20'erne

Josepine Baker

Fantasien til magten

Weekendavisen d. 24.06.2005

Hvad generationen i 60erne fablede om, var virkelighed for 20rnes ungdom: En tid med væltede verdensbilleder, sammenrullede konkylier, frie negre og sorte præster, kommunisme, fascisme og spejlæg på væggen.

af INGER HOLST

»UDEN for Vinduerne ligger Raadhuspladsen i Foraarssol. Med lange Mellemrum lyder en Sporvognsklokkes Klemten eller et Automobilhorns diskrete Tuden. Paa et Hjørne staar en Bladsælger og sover. Hist og her er to Kjøbenhavnere faldet i Snak.« 

Året var 1920. En af Politikens journalister var netop vendt hjem fra en rejse. Han lod sig ikke imponere af storbylivet, som det udfoldede sig, hvor det gik vildest til i Danmark, på Rådhuspladsen i København:

»Et Ekspresbud, i hvis Bælte der stikker et Brev, som rimeligvis ventes med febrilsk Spænding af en Familie paa Østerbro, er henfaldet i intens Beskuelse af en Bryggerhest, der har lagt sig ned paa Brostenene, sandsynligvis for at hvile.«

I journalistens indre tordnede stadigvæk en ny tid, en ny kultur – de brølende tyvere, som netop var begyndt, i hvert fald i New York:

»Et sted oppe i Hjernen hører jeg Lyden af Tusinder af Automobiler, der tudende og hvæsende vælter ned ad Fifth Avenue i en aldrig standsende Strøm.«

Folk, der ikke havde så store forhold at sammenligne med, så Rådhuspladsen med andre øjne. For den unge poet Emil Bønnelycke var den allerede i 1918 en åbenbaring af storby og trafik:

»Raadhustaarnet glimter gyldent, Sporvognene vaager overfyldte over Trafikkens Skønhed, Travlhedens Helligdom, Cyklerne, o Cyklerne synger, ringer, melodisk, yndefuldt og fint. Dagen kimer sin Larm ind i mit Øre, Sommerdagen, Farverne, Livet.«

Om det så var krigen – som den danske poet ikke havde personlige erfaringer med – så skulle den også have en festsang med, i forbifarten:

»Hengiv jer, Kammerater, i Lytten til Sangen i Luften. Den lystigste Lyd er den, der lovsynger Døden. Fløjt med den melodiske Fløjten af Fuglene, Projektilerne – Fløjt den berusede og unge Overmods Fanfare!«

Krigen og storbyen, begge styret af ustyrlige kræfter, begge udtryk for gudskabt skønhed i en gudsforladt verden.

»Skøn som en sønderskudt Banegaard er vor Ungdoms Kraft, vore vilde Ideer...,« skrev Bønnelyckes jævnaldrende ven og kollega, Tom Kristensen i 1920. Endnu en sang til fartens kultur, krigens kultur.

Men den unge digter fandt også et andet udtryk for tidens ideer, en dag i en sporvogn fra Valby. Han var på jagt efter et alternativ til den københavnske hverdag og den moderne trafik, så han skrev et digt om en primitiv flåde af kanoer i havet omkring en koralø:

»Tohihah, hiohah, itokih, itokih«.

Hele livet var med ombord: grise og skingrende kyllinger, appelsiner, citroner, brødfrugter, kvinder, farver og fest. Rundt om bådene dansede delfiner med »Regnbuerygge«, flammende »elektrisk i rødt, gult og blaat«.

Ungdommen søgte nye veje.

Faner, Konkylier

Georg Brandes, i 1921 en mand fra verden af i går, rystede på hovedet over den nye kunst, der overalt i Europa syntes at bevæge sig i to beklagelige retninger: Den politiske, der ville opdrage menigmand – og den ekspressionistiske, der i protest mod denne »fattiggørelse« søgte nye, ufolkelige veje, som det bl.a. skete i Frankrig.

»Ligesom man ikke kan forestille sig en mindre folkelig Kunst end Kubisters og Ekspressionisters, selv om den nærmer sig Negerskulptur eller Buskmands-Maleri, saaledes er det umuligt at forestille sig mindre folkelig Poesi end disse Vers eller denne Prosa af den yngste franske Digtergruppe:

’Morgenrøden falder som et Styrtebad. Salens Hjørner er fjerne og solide’.«

En anden digter skrev om »Selvmord, Verdens Ende, Sammenrulning af Faner, Konkylier.«

Hvad var det for drømmeri? Hvad var det, der skete med kunsten, selv i det nye, bolsjevikiske Rusland?

