Fra Weekendavisen

Rejsende i ideologi

Eventyrernes klub. Aage Krarup Nielsen sidder yderst til venstre.

Weekendavisen d. 12.04.2006  

 Kulturkamp: Rejsende i ideologi

Aage Krarup Nielsen rejste ud, hvor den hvide mand herskede, mens andre racer tjente, til gavn og glæde for begge parter. 

 af Inger Holst 

JOHANNES V. Jensen skar skibe som dreng og gik desuden med »Stanleyhat«, en kopi af en tropehjelm. Den gav små drenge en oplevelse af betydning og fællesskab – som i senere tider cowboyhatten og hip-hop-kasketten. Sir Henry Morton Stanley, den hvide mand, der »åbnede Afrika«, havde åbnet de unges sind.

 I 1948 beskrev digteren, hvilken sansefryd Stanley og hans Afrika havde at byde på i barndommens bondeland, Himmerland i slutningen af det 19. århundrede:

 »... i den Grad var han trængt ind i den almindelige Bevidsthed at han endog prægede Moden. Endnu hans sidste Rejse, ’I det mørkeste Afrika’, 1890, optog Sindene saa stærkt at et Panorama blev fremvist paa Markeder med den sensationelle Titel: ’Leutnant Stairs saares af en forgiftet Pil!’ Jeg saa det paa Hvalpsunds Marked, og Panoramaet viste sig at være en forstørret Kopi, groft smurt op, efter Træsnittet i Stanleys Bog (...) Tænk at det ikke er længere siden! Udraaberen erindrer jeg var en Mand med Stemmemidler og som fysisk besat selv af den Skræk, der ventede Publikum ved Indtrædelsen i Teltet.«

 Erindringen er skrevet i en af hans sidste bøger, Afrika, en kroniksamling fra 1949. Da havde han rejst i sproget i mere end et halvt århundrede, hans værker stod som skyskrabere i det litterære landskab. For ham havde verden stået åben, han havde rejst vidt og bredt, i øst og vest og nord og syd, på jagt efter tigre, påfugle og overdådige sætningskonstruktioner.

 Men hans syn på fremmede racer var udviklet i et gøglertelt. Senere kaldte han det darwinisme og brugte en stor del af sit forfatterskab på det.

 Afrika besøgte han aldrig, men »Negren« mødte han i det elskede USA. En race til fare for kulturen i almindelighed – og for Jensen i særdeleshed:

I 1906 var den reserverede rejsende nær blevet smittet af latter, »et Hestegrin« fra »en kæmpemæssig Neger«.

 'Han ligefrem udlogrede Venskab og Forlibthed, der stod et Sus af Livslyst om ham, han var et Straal af Fryd. (...) En latterlig og henrykt Skovmand midt mellem de Spasserende paa Fortovet, der lod til at være ved at gaa ud af sit kulørte Skind af Længsel efter at omfavne hele den hvide Verden og bære den med sig ind i den syvende Himmel, hvori han svævede. Han syntes at være den eneste glade Mand i hele Gaden, og hvorfor kom alle hvide Mennesker ikke til hans Bryst?

 Fordi enhver Amerikaner ved, at den forelskede Gorilla bærer en Barberkniv der. Jeg havde hørt noget om det ogsaa og tog ingen Notits af Negren, skønt jeg egentlig syntes, det var haardt at støde den uskyldige Vilde bort.«

 Det var ikke let for Jensen. Han måtte selv i sin ungdom, som »uskyldig vild«, forlade Det Kongelige Teater – fordi Olaf Poulsen i rollen som Løjtnant von Buddinge fik ham til, bogstaveligt, at falde ned af stolen af grin. Det virkede i nogen grad forstyrrende på et publikum, der aldrig havde sat deres ben i et gøglertelt i Hvalpsund.

 En leende neger må have været en fristelse for humoristen fra det mørke Jylland. »Gorillaens« forelskelse var gengældt, men strengt forbudt af ideologiske grunde. Jensen holdt sig i skindet, en god forsikring mod endnu et latteranfald i det fremmede.

 Professionel rejsende

 Vejen til civilisation var lang og trang for aber, børn og bondestudenter. Det kunne ingen, heller ikke den 10-årige Aage Krarup Nielsen, være i tvivl om, da han i begyndelsen af det 20. århundrede så en indisk landsby med al dens magi og trylleri, fakirer og dansende slanger – udstillet i Zoologisk Have. Den lille Aage forelskede sig i en lille »indisk prinsesse«. Det viste sig, at hun ikke var en helt ægte prinsesse – farverne gik af hende i regnvejr. Det unge menneske begyndte at længes efter virkelige eventyr.

