Hørup, Cavling og profeten

100 års hån

Integade, hvor Politiken holdt til i sine første år. Herfra udgik fremtidens tanker, plus en hel del spot og latterliggørelse. Mens de hestetrukne sporvogne stilfærdigt rumlede forbi.

Weekendavisen d. 24.11.2006

Sømmelighedsfølelsen. Et gammelt fjendskab med rødder tilbage til 1880erne blussede op under Muhammed-krisen. Dengang vogtede Jyllands-Posten over den gode tone, mens Politiken hånede og spottede alt, hvad der var helligt.

af INGER HOLST

Det var i vinteren 2006. Danmark lå stille under en dyne af sne som for at holde sig køligt midt i den verdensbrand, der rasede, ikke omkring os, som vi er vant til, men på grund af os - 12 tegninger i en dansk avis.

Kampen om Jyllands-Postens karikaturer rasede på verdensplan, dødstrusler regnede ned over landet og samtlige dets borgere.

I andre lande begyndte folk at myrde hinanden af årsager, der havde mere med interne, halvt forglemte stridigheder at gøre end med de jyske karikaturer.

I Danmark udbrød der kulturkamp mellem to aviser. Også dette fjendskab er nedarvet gennem generationer. Det går tilbage til 1880erne, Estrups og Hørups tid, da vogtede over den gode tone i hovedlandet, mens Politiken tog sig uhørte friheder i hovedstaden.

Jyllands-Posten var et barn af krigen i 1864. Den blev grundlagt i 1871 af seks unge patrioter og skabt i protest mod tyskernes sejr, tabet af Sønderjylland, truslen fra underklassen - og desuden mod redaktøren ved Aarhus Amtstidende. Han hed Lars Bjørnbak, en skolemand og venstremand, der forstod at svinge et spanskrør både over slemme elever og politiske modstandere. Han var pacifist.

Fredens vogter ved Aarhus Amtstidende bandt en grum buket tidsler til den nyankomne konkurrent:

De var folkefjender, gadedrenge, rævepelse, æreskændere og voldsmænd, de fyldte deres avis med spækhøkeragtighed, hovmod, pjat, præk og pølsesnak. Desuden var de krigsgale.

Jyllands-Posten tog til genmæle, uden et smil. Det var streng autoritet fra øverste linje, spalte for spalte, side for side - og bagsiden med.

Den jyske publikation bestod, som alle aviser dengang, af annoncer og telegrammer fra udland og indland. Selv om det skete, at en dansk sømand faldt over bord og blev ædt af hajer i et sydlandsk øhav, fik det ikke mere spalteplads end pastor Birkedal, der holdt sin afskedsprædiken i Nazarethkirken i Ryslinge.

Grundlovsdag derimod og alle byens Højremøder, det var nyhedsstof for Jyllands-Posten. De ledende artikler var avisens hjerte, vældige tekstformationer rejste sig for læserens øje, sætningskonstruktioner af labyrintisk struktur slyngede sig over siderne med myriader af indskudte sætninger, det hele broderet i gotisk skrift. Lang var vejen fra punktum til punktum.

Jyllands-Posten tog sig selv og sin verden alvorligt. Den havde højere ambitioner end at blive hængende i et århusiansk avisslagsmål: Planen var at lave en avis, der skulle dække hele Jylland og læses i by og på land. Den var højborgerlig og stridbar fra første færd, altid på jagt efter fædrelandets ydre og indre fjender. Dengang var det tyskerne, Brandes-brødrene, Socialdemokratiet, det store, brogede Venstreparti, alle der ville godsejerstanden det ilde og fædrelandet med.

 

Den lange march

Efter en vanskelig start med en utrænet redaktion kom der styr på Jyllands-Posten: I 1877 trådte Chr. Nielsen til, tidligere herredsfuldmægtig fra Nørre Sundby, en fuldblods Højremand. I 1895 gav han arven videre til sin søn, Søren Wittrup Nielsen. Efter ham kom H. Hansen. Han blev kendt som 'Firkanten' på grund af det kvadratiske tegn, han satte under sine ledende artikler. Han regerede avisen til sin død i 1956 og satte kun ind med fornyelse, når det var uundgåeligt. Næsten firs år - med et forbrug af kun tre redaktører.

