banen af andre, »svagere« folkeslag, de racemæssigt underlegne sovjetsoldater - og det raceblandede USA.

Kaj Munk var ikke tilhænger af den nazistiske racisme. Det var netop jødeforfølgelsen i Hitlers Tyskland, der vakte hans kritik af det system, han først beundrede. Men han mente dog, som de fleste europæere på hans tid, at den hvide mands kultur var højt hævet over den sorte. Og at de jazzende unge på dansegulvet var sunket så dybt ned i dyrisk svaghed, at de ikke ville være i stand til at slås som rigtige mænd i en rigtig krig.

Et samlet folk

Under besættelsen blev Kaj Munk kanoniseret som nationens frihedshelt nummer ét. Det danske folk stod samlet om hans heltestatus. Den vestreorienterede forfatter Kjeld Abell skelede ikke til politiske uoverensstemmelser, da han 5. januar 1944 - dagen efter mordet - afbrød en forestilling på det Kongelige Teater for med fare for sit eget liv at mindes og hylde den dræbte kollega. Det gjorde Poul Henningsen heller ikke, da han fra Sverige sendte et mindedigt til enken i Vedersø:

Vist vil vi sænke hodet ved hans død,

Men vi skal tyde det signal, som lød,

At fjenden ikke lammer vores kraft.

Vend det mod dem, der dræbte ham,

Så får endog hans død sit værd.

Hermed var Kaj Munks højeste ønske gået i opfyldelse:

Højre og Venstre, krigsmænd og pacifister, alle de stridende fraktioner i dansk kulturkamp, havde begravet stridsøksen - ansigt til ansigt med en fælles fjende: Nu var Danmark i krig, rigtig krig. Det evige småkævl, der havde gjort Munk så træt af demokratiet, var sat i stå.

Efter krigen gik der mode i Munk - for en stund. Nationen stod sammen om digterpræsten. Men der blev hurtigt stille om hans navn. Det var, som om hans ord ikke ville fænge i den nye tid, som om hans drama var forbi.

Men krigen mellem højre og venstre blussede op igen, da den kolde krig brød ud - og hermed også striden om, hvilken politisk fraktion, der havde haft flest frihedskæmpere at byde på?

Dette slagsmål blev Kaj Munk trukket ind i efter sin død: På venstrefløjen husker man hans fascination af fascismen. På højrefløjen mindes han som en af fædrelandets store sønner. Disse synspunkter har ikke vakt interesse hos hovedparten af Danmarks befolkning.

Det har hensat digterpræstens tilhængere i en tilstand af forbitrelse, som alle livets dage var fremmed for ham selv. Han var en grov karl og en farlig modstander. Offerrollen blev ikke hans lod, mens han levede. Det skete først, da han selv holdt op med at tale, og andre tog ordet på hans vegne.

Da var der til gengæld ingen ende på klagesangen over de venstresnoede banditter, hvis skyld det er, at han ikke længere regnes for en af Danmarks allerstørste digtere.

Kaj Munks mest prominente fortaler er Per Stig Møller, Danmarks nuværende udenrigsminister, som i 2000 (kort før regeringsskiftet) skrev en bog om Munk - i håb om at blæse nyt liv iden bortdømte frihedshelt til højre for midten.

At Kaj Munk blev glemt i Danmark - både som dramatiker og frihedshelt - skyldes ifølge Stig Møller et partipolitisk komplot begået af socialdemokrater og kommunister. »For at retfærdiggøre Stauning og Vilhelm Buhl måtte socialdemokraterne i 1945 nedgøre Kaj Munk.«

Kommunisterne havde også deres grunde til at udslette mindet om Munk: »Kaj Munk var tydeligvis en af de åndelige bannerførere, hvis indflydelse på befolkningen skulle kortsluttes. Samme holdning til ham havde de kommunistiske strateger, der af ideologiske grunde ikke ville have, at hans kristne og nationale holdning skulle præge efterkrigstiden, som de ville gøre kommunistisk og internationalistisk.«

Det skulle altså være socialdemokraternes og kommunisternes skyld, at Munk ikke har det samme greb i danskernes sind i nutiden, som han havde i sin samtid. Men når man læser hans dramaer og ser, hvor uaktuelle de er, virker det mere sandsynligt, at beslutningen om at glemme Munk blev taget af danskerne selv. Ikke bevidst og slet ikke som følge af partipolitiske sammensværgelser. Dette forfatterskab blev som så mange andre glemt, fordi tiderne skiftede.

Ukendt land

Historien om besættelsestiden begyndte snart efter krigens afslutning at lyde som et eventyr, et sagn fra gamle dage - som på ingen måde kunne hamle op med myterne fra den sejrende nation, USA. Helteskikkelser som 'Flammen' og 'Citronen' blegnede, da Davy Crockett kom ind fra prærien. Og den afdøde præst fra Vedersø kunne ikke konkurrere med de levende billeder af John Wayne, der red ud mod solnedgangen, når seksløberen var tømt og fire-forestillingen forbi.

Danskerne elskede stadig Danmark - men det fædreland, Kaj Munk havde fremmanet i en præken i 1943, var ved at blive til ukendt land: »Vi elsker det usigeligt. For det er Danmark. Vi elsker det for Rolfs Tapperhed, for Thyras Fremsyn, for Absalons Vikingekristendom, for Margrethes Udsyn og store Sjæl, for Christian den Fjerdes trofaste Virke, for den sønderjyske Bondes Udholdenhed og urokkelige Tro...«

Kaj Munk elskede sin kone og sine børn. Men han elskede martyrdøden endnu højere - sagde han!

Hvad kunne man bruge den slags helte til i et land besat af cowboys, indianere og Elvis Presley?

