Arbejdsmarkedets kultur

Fritidens pris

Glud & Marstrands emaljerede køkkentøj blev i 30'erne symbolet på en ny slags danskhed. I dag rangerer det på niveau med Guldhornene.

Weekendavisen d. 15.09.2006 

Kulturkamp.

 Dansk Folkeparti har rod i en ideologi, som prioriterer normaliteten højere end alt andet - og dermed også normalarbejdsdagen, som vi har kendt den i 87 år. 

 

Af Inger Holst

En forårsdag i 1890 marcherede fem små optog på hver 20 mand gennem hovedstadens gader. De havde sat hinanden stævne på Kongens Nytorv, under Holbergs statue, et mødested, som udsendte medarbejder ikke fandt passende, fordi - frivillig komik bød processionen ikke på. Det var et 1. maj-møde, det første af sin art i Danmark. 

Samme dag demonstrerede arbejdere kloden rundt, i hvert eneste land var det første gang. De var en verdenshær nu, med magt til at stille krav for fremtiden. Arbejderne ville have frihed, og ikke nok med det, de ville også have fritid, helt konkret, otte timer hver eneste dag.

Ansvarlige borgere mente ikke, at civilisationen ville overleve, hvis kravet blev gennemført. Men , det højmoderne dagblad, beskrev de hundrede marcherende alvorsmænd som et pudsigt indslag i gadebilledet:Politiken

»Paa Hatten havde Demonstrationen, der anførtes af Hr. Gerson Trier og Billedskærer Christensen, fastgjort hvide Plakater, hvorpaa der stod:

'Kun      8   Timers      Arbejde'

Plakater uden hvilke de Forbigaaende sikkert havde anset Toget for et Ligfølge.«

Onde instinkter

- var ikke bekymret, men det var politikerne - i hvert fald de af dem, som sad på regeringsmagten, tungt, men truet.

En måned efter majdemonstrationen, på Grundlovsdag, holdt Hs. Excel. justitsminister Nellemann en tale, hvor han advarede ikke alene mod majdagens opviglere, men også mod Hørup, Brandes-brødrene og deres nye avis - Politiken

Ministeren nævnte ingen ved navn. Det var ikke nødvendigt. Alle vidste, hvem han tænkte på:

 »Det handler ikke om den gamle strid mellem Højre og Venstre, der er farlig, international Paavirkning på Færde.«

Dette var ikke dansk kulturkamp:

»Det er Nutidssamfundenes onde Instinkter, der ville gjøre sig gjældende under alle Forfatningsforhold (...) Thi det er ikke denne eller hin Forfatning, der kritiseres og angribes, men det Indbegreb af Idéer om Ret og Moral og Religion, om Pligt og Ære, om Fædreland og Nationalitet; kort sagt alt, hvad vi har været vante til at se op til.

Med disse Retninger i Nutiden kan der for os ikke være Tale om Forlig eller om Enighed, men kun om Kamp.«

Og sådan gik det - de otte timer fik kamp til stregen, og livssyn med!Politikens

Drømmenes faner

Det tog tid, der gik evigheder, før drømmen om døgnets tredeling blev til virkelighed. I årene 1906 og 1907 var det ikke sket endnu. Det var nye tider alligevel. Systemskiftet havde fundet sted. Arbejderne mødte energisk op den 1. maj, nu var det tradition. De danske aviser så begivenheden i lyset af de holdninger, de havde i forvejen.

I 1906, 16 år efter den mismodige begyndelse ved Holbergs fod, klagede reporter over, at det mægtige optog blev skåret i stykker af rumlende sporvogne. I 1907 rystede udsendte på hovedet over det vedholdende krav om otte timer; »At de ikke bliver klogere!«Social-DemokratensJyllands-Postens

Begge år havde en anonym flanør på gaden, betydeligt mere optaget af journalistik end af ideologi. Han skrev, hvad han så, mens demonstranterne foldede drømmenes faner ud:Politiken

»De røde Faner med de gyldne Indskrifter lyste i Solen, de blinkende Bannerspyd var behængte med dunet Bøgeløv, Musiken spillede, og alle var festklædte og glade. (...) Vi spaserer ned langs Toget. I Spidsen møder vi tre mægtige hvide Bannere, der symboliserer Arbejde, Hvile og Søvn. Paa det første snor Fabriksskorstenenes sorte Røg sig i fantastiske Svingninger henover Arbejderkvarterets røde Tage. Det andet viser Hjemmet, hvor Manden læser i en Bog, mens Konen studerer 'Socialen'; til Barnet falder der belærende Smuler fra Faderens Læsning. Søvnens Banner er smykket med Thorvaldsens Relief 'Natten'.«

Det var ren utopi i 1906 - men i maj 1919 blev kravet gennemført, sikret ved overenskomst. Der var ekstra forårsglans over majdagen det år, bøgeløvet lyste grønnere end nogensinde: 30 års kamp var til ende, sejren var i hus, tusinder af feststemte arbejdere samledes, uovervindelige i solen, under de røde faner, på vej mod fritidens glæder - og mod den politiske magt.Arbejdsdagen på otte timer var en hårdt tilkæmpet sejr for arbejderklassen - og en gave til kulturen.

