Højre og Venstre

Europas gyldne magtbølge

Den hvide mand i den store verden. Henrik Cavling, Politikens udsendte medarbejder

Weekendavisen d. 22.12.2005

Racisme på den ene kulturfront, antisemitisme på den anden. Sådan gik det løs i Danmark i det 20. århundredes første halvdel.

af Inger Holst

DEN 8.juni 1864 var der fest i en lille by på Sjælland, Dannebrog vajede, solen blinkede »sabelblank« i de høje hatte. Dagen var lang og lys, og de kulørte lamper strålede fra alle nattens træer.

Skammen fra Dannevirke var i frisk erindring, nederlaget ved Dybbøl ligeså. Men i Kongens Lyngby havde folk andet at tænke på – i hvert fald den dag, da det første tog kom buldrende ind på den nye station.

Det var fremtiden, der kom til byen, og fremtidens mand var til stede, syv år gammel.

 Mange år senere kunne journalist og redaktør Henrik Cavling fortælle, hvad han oplevede:

 »Noget rørte sig i det Fjerne, og nu nærmede det sig som en underjordisk Rumlen. Forskrækket masede Folk paa. Vi skreg og græd. Jorden skælvede,« skrev han i 1928. Da var han ikke en lille mand mere, og angsten for damplokomotiver havde fortaget sig. Han havde rejst til lands og til vands, i øst og i vest, i Europa, USA, Cuba, Vestindien, Rusland, Indien, Kina, Japan. Han havde set den hele verden skælve under den teknologiske udvikling. Han havde oplevet den hvide races sejrsgang på jorden.

 Det begyndte på jernbanestationen i Kongens Lyngby, det gik over alle grænser, fremad og til verdens ende. Et stort mirakel for en dreng fra Kongens Lyngby, et barn af Danmark i 1864.

Cavling kom fra fattige kår, forældrene var analfabeter. At han skulle blive den danske dagspresses fornyer, stod ikke skrevet på himlen over hans barndomshjem. Hans personlige udvikling kom af et større historisk forløb, af en folkelig forhåbning, hvis styrke vi næppe kan fatte i dag. En så voldsom vilje til sejr efter nederlaget, at Danmark ikke har oplevet mage, hverken før eller siden.

 I 1908 skrev forfatteren Johan Skjoldborg om de nye kræfter i tiden:

 »Nu samles Danmarks Underklasser i forskellige Afdelinger og Kolonner til Fornyelse af vort Folkeliv og vor Politik, de kommer dragende fra Klitterne og Udmarkerne og svinger ind i Kulturstrømmen. Den, der har deres Blod i sine Aarer, den, der har set disse Folks Øjne tindre over den nye Tids Gennembrud, han har set et Glimt af Fremtidens forjættede Land.«

 Ordet som våben

 Venstreorienterede i nutidig forstand kan man ikke kalde den tids radikale. De var hverken bløde eller forstående. De var frygtindgydende og nådesløse.

 Da Georg Brandes i 1871 gik op på Universitetets talerstol, var det med to formål for øje: Den danske nationalisme skulle slås ned, en europæisk kultur skulle bygges op. For samme mål kæmpede Hørup årtier igennem, med ordet som våben og med frygtelig virkning: Det gamle Danmark forsøgte at holde sig i sadlen, men blev ustandselig ramt af det skarpeste skyts.

Imellem den gamle generation af radikale og den unge, der kom til omkring århundredeskiftet, var der store indbyrdes modsætninger. Men én ting var de enige om, de fine gamle Brandes-brødre og Cavling, den amerikaniserede lømmel, der førte arven og Politiken videre: Provinsialisme og nationalisme skulle bekæmpes, hvor end man mødte dem: Hos magtsyge højremænd, der ikke ville erkende, at deres tid var forbi. Hos dødssyge bondekoner, der søgte sundhed hos vætter og nisser i fædrene grave. Men også i det fremmede hos de døende indianere i »det yderste Vesten«, hvor Cavling røg fredspibe i slutningen af det 19. århundrede:

 »Jeg stirrede ind i disse Ansigter, og det forekom mig, som stirrede jeg ind i svundne Aartusinder, ind i ældgamle Stammers stille Liv...«

 Der gik ikke ærlig røg af den pibe: Gæsten ønskede sine værtsfolk døde og borte.