»Mark Chagall fremstiller i sit Maleri ’Rusland’ en Mand, som bærer en Spand, og hvis Hoved svæver i Luften et Par Alen over den hovedløse Krop.«

Det var der intet usædvanligt i. Det nye Rusland var en drøm. Et hærget land, genfødt til en hidtil ukendt uskyld.

Martin Andersen Nexø, den danske arbejderdigter, rejste derover i 1923 og så et land, hvor soldaterne lo og legede tagfat. Den Røde Armé – »saadan bliver den til, legende og syngende som en Højskoleungdom!«

Mange år senere forsøgte en anden ungdomsgeneration at gøre fantasien til verdensmagt. Hvad generationen i 60erne fablede om, var virkelighed for 20rnes ungdom:

Det var en tid, hvor livssyn og verdensbilleder lå hulter til bulter, som væltede byggeklodser, lige til at bygge nye verdener af – alt som man var i politisk eller poetisk humør til: Krigens farver, revolutionens kulører, blod som blomster, vanviddets skønhed, ny fornuft, genopdaget i nattens drømme, genfundet i barnets leg, i fremmed kultur, i alt, hvad der havde et skær af oprindelighed:

»Negerskulptur, Hottentot-Maleri«, jazz, kommunisme.

Det kunne alt sammen være bedre end den europæiske kultur, der gik op i røg under krigen. De unge var sultne efter ny virkelighed, ny skønhed, ny grimhed og grumhed.

Hverken Bønnelycke eller Kristensen havde hørt en fløjtende granat, eller set en sønderskudt banegård. Men de var digtere i fuld fart, moderne digtere – så de var også journalister.

Da krigen var forbi, og verden åbnede sig på ny, rejste de ud for at se den, høre, lugte, smage, mærke den, skrive om den – og skrive den om. Den overgik virkelig alt, hvad de havde drømt om:

Bønnelycke måtte erkende, at krigen ikke havde været en fløjtekoncert, Tom Kristensen så med egne øjne, at delfiner ikke flammer i elektriske kulører, de er ensfarvede, skuffende, grå!

Ligtogenes By

I vinteren 1920 rejse Bønnelycke ned gennem det slagne Europa – og fik sine første krigserfaringer:

»Hvilken Fiskeret paa Færgen! Den var sort og stram i Lugten...«

I Tyskland var alting mørkt, husene, lokomotiverne, de frysende passagerer. Berlin var elendighed. Men Wien var værre. Byens huse var som sarkofager, tiggere, krykker, pinde, stylter, stativer, laser, pjalter, ynkværdighed, »Invalider, Invalider, Invalider«.

Selv om der var røde sporvogne at gå ombord i – »Kling, Kling« – så hjalp det ikke på humøret, når konduktøren var en knokkelmand.

»Saadan er Glædesløshedens Stad. (...) Dette er Ligtogenes By.«

Engang var det musikkens by – nu skurrede tonerne fælt:

»...al Musik (den Smule, der er) forekommer En hæslig blasfemisk, macaber Musik. Den spotter Elendigheden. Selv den dybeste og ædleste Tone skingrer inderst inde.«

Her døde Bønnelyckes tro på krigens glæder og storbyens fest. Han fandt en vej tilbage – til kristentro og borgerdyder.

Anderledes gik det kollegaen i Japan og Kina. Her var alting anderledes, og det bekom ham ikke altid vel, lidt for beskidt, lidt for pudret, alt for fremmed. Der var langt til Rådhuspladsen. Men han fandt på sin rejse en disharmoni, som var selve tonen i tiden, hvor alle kulturer mødtes – uden at der med nødvendighed kom sød musik ud af det.

Fra et kinesisk middagsselskab skrev Tom Kristensen hjem til Politiken:

»Nu var imidlertid flere snavsede Kinesere kommet ind. De havde sat sig til Rette i det ene Hjørne af Kabinettet og havde lagt snavsede Servietter over Knæene. Af skumle Poser trak de nogle tostrengede Violiner, en krum Guitar og en skrækindjagende Jerngongon frem.«

Festen kunne begynde:

»De smurte Instrumenterne ind i Harpiks og begyndte at prøve dem. Av, hvor det lød. (...) Mr. Lo gav tegn til Musikken, og Helvedet slap løs. Det var, som om samtlige afdøde Kattes Sjæle fo’r ud i Rummet.«

Men digteren, der få år tidligere, i en brandert af futuristiske dimensioner, havde hængt spejlæg op med tegnestifter på en baggrund af ulasteligt grønt tapet, kunne ikke forholde sig fjendtligt til alt det ukendte, end ikke til maden i Kina, skønt han, som god europæisk rejsende, forsøgte at give sine læsere det indtryk.