Jyllands-Posten satte en ære i altid at ligne sig selv. Billeder, sensationer, letfærdighed, morskab og moderne retskrivning vandt indpas i et tempo, som ikke skræmte de jyske læsere.

Avisen blev kendt som hovedlandets seriøse avis, henvendt til provinsboere af det bedre borgerskab.

Den var tilhænger af det gamle standssamfund og brød sig ikke om socialisme og liberalisme.

Anderledes med fascismen:

Fra de tidlige 20ere til begyndelsen af 40erne så Jyllands-Posten med velvilje på Europas nye totalitære regimer, også det nazistiske Tyskland - et nødvendigt bolværk mod sovjetisk barbari såvel som parlamentarisk roderi.

Da Anden Verdenskrig var forbi, havde avisen skiftet mening. Da Den Kolde Krig begyndte, fortsatte den sin lange march gennem hovedlandet, stadig imod Sovjetunionen, men nu på USAs side. Jyllands-Posten var blevet demokratisk. Men de indre fjender var der stadig, de socialdemokratiske solderister, de radikale pacifister, og der kom hele tiden nye til: SFerne, VSerne, de lovløse hippier på Christiania og marxisterne, der studerede Anders And ved Aarhus Universitet. Der var dårligdom nok at tage fat på, også for en demokratisk avis.

Men pludselig klappede den ydre fjende, Sovjetunionen, sammen. Hvem var der nu at slås med, nationalt og internationalt?

Da faldt blikket på den muslimske indvandring og den islamiske fundamentalisme. Her var brugbare fjender. Imens gik Politiken den modsatte vej og begyndte at kræve respekt for konservative værdier og religiøse følelser - i hvert fald hos det muslimske mindretal.

Politikens danmarkshistorie

Politiken kom til verden i 1884, ugudelig og storkøbenhavnsk til handskespidserne. Den blev skabt af Viggo Hørup og Edvard Brandes, begge med en baggrund der ikke var velanset hos det danske borgerskab - den ene var degnesøn, den anden af jødisk slægt.

Men værre var det, at Politiken lagde ud i en helt ny stil, moderne tanker, moderne bogstaver, moderne sprog. Den blev af Københavns utallige Højre-aviser betragtet som en trussel mod dansk kultur - og som en farlig konkurrent.

Om det så var Berlingske Tidende, Danmarks royale dagblad, følte den sig kaldet til at tale moralens sag imod Politiken i håb om at bevare læsere og annoncører.

Hørup sammenlignede den gamle berlingske avis med en kvidrende svale, der fløj rundt og klattede på regeringens vinduer af lutter troskab mod Estrup. Det var det farlige ved Politiken: Den betjente sig af sproglige billeddannelser og overlegen humor. Den slags våben var ikke ukendte i dansk presse, men aldrig var de blevet brugt med tilsvarende elegance: Det var fleuret mod kødøkse, trikot mod panser og plade. Hørup og Brandes var mestre i hån, spot og latterliggørelse - og deres modstandere var uhyre ømskindede.

Jyllands-Posten var en provinsavis, der med årene blev det største dagblad i landet. Men det var Politiken, der vandt kampen om danmarkshistorien. Sådan ville Hørup have det, og sådan blev det.

Politikens redaktør var en meningsdanner, der satte sig for at ændre den politiske og kulturelle bevidsthed i Danmark. Hans plan var at vinde borgerskabets, de nationalliberales børn, vende deres bevidsthed fra højre mod venstre, fra militarisme til antimilitarisme, fra storhedsdrømme til realitetssans. Det tog ham 30 år, men det lykkedes. I selskab med det sejrrige Socialdemokrati rykkede en ny slags borgerskab ind i magtens korridorer med nye, frigjorte meninger og fine, ironiske smil.