 Aage Krarup Nielsen var en generation yngre end Johannes V. Jensen. Hans far havde, som så mange danskere, prøvet lykken i Amerika. For ham gik drømmen i opfyldelse, han vendte hjem med en formue – og med et hav af historier om hylende storme og frådende søgang, om prærievogne og indianeroverfald, hårde kampe mod al slags natur. At faderen var i sin gode ret til at erobre det fremmede land i Dakota og lægge bånd på alle dets naturkræfter, også de menneskelige med fjer, faldt det ikke Krarup Nielsen ind at tvivle på, heller ikke i 1964, da han skrev sine erindringer.

 Nielsens far døde tidligt, sønnen blev vild og kom på kostskole. Her rendyrkede han rodløsheden og rejselysten. Og han drog ud – først som læge i Lapland, siden som hvalfangerlæge, på en rejse fra Senegal til Sydpolen. Det var på denne færd, i 1920, han startede sin karriere som rejseskribent. Han kom i stald hos Cavling på Politiken, hvor man gennem årtier kunne følge hans oplevelser i det fremmede, rejse for rejse, kronik for kronik.

Artiklerne, samlet i bogform, udkom på de store forlag, bl.a. Gyldendal. Krarup Nielsen blev, i endnu højere grad end Johannes V. Jensen, en professionel rejsende. Ikke alene rejste han i alverdens lande, men også i tiden: han skrev om sine oplevelser gennem fem årtier.

 25 bind blev det til.

 Mellem drivende isflager

 Den imperialistiske ideologi var den røde tråd i hans forfatterskab, den hvide mands råderet på Jorden, det handlede alle hans historier om. Han skrev dem, mens de udspillede sig, og sendte dem hjem, mens de var varme endnu. Han rapporterede til avisen, mens verden, som han kendte den, i bogstavelig forstand ramlede sammen om ørerne på ham. Han sov i små kahytter og i rumlende kupeer med skrivemaskinen som hovedpude. Han var eventyrer af profession, manden der levede læserens drøm.

 Hjemme i de danske dagligstuer sad hans publikum i tusindtal, de kom på fornavn med hovedjægere i Amazonjunglen, de mødte vrangvillige »boys«, der drev den af under alle himmelstrøg, og de kunne varme sig ved beretninger om sorte, gule og brune tjenere, værdige til fingerspidserne og trofaste til døden mod deres hvide herskab.

 Kronikkerne var skrevet, så læserne kunne opleve, at de selv var med på færden, selv var med til at fejre jul i en havn ved Sydpolen i 1920:

 »Jeg ror i Skibsjollen mellem de drivende Isflager hen til Naboskibet, hvor dr. Andersen har Station, og i hans hyggelige Kahyt fejrer vi to Danske vor egen lille private Julefest.« Så hjemligt var det, at de to landsmænd havde svært ved at tro, at Rådhuspladsen ikke lå lige uden for koøjet. Det gjorde den ikke – men det var der kompensation for:

 »... højt mod Himlen hæver de hvide Fjeldtinder sig lysende og stolte. Det er vore Julelys, der straaler som klare Kærter gennem Polarnattens dybe stilhed.«

 Nielsens verden var uden grænser. I 1941 kunne læserne hjemme i det mørklagte Danmark opleve tropenattens mystik:

 »Disse Aftener foran det flammende Baal var Døgnets bedste Timer, der fik en til at glemme selv den mest slidsomme Dagsmarch. Ingen urolige Længsler eller Ønsker fyldte Ens Sind. Intet Budskab ude fra den rastløse Verden kunde naa os og bringe Bekymringer og Forstyrrelser. Naturens dybe Fred omgav os, og man følte blot, at Livet var godt at leve.«

 Billeder dannedes i bålets skær. Inde i junglens dyb brølede en tiger.

 Negrenes tone

 Det var den samme historie, der blev fortalt på film, i drengebøger, ugeblade og kulørte hefter. Heller ikke Politikens læsere var blevet snydt for den: den hvide mand, der herskede, mens andre racer tjente, til gavn og glæde for begge parter.