Visuelt var der i hvert fald ikke noget i vejen med de rådne æg, der serveredes: Blommen var skimmelgrøn, hviden brun og bævende. Konkylier i ingefær, svaleredesuppe, hajfinnesuppe – stinkende ny poesi.

»Verden er blevet chaotisk paany. Paany intonéres med heftige Klange.«

Sådan skrev Tom Kristensen før sin store rejse. Og sådan forholdt det sig: 20rne var en ny tid, med nye dufte og ny musik.

Negre og Hottentotter

Bønnelycke oplevede den nye tid i Paris i sommeren 1920 – en anden stemning end i de besejrede storbyer. Det gav ham ikke håb for Europas fremtid. I Paris’ natteliv mødte han overflod, barbari – og et kvindemenneske af hidtil uset art:

»... den bemalede Grissette, der nedringet til Storvask, flyvende fra Parykken til Knæet, hvor hendes Paaklædning hørte op, traadte den ægte Jass-band, en Dans hvis afrikanske Oprindelse sagde mig, at Evropæerne paa Dansegulvet nærer den besynderligste Lyst til at føle sig som Negre og Hottentotter. The call of the wild! Tilbage til Naturen.«

En ældre forfatterinde, Karin Michaëlis, som havde gjort krigen med som korrespondent, oplevede i 1922 de nye toner i byen, hvor Bønnelycke havde mistet humøret. Men hun oplevede dem anderledes.

»Wien er Musikbyen, den ægte, den ubønhørlige« – derfor var det en selvfølgelighed, at den sorte trommeslager Sir Buddie Gilmore blev budt hjerteligt velkommen her:

»Hvide Arme rækkes imod ham, Blomster fyger om ham. Er det maaske gennem Musik, at Negeren skal kæmpe sig frem til sin Ligestilling som Menneske mellem Mennesker?«

Negre lugtede fælt – det fik Karin Michaëlis gjort klart i sin kronik. Men musikken var magisk.

»Som Konkylien rummer Havet i sit Indre, naar man holder den tæt til Øret, saaledes tryller han Storm og Stille af det spændte Skind. (...) Et Øjeblik efter synes man at være Barn igen og, liggende i sin Seng, at høre Mørket synge gennem Stilheden. (...) Nu er det Negeren fra Gummiplantagerne. Ekko fra de store Skove. (...) Hør! Hør! Buddie Gilmore klager og anklager.«

Jungledyret Josephine

Hvad havde Sir Gilmore at klage over? Hvem anklagede han?

Han har i hvert fald næppe givet udtryk for længsel efter verden af i går – »Tryghedens gyldne Tidsalder«, hvor ingen europæer nærede tvivl om sin egen races og sin egen kulturs overordentlige værdi.

I 1906 kunne Johannes V. Jensen skrive i landets frisindede avis, Politiken, om »Negren« i USA, jungledyret i smeltedigelen:

»Han gør et Spring som Aben i Skoven, uden at ane, hvor det fører hen. Hvad skulde det dog nytte at give det Dyr Rettergang?«

Derfor, i tilfælde af et mord, begået af en neger: Kort proces, mobning, lynchning.

Sådan var Jensens holdning til den afrikanske race, og den var ikke ualmindelig. Der var ingen negre i Danmark – men der var racisme.

Den danske digter var venligere stemt end de fleste: Han troede på god, darwinistisk udvikling, også for dyret i storbyjunglen. »Negren« var årtusinder tilbage i udvikling, men havde alligevel givet sit bidrag til »den særligt amerikanske Kultur: Noget af den iøjnefaldende Livslyst, det Lærkesind, der udmærker Amerikaneren, skyldes utvivlsomt Paavirkning fra Negren.«

Han mente derfor, at amerikanerne burde beherske deres lyst til at udrydde de primitive, et barbari, de i så tilfælde ville have lært af negren selv. De burde huske på den fremmede races positive egenskaber, dens »overordentlige Musikalskhed« for eksempel. De burde glæde sig over, hvor heldigt det var for en civilisation – »at have en Race i Urtilstand levende imellem sig.«

Det held havde danskerne ikke i 20rne.