Sådan begyndte Politiken sin lange vandring gennem det 20. århundrede, med selvsikre verdensmænd ved roret. Fra Henrik Cavling til Herbert Pundik, men også med en stjerneregn af humorister til at sprede guld over siderne.

Politiken blev til mere end en avis. Den blev til politisk og national bevidsthed. Den prægede alt og opdrog alle. Den smilede overbærende ad 60ernes oprørere og trak på skuldrene af den gamle højrefløj, der stadig rumlede i kulissen. Politikens livssyn blev national bevidsthed: Bo Bojesens tegninger, »Matador«, Paul Hammerichs danmarkskrønike, sol over Rådhuspladsen, lys over landet.

Sådan var ånden i fædrelandet i 100 år, den radikale ånd fra systemskiftet i 1901 til valget i 2001. Det var den, der, i bevidsthed om Danmarks fysiske svaghed og moralske overlegenhed bragte Danmark gennem to verdenskrige. Uden megen ære - og uden mange skrammer.

Kun en håndfuld gnavpotter på højrefløjen nægtede at godkende den nye nationale identitet. En af dem var Jyllands-Posten.

 

Væv om en pølsepind

I slutningen af det 20. århundrede indledte de to aviser et økonomisk samarbejde. De blev afhængige af hinanden, en begivenhed der førte til frygt for sammensmeltning og ensartethed. Den frygt var ubegrundet. Men de kunne i hvert fald ikke ignorere hinanden mere - som i deres tidlige ungdom, da Jylland og Sjælland lå længere væk fra hinanden end Danmark og Mellemøsten i dag.

Dengang, i 1880erne, kunne Højrepressen i København hidse sig voldsomt op over Politiken, jødeavisen. Men Jyllands-Posten forholdt sig i ro. Man gik ikke i selvsving i Rosensgade. Slet ikke over en københavneravis der tydeligvis havde andre planer end at true de jyske jagtmarker. Man registrerede eksistensen af det nye fænomen - måneder efter at det var kommet til verden. Man brød sig ikke om Politikens karikerende stil og betragtede dens sproglige nyskabelser som ‘formalistisk Væv om en Pølsepind'.

Politiken havde heller ikke høje tanker om Jyllands-Posten - som den slet ikke regnede med i fjendernes tal, når talen faldt på Højrepressen, og det gjorde den tit. Det jyske organ blev nævnt i forbifarten, da en journalist fra Politiken lagde vejen omkring Århus i foråret 1886:

»'Jyllandsposten' er viden kendt over Landet; men i Byen (Århus) og Omegnen har den ikke stor Udbredelse. Den skal i det hele have ca. 3000 Abonnenter: men de er spredt ned gennem hele Halvøen, hvor Udgiverne med stor Ihærdighed har faaet Bladet klemt ind hos Købmænd og paa Hoteller. (...) Dets Styrke er Københavnernyheder pr. Telegraf. Men dets noksom bekendte politiske Optræden har ikke samlet nogen tyngende Anseelse paa dets Hoved.«

De to aviser så dagens lys i en højst ufredelig epoke, den ene i efterkrigstiden, 1870erne, den anden i provisorietiden, 1880erne. Det var demokratiets fødselstime i Danmark. En lang og hård fødsel i et land, hvor et politisk mindretal holdt folkets flertal uden for indflydelse, hvor klasse stod skarpt mod klasse, land mod by, landsdel mod landsdel. I dette politiske landskab skød en skov af dagblade frem: Borgeraviser, bondeaviser, arbejderaviser, københavneraviser, provinsaviser, hver by havde sin presse, hvert sogn sit trykkeri. Men ytringsfriheden var begrænset. Det regnede med fængselsdomme for majestætsfornærmelse og respektløshed. Der var også konkrete øretæver i luften.