I dag er det kun en enkelt af Kaj Munks mangfoldige tekster, der er kendt af alle danskere: sangen om den lille, omplantede anemone. Den kan man høre i radioen - udsat for spinkle »neger-rytmer«, som ville have skurret i forfatterens ører. Men sådan går det, når en kunstner skaber et værk, der rækker ud over hans egen tid og fatteevne: Grammofonen kan ikke sættes i stå - og de folkevalgte kan ikke gribe ind.

For ganske nylig kunne sangen om den blå anemone høres som sagte baggrundsmusik i en indvandrerbutik i Århus blandt hvidløg, sorte bønner, grøn peber og rød chili.

Så mens Kaj Munks helte, konger og stormænd, diktatorer og diktatorinder, er gået ned på tælling med eller uden socialdemokratisk bistand - så lever hans anemone videre i det nye Danmark, lille, ydmyg, blid og himmelblå, omstillingsparat og sej som sålelæder.

Kaj Munks beundrere har intet at klage over. Mange gode forfattere har efterladt sig mindre end det.

Munk ville næppe selv have klaget. Det lå ikke til ham, det lå ikke i tiden. Det lå heller ikke til de unge mennesker, der blev udsat for nazisternes stinkbomber i KB-Hallen. Man levede under barske vilkår. Det måtte man tage med - det måtte man slås med.

Det var før, der var så meget, der var blevet så synd for så mange.

Det magtesløse Danmark

»Nu kræver Danmark af os, vi er stærke,« skrev Kaj Munk under besættelsen. Anderledes i vore dage: Nu kræver Danmark af os, vi er svage!

Venstrefløjen taler om svage indvandrere, svage muslimer, svage islamister, svage massemordere, svage unge, svage autonome, svage voldsmænd - store, svage befolkningsgrupper, hele afmægtige folkeslag. Mens højrefløjen taler om danskere, der før regeringsskiftet i 2001 var så uendeligt kraftesløse, at de ikke vovede at mæle et pip til modstand mod venstrefløjens magtfulde svagheds-ideologi. Det er de kuedes og forskræmtes talsmænd, der har taget ordet over hele det politiske spektrum. Men myterne fra modstandskampen florerer som aldrig før.

For Søren Krarup fra Dansk Folkeparti er det et fuldbyrdet faktum, at han og Pia Kjærsgaard står i spidsen for en modstandsbevægelse, der i alle detaljer svarer til den, der var aktiv under besættelsen. Besættelsesmagten i Danmark skulle ifølge den teori være dagbladet Politiken!

Søren Krarup kalder det Systemet Politiken: et udtryk, han har lånt fra sit forbillede, den stærkt konservative, anti-brandesianske litteraturkritiker Harald Nielsen. Dette dagblad - dette system - har kuet og truet det danske folk i hundrede år. Det er ikke sådan, at journalister eller redaktører fra Politiken nogen sinde har hentet folk i deres hjem, kørt dem væk i en vinternat, skudt dem ned og smidt dem fra sig i en grøft.

Men dagbladet havde andre metoder:

»Systemet Politiken har været en ideologisk besættelsesmagt, der netop systematisk har søgt at undertrykke, ja ligefrem at udrydde den åndelige og folkelige virkelighed, der i hele vores historie har været det danske folks. Grundtvig kaldte det kristendom og danskhed.«

Krarup er ikke, som Kaj Munk var det, en beundrer af Georg Brandes - tværtimod:

Det var denne fremmede, der brød ind til det danske folk, mens det lå afmægtigt hen efter 1864, det var ham, der voldtog Grundtvigs og Ingemanns yndige, svage og svækkede land, som (stadig ifølge Krarups teorier) blev liggende, som det lå, forsvarsløst i historiens nat.

Befrielsen kom ved valget i 2001, Systemskiftet, da det af litterære forelæsninger voldtagne folk omsider sneg sig ind i valglokalerne - frygtende og bævende, men dog med tilstrækkeligt mod til inde i stemmeboksen at sætte et kryds ved Dansk Folkeparti.

Svaghedstegn

Heller ikke på venstrefløjen og i den bløde midte af dansk politik står man fremmed for svaghedens magt. Også disse fraktioner har deres ofre at pleje, have ondt af og samle stemmer hos. Også de kan finde på at identificere sig med modstandsbevægelsen! I deres optik er det den borgerlige regering i almindelighed og støttepartiet i særdeleshed, der er skyld i nationens problemer og - til en vis grad - i alverdens ulykker. Det kunne man læse om i Politiken under Muhammed-krisen.

De venstreorienterede og de radikale deltager også i en mægtig, mytologisk krig mellem godt og ondt. Også de ser sig selv som de gode, anstændige, der godt forstår, at fremmede folk i deres afmægtige fortvivlelse var drevet til at brænde danske flag og ambassader - mens de truede hele nationen på livet. Svaghedstegn alt sammen!

Selv når unge autonome sætter ild til gaderne i København, fordi de vil have et hus, der ikke er deres, er der ingen ende på den magtesløse godhed, der formodes at ligge bag.

»Kampen om Jagtvej 69 er ikke kun en kamp om et hus. Det er en kamp om meget mere end et hus,« udtalte en talsmand for Ungdomshuset. Spørgsmålet er, hvad kampen retter sig imod. Svaret blæser i mange vindretninger. Nogen har nævnt den globale opvarmning!

Det ser ud til, at det er retten til selv at føle sig som ofre for systemet - eller udnævne andre til at være det - der er det egentlige mål på alle fronter af dansk kulturkamp.

Derfor er der ingen på vor tids venstrefløj, der har brug for ægte, befriende livsglæde. Og ingen på højrefløjen, der for alvor har brug for Kaj Munk.