Men i 1906, samme år som Jensen rejste i USA, kom en negerpige til verden, ikke i en afrikansk jungle, men i en amerikansk storby. Der var ingen lianer og gummiplantager, men der var slum – og varieteer. Hun voksede op med fattigdom, undertrykkelse og musik. I 20rne blev hun et stridens tegn, også i Danmark: Josephine Baker.

Året var 1928. De sorte havde gjort deres entré i den vestlige kultur, for første gang i positiv forstand. Det var netop den »overordentlige Musikalskhed«, der gjorde udslaget. Det var jazzens tid – og forargelsens tid.

Tidens store spørgsmål var, om der fandtes mere end én civilisation – vores egen?  Efter krigen, »Den hvide Races Selvmord«, var der nogen, der mente, at det var en forhåbning værd.

Derfor flød det i disse år med »Negerskulptur og Hottentotmaleri«. Derfor blev en sort danserinde budt velkommen til København, som var hun en gave fra naturen selv.

En anmelder skrev:

»Hun rankede sig, spændte hver en Fiber i sit unge, ranke Legeme, og som en ung Panter bøjede hun pludselig sammen og stod i ét Spring ude paa Gulvet, belyst af Projektører, kattesmidig og kælen (...) og som om tusinde Djævle nu fo´r i hende, snurrede hun rundt, slog ud med Armene og jog over Gulvet. Hun blev vildere og vildere, morsommere og morsommere...«

Men det var ikke alle, der morede sig.

Et par aviser, en håndfuld moralister og en hær af præster gik til modstand mod dette »Kloakvand«, der oversvømmede byens natteliv, »Negerbacillen« i storbyens natteliv. Kristeligt Dagblad advarede mod det hæslige og abnorme, Nationaltidende ofrede en leder på Josephines publikum:

»Lad dem vide, at det var triste Skygger fra en døende Tids Forlystelsesliv, de saa, at det, der gled forbi dem, var et falmende Træk fra en svindende Barbarperiode, hvis Symbol blev en Negerpiges løftede Bagdel.«

Det var signal til kulturkamp: Den sorte kvinde mod de sorte præster, sand natur mod usund kultur.

 Poul Henningsen lovpriste renheden hos denne »Barnesjæl i Dyreham« og endte med at hylde hende som »noget værdifuldt i vor Civilisation«. Emil Bønnelycke havde ikke set Josephines show, men skrev alligevel i et åbent brev til Poul Henningsen:

»Du kan ikke have ment, at vi i Danmark, overhovedet i Europa, bør takke en skelende, vrikkende, taabeligt gebærdende og tungerækkende Negerdanserinde for hendes Betydning for vor Kultur.«

En skrædder tog postyret med højt københavnerhumør og reklamerede for sit pæne herretøj, som trods alt ikke var blevet overflødigt.

Men det var ikke kun en sag om sparsom beklædning. Det var civilisationen, det gjaldt. Det handlede, på den ene side om frigørelse af menneskeheden, med børn og ædle vilde som rollemodeller. På den anden side, om at redde al kultur og al anstændighed.

Begge fronter ville det bedste, begge stod i moralens tjeneste.

Men der var langt fra Josephines rampelys i nattelivet – til det lys, der tændte sig over de store fascistmøder i Italien. I Napoli i 1922 var en svensk forfatterinde på besøg:

»Bugten viste sit smukkeste Aasyn, og Vesuv sendte en Røgsøjle lige op i Luften.« Solen brød frem fra skyerne.

»Ikke kunde Mussolini da længere staa dér indesluttet og barsk. Der bredte sig et Smil over hans strenge Træk, og han begyndte flere Gange at nikke med Hovedet og løfte Armen paa god gammel Romervis.«

I 1922 fik en dansk journalist øje på en ny fascistfører i München. Han hed Hitler, og hans metode var »enkel og gammel som Menneskenes naturligste og hæderligste Instinkter: Han vil rense Nationen, saadan som en Mand renser sit Hus for Parasitter og Slæng, naar han pludselig rejser sig i Raseri, ubekymret for, om der gaar nogle Pandebrasker med i Købet...«

Der blev renset ud i tiden, der fulgte. Der blev marcheret, flækket pandeskaller – og der blev stadig spillet negermusik. Men der var ingen vej tilbage til verden af i går. Og der gik ikke lyntog til Frihedens Rige.

Den hvide Mand fik en ny byrde at bære: Bevidstheden om, at barbariet i hans egen kultur ikke forgik så let.

Han havde det ikke fra fremmede.