I 1885, da Højres pøbel under et grundlovsmøde havde gjort seriøse forsøg på at drukne en socialdemokratisk journalist i et springvand i Kongens Have, rullede Hørup sig ud i lange forsideledere. På tilsvarende måde reagerede Jyllands-Posten, da venstrehøvdingen Berg nogle dage senere lod to partifæller tage en politimester under armene og gelejde ham ned fra en scene i Holstebro. Berg ville ikke holde tale under statsmagtens overvågning. Det var mere end respektløst, det var - »Forbrydelsen i Holstebro«:

»Den brutale Voldsdaad, som Hr. Berg lod sine viljesløse Redskaber udøve mod Politimester Borup, har sat Sindene i Holstebro og Omegn i den stærkeste Bevægelse, og Indignationen mod Anstifterne af den begaaede Forbrydelse er almindelig, og det er ikke mindst mellem Egnens veltænkende Venstremænd, af hvilke mange fuldt ud slutte sig til Højre i Kravet om, at Retfærdigheden her maa ske Fyldest uden Personsanseelse.«

»Højres Aviser er i disse Dage vaade af Krokodillegraad,« replicerede Hørup i Politiken. Men Berg kom i fængsel, mistede sin kæmpekraft og døde få år senere. Der var alvor i den tids kulturkamp.

Både Højre og Venstre var - principielt - modstandere af fysisk vold i det politiske liv. Men den moralske vurdering af den enkelte øretæve var helt afhængig af, hvem der stak den ud, og hvem der modtog den. Selv attentatet mod Estrups kraveknap i efteråret 1885 blev debatteret efter disse kriterier.

De sendte en dame

Den 8. april 1886 blev kongens fødselsdag fejret. Jyllands-Posten dækkede festlighederne i hovedlandet med dyb respekt.

Men Politiken sendte en dame. Hun kaldte sig 'Signe' og fortalte, uden ærbødighed, hvordan det gik til, da prinsesse Marie overrakte en fane til et privat, uniformeret korps, 'Livjægerkorpset', Den havde hun broderet med sine egne royale hænder. Det formildede ikke 'Signe':

»Deputationen træder ud paa Torvet med Fanen. (...) da Ridehusporten et Par Øjeblikke efter smækkes op, svæver den frit i Luften over de tapre Soldater og vækker megen Beundring, især hos dem der har et Forstørrelsesglas ved Haanden. Den er ikke saa lidt større end et Lommetørklæde...«

Hårde ord i en dames mund. Og værre blev det nogle dage senere, da hun kaldte Livjægernes fane for »den lille pjuskede Ble«.

Det skulle vise sig, at signaturen dækkede over en særdeles maskulin klo, den unge journalist Henrik Cavling, som var nådesløs i sin forfølgelse af Livjægerkorpset og dets hellige følelser. Han hånede deres fane, spottede deres uniformer og latterliggjorde deres kærlighed til Gud og fædreland, lemonade og pebermyntebolsjer.

På samme tid lagde Hørup sig ud med det rigtige militær, som var i gang med, for provisoriske midler og mod folkeflertallets vilje, at bygge fæstningsværker omkring København. Et projekt der blev bakket op af hele Højrepressen, også af Jyllands-Posten som dog havde andet at se til det forår: Der var »Fedeskue« i Århus, et kvægmarked afholdt under festlige former i en kulisse af kupler og minareter. Det var begivenheder, der krævede avisens fulde opmærksomhed. Kampen om militarismen fik laveste prioritet. Jyllands-Posten nøjedes med at citere fra Højrepressen i København - også fra en avis der hed Avisen, selv om den henvendte sig til en anden slags læsere end den jyske avis, i en helt anden stil - korte artikler, korte sætninger, billeder, smædevers, smæk for skillingen.

Avisen fandt ikke sit publikum blandt godsejere og industrifolk, men blandt arbejdere der ikke kunne indordne sig under den nye, socialdemokratiske dominans. De blev et nemt bytte for Højres propaganda, de kunne imponeres med faner og uniformer, de kunne samles om nationale værdier. De var lette at såre, lette at hidse op, lette at samle i gaderne. Det var rodløse almuefolk på jagt efter nye herrer. Flinke har de sikkert været, hver for sig, med hatten i hånden. I flok var de en pøbel, som Danmark sjældent har set mage til. Nu blev de trommet sammen til krig mod Hørup og Politiken. Jyllands-Posten klippede flittigt fra Højres presse i København, også Avisen, hvis sandhedsværdi den lødige jydeavis ikke satte spørgsmålstegn ved.