Ganske vist kunne han se en vis poesi hos den fremmede race, men frem for alt så han håbløsheden i deres traditionsbundne kultur. Disse regler, disse fjer – de kunne på ingen måde forenes med kravene og idealerne i det snurrende, surrende, kværnende, klaprende USA, den nye verden, den hvide mands land. Derfor hørte indianerne fortiden til. Som den overtroiske almue i Danmark. Som de Nationalliberale med deres ritualer og stammedanse.

Der var ikke plads til den slags mennesker i den nye verden, ikke så meget som en strimmel land kunne indrømmes en race, der ikke kunne følge med udviklingen. Den måtte dø, det var udviklingens lov.

»Om en Menneskealder findes ’Rødhuderne’ næppe andre Steder end paa etnografiske Museer og i Romanerne.«

Anderledes med negrene: De var dårligt begavede og uendelig uoplyste, men de var glade mennesker, ikke triste tabere som indianerne. Så derfor: Den sorte race kunne der godt blive plads til, trods alt – i så generøst et land som USA.

En mand fra ørkenen

Slutningen af det 19. århundrede, begyndelsen af det 20. – det var storhedstiden for europæisk imperialisme. Det var desuden en tid med voldsom kapitalistisk ekspansion og erobring i USA. Cavling var dansker – men han så sig selv som en del af et stort, internationalt fællesskab: Når han rejste ud, var det ikke som repræsentant for en lille nation af tabere. Han var en mand af den sejrende race, han drog ud som en hersker i sit vældige rige: Hele jorden, med alle dens folk.

Intet under, at drengen fra Lyngby følte sig som en konge blandt konger, da han i 1899 sejlede på Suezkanalen, tværs gennem Ægyptens ørken, på et sejlende lyshav, en stor moderne damper:

»Over os og omkring os er Rum og Ørken slugt af Mørket, et kulsort Mørke, hvori Kamelrytteren forgæves søger Vejen til sit fjerne Hjem.«

Hvad den ukendte indbygger i det gamle kulturland har oplevet ved synet af damperen i ørkensandet, kan man ikke vide – men Cavling gjorde sig sine overvejelser:

»Hvad maa han tænke, denne Mand fra Ørkenen, naar han ved Nattetide møder Damperens vældige, elektriske Lanterne, der som et Uhyres gloende Enøje stirrer mod ham af fremmede Lyde, Stempelslag, Kommandoer, Menneskestemmer og Sang. – Hvad maa han tænke, denne Mand fra Stilheden, der maalløs standser sin Kamel?«

Det han så, denne fremmede, var et åndesyn i ørkensandet, let som luften, med et slæb af gnister og dansemelodier i sit kølvand.

»Det er Europa, der drager ud i Østen, trygt baaret gennem fremmede Verdener paa sin gyldne Magtbølge. Hvor fattig føler han sig ikke, Arabiens Kamelrytter, for hvem det æventyrligste, der findes i Verden, er de fattige Æventyr i ’Tusind og én Nat’.«

Foragten for fremmede folkeslag var ikke ny i Danmark, den gamle slavehandlernation. Men Cavlings tanker byggede på ny racebevidsthed, en teori, en videnskabeligt baseret forvisning om, at den hvide mand var udvalgt af naturen selv til en stor historisk mission: Lys over landet var ikke nok – lys over hele verden, det var det, der skulle til!

Nederlagets ånd

Radikal sprogfornyelse – og radikal racebevidsthed – slog også igennem hos den 16 år yngre forfatter og journalist Johannes V. Jensen, som indledte det 20. århundrede med et brøl og en dødsdom til alt, hvad der kunne forbindes med dansk selvbegrænsning og vægelsind.

Da han desuden var kommet på sporet af darwinismen som altings forklaring, så han sig i stand til at rette skytset ikke alene mod nederlagets mænd og menneskeracer, men også mod nederlagets dyr og planter og – frem for alt – mod nederlagets ånd. Han blev, med al ret, betragtet som en gavflab og en gadedreng, både i egne rækker og i modstandernes.