Den øgede fritid frisatte oceaner af energi hos en stor befolkningsgruppe, et nyt Danmark kom til verden, Socialdemokratiet voksede sig stort og højtideligt, lige ind i regeringsmagten.De otte timer blev magtens fundament, de blev til regel og norm, en ordning for tid og evighed: Otte sure timer, efterfulgt af seksten søde.

 Surt blev arbejdet ved med at være, men nu var der kompensation: Fyraften vinkede med blomstrende kolonihaver, hvor kaffen blev brygget på 'Madam Blå'. Det var erstatningskaffe, andet var der ikke råd til endnu - men den smagte af sejr, og der fulgte samlebilleder med!

 De otte timer blev en bevidsthedstilstand, et syn på arbejde, fritid - på hele menneskelivet - som har bidt sig fast i samfundets sjæl: Fritidens pris var de hårde timer på arbejdspladsen, de korte arbejdsdage blev lange, som årene gik - de blev til hele småsure livsforløb.

Det har alt sammen mildnet sig. Arbejdstiden er blevet endnu kortere, og fritidens glæder er uden grænser. Men døgnets deling står fast, og selv om lønnen er steget til det svimlende - er den stadig surt fortjent.

Forrædere og blodsugere

På den anden side af kulturkløften på arbejdsmarkedet, med et andet arbejdsbegreb, finder vi arbejdsgiverne, i evig opposition til deres egne ansatte. I begyndelsen stod fronterne skarpt, tonen i debatten var hverken god eller pæn, den var morderisk. Beskyldninger om landsforræderi føg i den borgerlige presse mod de internationalt orienterede socialdemokrater - mens ihærdige iværksættere i arbejdernes aviser måtte se sig selv beskrevet som dovne blodsugere.

Kombattanterne mødtes på virksomhederne hver eneste dag. De var dybt afhængige af hinanden, men talte ikke det samme sprog, ikke i begyndelsen. Det kom med årene.

Væbnet til tænderne med ideologi, men også med stor realitetssans, viklede arbejdsgivere og lønmodtagere hinanden ind i gensidige aftaler, de blev til 'arbejdsmarkedets parter', som vi kender dem den dag i dag, til hver en tid parate til at lirke en halv time ud af hinanden, to dages ferie, 20 øre mere i timen, en kaffepause, en tissepause - det blev en kamp om år og sekunder, om detaljer og småtterier, for tid og evighed.

Debatten lignede den, vi kender i dag, og dog var den anderledes: Arbejderne marcherede i takt med tyske socialdemokrater, mens arbejdsgiverne var nationale, for dem var Tyskland et fjendeland, og desuden en stor økonomisk konkurrent.

Mens kulturkampen rasede, dundrede maskinerne, tiden gik i takt med dem, den blev til arbejdstid og fritid, mens fremtids fjerne mål langsomt rykkede nærmere: Større velstand og højt forbrug.

Samspillet mellem de to abstraktioner, tid og penge, var uhyre svært at få rede på, især for folk, der var opvokset med andre begreber. Tiden var løbet fra almuens værdier - men glemt var de ikke. Mange huskede stadig en arbejdsdag, hvor sliddet varede fra tidlig morgen til sen aften, hvor husbond og mester regerede, mens sol og måne styrede tiden, og Karlsvognen stod urokkeligt på himlen. Erindringer fra de gamle samfund, fra landsteder og småbyer, fra mark og hede, var levende på begge sider af den front, som nu delte den danske befolkning i 'kapitalister' og 'lønarbejdere'.

Der var almuebørn i begge lejre, hyrdedrenge og læredrenge, der drømte om en strålende fremtid for sig selv, deres efterkommere og for hele det danske samfund. Men fortidens erfaringer gnavede i dem.

Sådan var det for de fleste, også for Poul Glud fra Vejle. Han kom til verden som søn af en blikkenslager - men endte sine dage som storkapitalist.