 Men Første Verdenskrig havde bragt anfægtelser med sig: havde den hvide mand virkelig styr på verden? Havde han styr på sig selv? Det var spørgsmål, der brændte i Nielsens sind gennem hele forfatterskabet.

 Det begyndte i Senegal i 1920. Her var negrene blevet frække og dovne af at have kæmpet i fransk uniform. De var begyndt at tro, at de var lige så gode som Nielsen.

 Den 29-årige skrev hjem til Politiken:

 »Udflugten til Europas Krigsskuepladser har saaet sin onde Sæd, der gror villigt, og næres af en stadig og stille underjordisk Agitation. Ingen føler sig rigtig tryg. Ikke at forstaa, at der sker Forulempelser af de Hvide, men Tonen hvori Negrene svarer de Hvide og Blikkene, der ledsager Ordene, røber, hvor meget Eksplosionsstof, der er i Luften.«

 Eksplosiv var luften også i revolutionens Rusland:

 »Det skæbnesvangre ved den russiske Tragedie, som disse Egne har været Vidne til, er, at den udspiller sig for Øjnene af Østens Folk og ikke har kunnet undgaa yderligere at nedbryde Respekten for den hvide Race, der allerede som Følge af Verdenskrigen har faaet et alvorligt Knæk.«

 De kinesiske naboer »ser nu, hvorledes de tidligere herskende Klasser af det russiske Folk, for hvem man forhen bøjede sig i Frygt og Underdanighed, flakker hjemløse fra Sted til Sted som pjaltede Tiggere...«

 Respekten for herskerracen var også svækket i Indien. Det oplevede Krarup Nielsen i 1922, i en jernbanekupé forbeholdt folk i europæisk tøj:

 »I en af disse Kupéer for Evropæere var jeg så heldig at komme ind, netop som en gammel, tindrende gal Irlænder var ved at komme i Krig med en Indfødt af den demonstrerende Type, der iført sin Hindudragt sad med Benene trukket op under sig og bredte sig paa den bedste Plads i Kupéen uden at føle nogen Tilbøjelighed til at fortrække til en anden Kupé. Irlænderen fo’r af Sted for at finde Stationsmesteren. Men det tager Tid i Indien, og imedens fik Hinduen travlt med at staa paa Hovedet i sin Bagage, og da omsider den vrede Irlænder vendte tilbage med Stationsmesteren, sad der paa Hinduens Plads en velklædt Herre i evropæisk Stil, ganske vist var han brun i Huden, men Flip, Slips, Jakke osv. var der ikke noget at sige paa, og de bare brune Ben oppe paa Hynderne, som vist navnlig havde tirret Irlænderen, var nu iført Flonelsbenklæder med Opslag, grønne Sokker og amerikanske Sko og anbragt pænt nede paa Gulvet.«

 Inderen forlod kupeen efter veludført dåd. Men Krarup Nielsen måtte lytte til den irske imperialist, der brugte hele natten på at beklage sig over den engelske eftergivenhedspolitik, som han havde været vidne til gennem alle sine 38 år i Indien.

 Da den gamle omsider skulle skifte tog, fik han afløb for sit raseri ved at svinge sin stok over en kuli på perronen.

 »Det var Manden fra den svundne Tid i Indien, der havde slaaet et Slag. Om det er Mændene af hans Type, eller den ny Tids Mænd med Hænderne fulde af Frihedsforordninger og andre Tryksager, der gavner det indiske Folk mest, vil først Fremtiden kunne afgøre.«

 Next station Hiroshima

 Fremtiden afgjorde sagerne, ikke kun i Indien, men i alle de lande, hvor Nielsen rejste, i Mellemøsten, Sovjetunionen, Kina, Burma, Japan – overalt hvor racer og kulturer mødtes, gamle og nye tider var på kollisionskurs.

 Konfrontationerne førte til endnu en verdenskrig. Krarup Nielsen så den hverken fra dansk, tysk eller engelsk side. Han så den fra øst. For ham var det en mere betydningsfuld sag, at det fascistiske, morderiske Japan blev besejret, end det nazistiske, morderiske Tyskland.

 For ham var det ikke kun et spørgsmål om demokratiets sejr over diktaturerne. Det handlede stadig om den hvide mand og hans ret til at herske på Jorden.