Jensen var på de stærkes side, på teknologiens og fremskridtets side. Han hadede billedet af Danmark som det lille land, der tabte krigen. Han hadede den danske provinsialisme, særligt den, han mente at møde i København. Han hadede det danske lune og almuens nedslagne blik:

»Se op!« skrev han i 1906, »Det er Tid at erindre, at Danmark ikke som i Middelalderen ligger ud til tilfældige Landegrænser, men at det strækker sig over hele Jorden, saa langt som Slægtskabet med andre Nationer gaar og endnu længere; saa langt man overhovedet kan naa med Damper og Jernbane. (...) Vor nationale Selvbevidsthed er skrumpet sammen for hvert Landetab – men har de tabte Landsdele derfor ophørt at eksistere? Gaar Damperen ikke til Norge eller til Kiel, ruller Toget ikke ind i Altona? Danmark er ikke et lille Land, saa længe det er stammebeslægtet og har Kulturoprindelse tilfælles med Norge og Sverig, Tyskland, England, Avstralien og Amerika.«

Johannes V. Jensen var særdeles racebevidst – men nationalist var han ikke. Og var han end en svoren tilhænger af nordisk ånd – betegnelsen skandinav ville han ikke have siddende på sig:

»...spil ikke op til mig som Skandinav,« skrev han i den samme kronik. »Det er en Fejltagelse. Jeg er en hvid Mand.«

Et stort, internationalt fællesskab af nordiske erobrer-nationer, det var, hvad de to radikale racister Cavling og Jensen drømte om og kæmpede for: Den hvide mands, den nordiske races vandring mod lyset, henover alle slappe racer og kvindagtige folkeslag. De drømte om et Danmark, der alligevel ikke havde tabt krigen i 1864. Og ikke nok med det – de skabte det: Cavling revolutionerede pressen og journalistikken, Jensen revolutionerede sproget og litteraturen. Det var ikke mænd, som førte urban tale, de var ikke tolerante – men de vandt kulturkampen.

Deres raceteorier gjorde ikke megen skade – der var på det tidspunkt ikke mange i Danmark, teorierne kunne gå ud over. Og deres synspunkter på dette felt gik ikke i arv til yngre generationer af meningsfæller.

I Danmark var der kun én mørk race, en hvid mand kunne bekæmpe. Det var de danske nationalister. De, som havde tabt krigen udadtil. Og som nu led den tort også at tabe den indadtil.

En moderne reaktionær

Forbitrelsen var stor i den nationalistiske lejr. Forsøg på at generobre magten og kulturen skortede det ikke på, men det mislykkedes. Harald Nielsen, den litterære magister, der kaldte sig selv »En moderne Reaktionær«, var en af dem, der førte slaget mod de radikale sejrherrer – »Systemet Politiken« – med stor ihærdighed og stort talent.

Han kom langt med at afsløre mindre sjuskefejl og større ideologiske manipulationer i Georg Brandes’ videnskabelige arbejde. Men kritikken udviklede sig til had. Nielsen stirrede sig blind på mesterens ydre attituder og hans dramatiske frisure. Derfor fik han aldrig øje på den virkelige storhed i Brandes’ personlighed og i hans projekt. Han undervurderede sin fjendes slagkraft, og det var fatalt.

Værre endnu: Han fokuserede på Brandes’ »race« og fremstillede ham som en fremmed, som havde erobret »tronen« – hele den nationale kultur, overklassens såvel som almuens – mens landet lå svagt og såret efter 1864. At Brandes ikke bekendte sig som jøde spillede ingen rolle. Ej heller, at han var født i Danmark og beherskede modersmålet bedre end Harald Nielsen – i hvis øjne han ikke alene var en fjende, men også en fremmed.

Harald Nielsen endte med at gå helt i selvsving, antibrandesianismen udviklede sig til rablende antisemitisme. Et standpunkt, han fastholdt resten af sine dage. Han døde som en isoleret mand. Anderledes kunne det ikke være for en dansk antisemit – i 1957. Nazist havde han aldrig været, skønt anklagen blev rettet imod ham efter besættelsen. Hans antisemitisme var af en særlig dansk nationalistisk art, med rødder i det dobbelte nederlag, først til tyskerne i 1864 – så til Gennembruddets Mænd i 1871. En antisemitisme, som næppe har kostet ét menneske livet, men som dog har gjort luften tung i Danmark i mere end hundrede år.