Poul Glud blev født i 1850, i et lille hus med eget værksted, egen butik og et udstillingsvindue, hvor en vældig ophobning af kander og tallerkner, knive, søm og skruer, alt til blikkenslagerfaget henhørende, truede med at sprænge både glas og ramme. I dette hus voksede Poul Glud op, her stod han i lære hos sin idérige far. Da byen blev ham for trang, drog han på valsen i Tyskland. Han kom hjem med strittende overskæg og rasende energi. Faderens fag gav han ikke slip på, arven fra barndommen bar han med sig, da han etablerede sig som fabrikant i København. Poul Glud slog sig sammen med Troels Marstrand, en isenkræmmer af gammel borgerslægt, en stille mand med administrative evner. Poul Glud tog sig af idéerne og produktudviklingen, han arbejdede på højtryk, otte timer var ikke nok, det dobbelte kunne næppe gøre det - han forstod ikke de organiserede arbejderes krav, det havde han ikke forudsætning for.

Poul Glud blev en særdeles udfarende kraft i de arbejdskonflikter, der opstod i hans eget firma i den tidlige fagbevægelses dage, i 1880erne.

Mange år senere, i 1923, i anledning af deres 75-års-jubilæum, skrev Blikkenslager-Fagforeningen et festskrift om deres kampe i årenes løb - også om dem, de havde haft med Poul Glud, 'en stejl Herre', langt den mest stridbare af de to fabrikanter. Marstrand var en mand af gammel dannelse - Glud kom fra folket, han var grov og kolerisk, og han brugte metoder, som hans egne kolleger, blikkenslagerfagets organiserede mestre, måtte tage afstand fra. I arbejdskampen havde han ikke tiden med sig. Han vandt de fleste af sine slag - men han tabte krigen.

Alligevel slog hans virksomhed rod i Danmark, firmaet gik i arv til nye generationer af fabrikanter, nye arbejdere kom til, og nye produkter blev udviklet til gavn og glæde for folkets flertal. 'Glud & Marstrand' blev en national succes i den helt store stil. Det skyldtes ikke Poul Gluds krakilske sindelag. Det var hans evne til nytænkning og hans sans for jævne folks fornødenheder, der gjorde hans forretning til kulturhistorie. Der var behov for mælkejunger, spyttebakker, askeskuffer og emaljeret køkkentøj, billige varer af høj kvalitet, til gavn for det daglige arbejde, til glæde i den øgede fritid.

Poul Glud døde i 1924, mindre end en måned før Stauning kom til magten for første gang. Troels Marstrand fulgte ham i 1929, året hvor Socialdemokratiet for alvor satte sig på regeringsmagten. Ingen af dem kom til at opleve den store forsoning imellem lønarbejde og kapital i årene, der fulgte. Men det var dem, der satte Madam Blå på Samfundets Bord, mens nationen fornyede sig - og fik brug for nye nationalsymboler.

 Danmark for Folket

I 1934, femten år efter fritidens indførelse, stod Socialdemokratiet, med egne ord, 'som en Klippe i Tidens Brænding' og ville være et parti ikke kun for arbejderklassen, men for hele det arbejdende folk.

»Arbejderklassen naaede vidt i Kraft af Solidaritet og Sammenhold, men hele Folket bør være med, naar de, der forstaar Produktionens Betydning, samler sig om Tidens Gerning,« skrev partiet i et nyt manifest - »Danmark for Folket«. Nu ville partiet ikke mere være et klasseparti, men et folkeparti, en garant for fremtiden for alle, der gav en hånd med til samfundets udvikling, landmænd, lærere, håndværkere kontorfolk, hele hæren af kuede, men arbejdsomme småfolk.

30rne blev Socialdemokratiets storhedstid. Men det blev også gyldne tider for Glud & Marstrand, der med ny sans for reklamens magt slog så stærkt igennem med sit emaljerede køkkentøj, at det snart lyste op i alle danske køkkener, i blåt, rødt og grønt, i by og på land.

Der blev dækket op på Samfundets Bord, trods krise og krigstrusler. Der blev ikke plads til alle - slet ikke til de arbejdsløse. Men lønarbejderne stod bedre end nogensinde før. For det store flertal var 30rne en optimistisk periode - trods alt hvad der truede, alt hvad der bed.

Det var tid for sociale reformer - 'socialt Solderi', mente , der hellere så, at de penge, der blev ødslet på en bedre hverdag, gik til et stærkt militær. Jyllands-Posten

Men en gammel højreavis kunne ikke standse udviklingen. Og det moderne borgerskab kunne ikke lede den i en anden retning, skønt dets ypperste repræsentant, Poul Henningsen, mente, at arbejderklassen burde lukke mere kubisme ind i deres liv - som værn mod nazismen i syd.