 Derfor var USA’s sejr over Japan en stjernestund i Krarup Nielsens liv. Japanerne, som i 1905 havde chokeret den hvide race ved at vinde en krig over russerne, som i 30rne havde hærget Østen og i 40rne angrebet USA, dette folk af grusomme krigere, bøjede sig yndefuldt under en ny slags vestligt herredømme.

 Englændernes imperium var under fuld afvikling, da Krarup Nielsen besøgte det besejrede Japan i 1948. Nu var det amerikanernes tur til at bære den hvide mands byrde.

 »’Next station Hiroshima!... Next station Hiroshima!’ råber den lille japanske konduktør på amerikansk (...) I flere timer har vi rullet gennem det smukke kystlandskab langs indlandssøen, hvor velholdte, stråtækte bøndergårde omgivet af appelsin- og mandarintræer bugnende af gyldne frugter ligger spredt mellem gule afhøstede rismarker.«

 Fred og harmoni prægede det japanske landskab i 1948 – men ikke Hiroshima, ikke endnu. Håb for byen var der alligevel. Den var under genopbygning – under amerikansk kontrol.

 Krarup Nielsen, der startede som journalist i kølvandet på Første Verdenskrig, nåede at få en god del af Den kolde Krig med. Amerikanernes sejr over Japan havde ikke gjort verden harmonisk, den kommunistiske revolution i Kina og Korea-krigen gjorde en ende på den forventning. Den kolde Krig var også en kamp mellem racerne, sådan så Nielsen på det. Han blev mildere med årene, men han forblev tro mod sin ungdoms ideologi.

 I midten af 50erne kunne han skrive hjem om et voodoo-orgie på Haiti, en humoristisk beretning om gale, besatte negre. Deres vildskab skræmte ham ikke. Da voodoo-præsten selv, efter timers dans og vildskab, lod sig besætte af en krigsgud af lokal, men yderst krakilsk karakter – var der en hvid mand, en dansker, til stede, som selv var troende voodoo-udøver. Det var ham, der var klar i hovedet, da alle negre var besatte af hver sin guddomskraft, det var ham, der greb ind og genoprettede ro og orden i den lille menighed i neger-republikken – i Nielsens elskede »Sorte sorgløse Haïti«.

 Aage Krarup Nielsen døde i 1972. Da havde han rejst kloden rundt i et halvt århundrede og vidste bedre end de fleste danskere, hvad det var, den hvide mand slæbte med sig i rygsækken.

 Han døde, just som tiden var løbet fra ham. Hvalfangerfærd var gået af mode. Kolonivælde ligeså.

 Sorte unger kaster sten

 En ny tids rejseskribent arriverede, med skumsprøjt for boven, fyldt af kærlighed til hvaler og til folk af andre racer. I de sene 60ere stod Troels Kløvedal til søs med Nordkaperen for at rejse ud i verden – og lige ind i hjertet på en ny tids læsere.

 I hans verden, som i Jensens og Nielsens, var der forskel på racerne. Kløvedals sejlende kollektiv rejste ud for at finde en godhed, der var gået tabt hos de hvide – men som folk med andre farver stadig besad. Den hvide mands byrde havde, efter nazismen og Vietnam-krigen, fået en ny indpakning, men lignede ellers sig selv: Der var stadig fokus på hudfarven. Nu var det folk med et andet ydre, der var fremtidens håb, nu var det dem, der var så gode, som tropenatten var lang, ude af stand til at bedrive en handling, som ikke var acceptabel:

 »Der er blevet råbt skældsord efter os, fordi vi var hvide, og vi har følt, at man som hvid tænker og føler i skyld. Vi har været ude for, at nogle sorte unger har kastet sten efter os. Det har vi taget roligt og set som begyndende politisk bevidsthed.«

 60’nes hippier og 70ernes venstreorienterede var rejsende i ideologi – som Jensen og Nielsen også havde været, i deres tid. Nu handlede det om kærlighed, kildevand, skyld og bodfærdighed. Men også om at vide god besked om verden og bevidstheden.

 I den antiracistiske ideologi er det stadig den hvide mand, som har hovedrollen i historiens drama. Han har stadig sin byrde at bære – nu en morderisk byrde. Mens folk af andre farver, hvad end de bedriver af godt og ondt, er rene af hjertet og fri for ansvar, som hvalerne i det blå ocean.

Indisk landsby udstillet i Københavns Zoologiske Have. Det kan godt have været den, den senere globetrotter Aage Krarup Nielsen så som barn.