Gravlunds grænse

Den idé, at det moderne gennembrud og det gamle Danmarks undergang var jødernes værk, stod Harald Nielsen ikke alene med. Den simrede og boblede hos den danske højrefløj i hele den første halvdel af det 20. århundrede. Derfor blev mange fristet af nazismen, men ikke alle. De, der holdt stand, var ofte de mest rabiate nationalister.

Thorkild Gravlund, den danskeste af alle danske forfattere, sagde pænt nej tak, da Frits Clausen gik på frierfærd hos ham i 30rne. Han gik ikke over grænsen, det gjorde han aldrig, det var selve kernen i hans ideologi: Grænser måtte ikke overskrides, de var hellige og sikret ved den fædrene jord, af jordens vætter i de fædrene grave!

Thorkild Gravlund er ikke en forfatter, der river danskerne med sig i dag. Men i sin tid havde han øret mod jorden, bogstavelig talt.

I en bog i gotisk skrift fra 1929, Folket af Ælde skrev han:

»Om Bygden lagdes i Tiderne en Værnering af Grave. Oldtidsgravene ligger tit paa Grændsen for By, Sogn og Herred. Herude skal Vætterne raade. Der bliver Fare ved at gaa ind over Grændsen. Der er ogsaa Fare ved at drage ud over den. Folk skal blive i deres By. Deraf Hjemstavn.«

Thorkild Gravlund interesserede sig kun for Danmark og for nationens ydre og indre grænser. Racist var han ikke, det var der ingen grund til: Negre og indianere truede ikke hans grænser – og han truede ikke deres. Antisemit var han til gengæld, i den særligt danske aftapning, årgang 1871.

 Illustreret Tidendes særnummer i anledning af genforeningen 1920 skrev han artiklen »Dannevirkenatten«, om danskhedens nederlag i årene efter 1864:

»De ældre har oplevet Dannevirkenatten, men vi yngre har genlevet den i Aarene siden. Vor Tid blev som een lang vigende Vandring, der kaldtes Fremskridt. Saadan gled vore Ungdomsaar. (...) Vi voksede op i en fattig, gudetom Tid. Mon nogen gør sig klart, hvor haardt det var? (...) vi føler, hvor latterligt det saakaldte Fritænkeri er som Livslov. Ikke et Folk bøjer sig for det. Kun en lille hjemløs Skare Intellektuelle, der ved fremmede Studier løsreves fra Fødejorden, fulgte de fra Moselov frafaldne, som aldrig Landegrændse ejede. Deres ’Fritænkeri’ rummer ikke en original dansk Tanke. Alt er Surrogat.«

 En sort sjæl

Sådan gik det løs i Danmark i det 20. århundredes første halvdel: Racisme på den ene kulturfront, antisemitisme på den anden. Men efter 1. Verdenskrig begyndte tvivlen dog at melde sig, i hvert fald blandt de internationalt orienterede: Måske var den hvide race alligevel ikke perfekt? Måske kunne både negre og indianere være lige så gode – eller bedre?

I sin bog Ene Hvid gennem Liberias Urskove, 1931, gjorde en kvindelig forfatter sig mange overvejelser om race og kultur, og i bogens slutning skrev hun:

»Jeg gaar aldrig med til at indrømme, at den sorte Mand og Kvinde er mere slet af Natur end den hvide, gule eller brune. Enhver Race har sine Ejendommeligheder, sin specielle Indstilling. (...) Den sorte Mands Psyke er ikke som den Hvides. Den kan aldrig blive det. Men det er ikke tilfældigt, at Jorden blev befolket med mere end én Slags Mennesker.«

Så gode venner blev hun med de sorte i junglen, at hun der fik at vide, at hun, trods sin hvide hud, var sort i sjælen. En udsøgt kompliment.

Den danske forfatterinde hed Olga Eggers. Hun var socialdemokrat, hun havde kendt Georg Brandes. Hun var stolt af sit moderne sindelag.

Og dog blev det hendes skæbne fjorten år senere, i 1945, at dø i Vestre Fængsel, i vanry og under mystiske omstændigheder.

Hun var på den tid kendt og berygtet som en af de argeste antisemitter, der nogensinde har levet og skrevet i Danmark. Ikke fordi hun var blevet dansk nationalist, hun tænkte stadig internationalt. Hun var blevet nazist.

Sioux native americans