Virkeligheden talte for sig selv. Badeanstalter og folkebiblioteker rejste sig som paladser i byerne, sundhed og oplysning blev en folkeret. Maskinerne summede og sang i arbejdets timer, ungdommen sang og cyklede fritiden væk. Kaffeerstatningen dampede fra Madam Blå, til hverdag og fest og på arbejdspladsen. Døgnets tredeling var blevet hverdag. Livet var blevet bedre - i hvert fald i fritiden!

I august 1934 var der fest i København, folk var på gaden for at tiljuble, ikke en politisk fører, ej heller Socialdemokratiets nye idé om 'Danmark for Folket'.

Festens anledning var - at firmaet 'Richs & Sønner' fyldte 100 år. Det var en virksomhed, der forenede det nødvendige med det behagelige. Den formåede, med sjælden sans for den nye tidsånd, at få et billigt cikorieprodukt til at glide ned - ved hjælp af hypermoderne salgsmetoder. Richs var ikke god smag, tværtimod, det smagte afskyeligt - men det var dansk folkekultur.

Der var liv i gaderne i jubilæets anledning, alle sang med på Richs-Valsen, det hotteste hit, komponeret af den unge Aage Stentoft fra Handelshøjskolens reklameklasse. Omkvædet var 'Det er Richs, der driks'.

Kun på Nikolaj Plads blev der klaget over støjen, og politiet blev tilkaldt.

Børsen skrev:

»... man tager vist ikke meget Fejl, naar man formoder, at det var Fonnebechs Systuers flittige unge Damer, der havde svært ved at holde Benene i Ro ved den fængende Melodi. Richs startede Dagen med Politiforbud, men det var ogsaa Jubilæets eneste Mislyd.«

Måske var det den eneste mislyd ved hele velfærdsprojektet? Det var det private erhvervsliv, der bød op til fest, og lønarbejdernes tusindtal mødte op. Men inde på arbejdspladserne, i den overenskomstmæssigt fastsatte arbejdstid, sikredes effektiviteten med alvorlige midler.

Fejltrin og valsetrin

Mange år senere, i 1998, stod en ny tids politiker, Pia Kjærsgaard, i et kunstigt køkken i et tv-studie og opfordrede det danske folk - til at stemme dansk. På væggen bag hende hang Gluds & Marstrands køkkentøj, et rivejern, en kødrandsform og andre himmelblå fortidsminder, som tegn på den nationale tryghed, der skabtes med døgnets tredeling.

Det blev til tryghed fra vugge til grav for det store flertal, men aldrig for alle, hverken i 30rne, i 60erne eller nu, i det nye århundrede. I dag er der 900.000 mennesker, som hverken lever op til arbejdsmarkedet krav - eller til lønarbejdets ideologi. Det kunne se ud, som om tiden er løbet fra døgnets tredeling. Og dog er den ikke til diskussion.

Alle politiske partier står fast på den gamle model, fra det yderste højre til det yderste venstre, og hen over midten, fast forankret i en idé, som førte til stor befrielse - for 87 år siden: Otte timers arbejde, otte timers frihed, otte timers hvile.

Dansk Folkeparti er gang på gang blevet udskreget som et racistisk parti, endog nazistisk. Det er en overdrivelse. Dansk Folkeparti vil værne om danskernes land. Og danskerne er, i deres optik, gode lønarbejdere, og gode arbejdsgivere. Dansk Folkeparti er et parti med dyb forståelse, både for Richs-Valsen - og for politiforbuddet imod den.

Det er ikke idéer, der er opfundet af Pias parti. De er vokset ud af hverdagen på danske arbejdspladser, hvor nid og jag driver værket, mens udstødningen af de utilpassede går som efter en snor.

Dansk Folkeparti er ikke et fremmedlegeme i den nationale kultur. Det har sin rod i en ideologi, som har gjort normalarbejdsdagen til helligdom - en tro på systemets evige gyldighed, som et overvældende flertal af danskere tilslutter sig, når de 'møder ind' på arbejdspladsen, i bevidsthed om, at de skal vogte sig selv og kollegerne vel, mod alt, hvad der kan hindre en effektiv afvikling af dagens arbejde, fejltrin såvel som valsetrin.

At næsten en million danskere ikke ser sig i stand til at deltage i den form for samvær, betragtes af flertallet som dybt ulykkeligt - især for de udstødte. Men anderledes kan det ikke være.

I hvert fald ikke før det store flertal engang igen bliver enige om - at lave virkeligheden om.

Svømmehaller og folkebiblioteker skød op som paladser i 30'erne, da Socialdemokratiet ville bygge et Danmark for Folket.