Så herfra saksede den et par notitser om, at Hørup var en kujon, og at Cavling i virkeligheden hed Olsen og var dumpet til studentereksamen. Hvad der ellers skete i København i de dage, var ikke let at få rede på, hvis man kun læste Jyllands-Posten.

Men i hovedstaden var man velorienteret. Dag for dag byggedes en stemning op skabt af medierne og dirigeret af dem. Det var Avisen, der doserede raseriet:

»Den danske Taalmodighed gaar over al Forstand,« skrev Jyllands-Postens kilde i København, da ni generaler havde beskrevet deres sårede følelser i Berlingske Tidende, men undladt at udfordre Hørup til duel.

»Hvornaar bliver Maalet fuldt?«

Det blev det den 15. maj om aftenen på Avisens foranledning:

»Er Livjægernes Fane for god til at haanes og trædes under Fødder af Hørup,« spurgte Avisen og tilføjede:

»Hvad fortjente da Hørup? Simpelt hen Prygl.«

Avisens læsere dukkede op ved Politikens Hus i Integade, nogle havde ridepisk med. Politikens medarbejdere var meget forskrækkede. Især fordi Georg Brandes mødte op med ladt pistol af ældre model. Men Hørup tog det roligt. Han skrev en artikel færdig og lod sig følge hjem af en flok studenter, der var indkaldt til formålet. Kommunikationsmidlerne var ikke så hurtige som nu, men hurtige nok til at sætte gang i gaden med få timers varsel.

Et par dage senere udfordrede en livjæger Politikens redaktør til duel. Hørup meldte ham til politiet. Det betragtede Avisen som endnu et bevis på Hørups »Feighed«. Da modtog redaktøren ved Højres arbejderblad selv en udfordring til duel. Den kom fra Henrik Cavling, hvis styrke ikke lå i sproget alene.

Den lille, trivelige redaktør Hansen valgte at gøre som Hørup - han meldte Cavling til politiet. Dermed var den debat forbi. Der blev tavshed i Højrepressen, og da ingen kaldte på gadens armé, faldt den hurtigt til ro.

Den gode tones kamporgan

 

Hørup var ikke bange for Højres pøbel og ridepiske. Det bedre borgerskabs følelse af moralsk overlegenhed havde han heller ikke respekt for. Han troede på ordets magt. Han elskede ord. Der var især ét, som han lod rulle i munden for at nyde den lange eftersmag: Sømmelighedsfølelse.

»Der er i Ordet Sømmelighedsfølelse som et langsomt Pust fra noget af det bedste og fineste i Mennesket. Allerede Ordets ualmindelige Længde giver Vægt og Værdighed, de to 'Ø'er forstærker Indtrykket af, at det er et Ord, der kommer dybere nedefra, end Ord ellers plejer at have deres Udspring. Ingen ugift eller barnløs Person vilde let falde over det Ord. Det fører af sig selv Tanken hen paa Ægtemænd og Familiefædre, paa meget satte og meget alvorlige Mænd af moden Alder og med en ansvarsfuld Følelse af Alderens og den borgerlige Stillings Forpligtelse til at dæmme op for Tidens overhaandtagende Løshed og Letsindighed. Det er næsten for fyldigt et Ord til en enkelt Mand, men det er som talt ud af et Femmands-Udvalg for et helt Amts Landbefolkning...«

Sådan skrev Hørup i Politiken i 1893.

Hvis det dengang var blevet ham forudsagt, at en Højre-avis i den jyske provins en dag ville bringe billeder, der var usømmelige nok til at starte en verdensbrand, havde han sikkert smilet en smule i skægget.

Men havde nogen fortalt ham, at Politiken, hans egen avis, i tidens fylde skulle blive sømmelighedsfølelsens talerør, den gode tones kamporgan, til værn for modstandere af den frie tanke, ville han have troet, at det var løgn.