Hygge i ghettoen

Om lidt er kaffen klar

 Bål og brand i gaden forhindrer ikke, at kaffen står klar i kvarterets beboerhus.

 Hverdagens morgenkaffe

af Inger Holst

 

DA Danmark brændte i forrige uge, gik også »Bogbiksen« op i røg – en lille genbrugsbutik i det indvandrerkvarter, hvor jeg bor. Jeg var der ikke, da det skete. Men det var Winnie, kvarterets skrappe dame. Hun fortalte om det dagen efter, under morgenmaden i vores beboerhus:

50 små knægte var stimlet sammen om ildebranden. Og midt i flokken stod altså Winnie. Om hun stod med hænderne i siden vides ikke, men det er sandsynligt. At hun, uden en gnist af sød forståelse, spurgte de små banditter, hvad i Helvede de havde gang i – det kan betragtes som en kendsgerning.

Det, de havde gang i, de ca. 4 brandstiftere og de ca. 46 medløbere på 10 og 14 år, var at brænde den lille biks – hvis overskud skulle gå til deres egen sommerlejr. De gjorde det for Muhammeds skyld, forklarede de. På grund af Muhammed- tegningerne. Det troede Winnie ikke på. Det var der ingen ved morgenkaffen  i beboerhuset, der gjorde. Der var heller ingen, der mente, at det var samfundets skyld.

Til gengæld var der nogen, der snakkede om to-års børn, der blev »sendt ud og lege« sent om aftenen. Og om børn, hvis forældre ikke mener, at opdragelsen er deres ansvar – så snart de små er uden for lejligheden. Så er de samfundets opgave. Vi kender de rødder, der kommer ud af den slags barndomsliv. Det er dem, som nu er blevet berømte som »de unge«, der laver brand i gaden – fordi de føler sig udenfor.

Jeg er selv med til at lukke dem ude. Hver eneste dag lukker og låser jeg døren for skingrende 10- til 14-årige knægte. De vil ind i computerrummet, så de kan spille bål og brand og køre dødskørsel på kontorstolene – meget gerne i skoletiden. Jeg lukker dem ikke ind.

Til gengæld, når klokken bliver 13, åbner jeg døren for deres jævnaldrende. De kommer med bøger under armen, notesblokke, nogle har tørklæde på, andre har ikke. Muslimske piger mellem 10 og 14 år, dydige som Laura og hendes søstre i Det Lille Hus på Prærien. De kommer hver dag. Det gjorde de også i den uge, hvor deres brødre og fætre legede indianere i gaderne og fi k taletid i fjernsynet. Pigerne klager ikke, de larmer ikke, og de laver ikke brand i gaden. Til gengæld møder de åbne døre. Mens rødderne står med næserne presset mod glasdøren – og føler sig udenfor. .

I øvrigt er det påfaldende, så lille en rolle disse berømte udstødte spiller i vores beboerhus til daglig. Her er andre dagsordener. Også i den uge, da unge mennesker kom fra andre kvarterer for at brænde huset. Men det var kun »for sjov«, og ikke for Muhammeds skyld. Ilden blev opdaget i tide. Så vi har stadig vores mødested, hvor nye og gamle danskere drikker kaffe og fører lystig kulturkamp fra morgen til aften.

Et tilfældigt beboerhus i et tilfældigt indvandrerkvarter i Danmark. Her sad forleden Roya fra Iran og bankede Salma fra Libanon. Ikke hårdt, men velment:

»I muslimer laver bare ballade. Jeg er nødt til at slå dig, Salma!«

Roya er et lille stykke ståltråd af et kvindemenneske. Og – hun er træt af islam. Hun vil hjem til et befriet Iran, om det så skal være med en amerikansk atombombes hjælp! Salma, hendes gode kollega i køkkenet, tager imod de iranske prygl og vender bare det hvide ud af øjnene. Hun har grund til at tage det med ro: hendes børn bliver ikke lukket ude. Salma selv er analfabet, men en god muslim og samfundsborger. Børnene er dydsmønstre. Hun har ingen grund til at føle ansvar for fanatiske trosfællers hærgen i Iran, eller for små drenges bål og brand i de danske gader.

»Godmorgen lille Selma« råber gamle Viggo til hende hver eneste morgen. Det er hendes navn blandt de gamle danskere. »Godmorgen lille Roya« jubler han lige så frydefuldt, når den lille antimuslim fra Iran træder ind ad døren. Viggo er socialdemokrat, 83 år gammel og ingen ynder af mad med hvidløg. Men »Selma« og Roya står hans hjerte nær.

Børge, en anden gammel arbejder med styr på partibogen, sidder der også hver eneste dag og kommenterer livets gang og samfundets uorden. Ingen af de to gamle, politisk bevidste mænd har nogensinde ladet sig friste af Pias parti.

Men det har Bente. Hun er en grånende kvinde, der elsker sit land og nødig krydser dets grænse. Hun aner ikke, hvem Søren Krarup er, og mener i øvrigt, at hvis vi har haft religionskrig i Danmark i 1600-tallet – så er det ikke en religionskrig, der kommer hende ved. »De unge«, »utilpassede«, har hun til gengæld håndfaste meninger om:

»Send dem ud på en øde ø,« siger hun.

»Vær nu lidt realistisk, Bente,« svarer resten af forsamlingen, i kor. Og samtalen går roligt videre.

Til dagens orden i beboerhuset hører også et par ivrige islamister. Den ene er en dygtig fodboldspiller, der kan sætte gang i de små rødder. I øvrigt mener han, at Holocaust er noget, jøderne har fundet på. En dag luftede han dette synspunkt for en yngre Venstremand, der sad i ulasteligt jakkesæt og ikke fandt det umagen værd at løfte blikket fra sin avis, da han blev konfronteret med dette spørgsmål:

»Jens, tror du på, at jøderne blev udryddet?«

»Tror du på, at Jorden er rund«, svarede Jens.

»Tror du ikke, jeg ville være blevet en god nazist,« fremturede fodboldtalentet med de syriske rødder.

»Du ville have været den første, de havde læsset på en kreaturvogn,« sagde Jens, tog en slurk af sin solbærjuice og vendte en side i byens avis.

Islamisten og Venstre-manden hører til hverdagshyggen i huset, hvor mennesker mødes og meninger brydes hver eneste dag i det nye Danmark.

Hvor døren står åben, og kaffen er klar dagen lang.