som den danske presse så den

Krigens helsebringende stålbad

Weekendavisen d. 20.05.2005 

Mens Første Verdenskrig rasede i Europa, var det tid for kulturkamp i Danmark. »Er krig kultur?« lød et af kulturkampens spørgsmål. Var det uciviliseret at skyde en gammel katedral i grus – eller var det en bagatel i forhold til den store tanke, der lå bag?

af INGER HOLST

DER sad en herre i en togkupé, godt tilfreds med sig selv og livet – »med Lommen fuld af Penge og en herlig lang Fritid for mig.« 

 Det var et af det 20. århundredes tidlige år. Solen skinnede. Den ferierende følte sig som en dreng på 13. Det var han ikke. Karl Larsen var en midaldrende forfatter og journalist. Han var en af de flanører, der i 1880erne promenerede på Strøget, blinkede til damerne og spejlede de høje hatte i butikkernes vinduer. 

Nu sad han i toget og studerede sine omgivelser med et alt andet end troskyldigt teenage-blik: Han så på en mand, der sad og sov med åben mund og fluer om næsen; han konverserede en selvbevidst blækproducent, han kiggede på landskabet, og han gennemforskede støvet i en solstråle. Talentet var stort, kedsomheden større.

 Men nu gik det mod Tyskland, og der var noget på færde, som kunne glæde en 13-årigs sjæl: Tyske soldater, »som sirlige smaa Dukker«, gravede i jorden med hakker og spader: »altsammen tager det sig ud som det fineste, nydelige lille Legetøj. Jeg kommer til at tænke paa et mekanisk Kunstværk, som var min tidlige Barndoms højeste Fryd ude i Tivoli. Det fremstillede Slaget ved Solferino, og der foregik de grueligste Scener. Franskmænd borede Bajonetten ind i Østrigere, Rytteri kom farende hen over Valpladsen, Kanoner blev erobrede eller fornaglede, men altsammen uden en Lyd.«

Lige så lydløst var sceneriet med de gravende soldater – som Karl Larsen hørte det inde fra sin togkupé.

Få år senere, i 1914, rejste en anden dansk forfatter, Valdemar Rørdam, den modsatte vej, i et andet humør. Han var på vej med det sidste tog fra Tyskland til Danmark, før grænsen blev lukket.

De grå soldater, der myldrede på banegården i Flensborg, gav lige så lidt lyd fra sig som Karl Larsens legetøjssoldater:

»Nu er alt stille. Stille, næsten lydløst, er et Kompagni graa Pikkelhuer med fuld Oppakning rykket ind paa Banegaarden; lydløst glider deres Tog ud; Flensburg-Niebüll staar der paa Plakaten; men de skal op langs Vestkysten, op til Grænsen. Til Grænsen imod Danmark.«

Det var ikke legetøj og mekaniske vidundere, det var den tyske hær på vej i krig – måske på vej til Danmark?

Valdemar Rørdam nåede hjem. »Det sidste Tog over Grænsen« blev overskriften på hans kronik i Nationaltidende den 1. august, den dag krigen brød ud. Kronikken er skrevet i samme tempo, som toget kørte: »... svingende, raslende førte det os Nord paa, i en Fart, som hverken Skinner eller Hjul paa den Linie var vant til.«

Med let hjerte rejste han ikke.

I hans digterbryst stod løver på vagt. Det var frygten for fædrelandets undergang, der optog ham: »Hvad vil her være levnet? Hvad vil der være levnet af Danmark? Og af Danmarks Ære? Vi ved jo, hvem der har stillet sig som dens Vogtere!« Et bittert stik til det parti, danske patrioter i 100 år har frygtet mere end nogen fjende udefra – Det Radikale Venstre, i 1914 regeringens mænd.

Fransk frihed, tysk ånd

Den Første Verdenskrig lagde en generation i graven og bragte en civilisation på katastrofekurs. Men Danmark gik fri, tilfældigvis – så her er den glemt.

Den generation, der jublede i 1968, betyder nu mere i dansk kulturkamp end den, der snublede i 1914. Det Danmark, der blev besat i 1940, fylder mere på det nationale verdenskort end det Europa, der forblødte i skyttegravene.

Anden Verdenskrig, som vi netop har mindet, var uundgåelig og helt nødvendig – på grund af alle de ulyksaligheder, dens forgænger, Første Verdenskrig, havde forårsaget. Denne krig, udløst af nationale magtinteresser, folkeligt hysteri og frådende militarisme, var der til gengæld ikke mening skabt i.

Alligevel havde alle en mening om den, også i Danmark, hvor den leverede ammunition til en gammel kulturkamp fra årene efter 1864. Fronten gik mellem en »højrefløj«, der mente, at krig var helsekost for folkesjælen – og en »venstrefløj«, som mente, at en høj civilisation burde finde andre veje.

En stor del af den danske befolkning håbede på Tysklands nederlag, for Sønderjyllands skyld. De intellektuelle var mindre konkrete i deres forhåbninger. For mange af dem var det krigens idé, det gjaldt: Frankrigs frihed mod Tysklands ånd.

»Er Krig Kultur?« lød et af kulturkampens spørgsmål. Var det uciviliseret at skyde en gammel katedral i grus – eller var det en bagatel i forhold til den store tanke, der lå bag?

Alle havde en mening, for og imod krigen, for og imod freden, for og imod Tyskland, Østrig-Ungarn, Frankrig, England, Rusland, for og imod tysk kultur og sprog for og imod fransk kultur og sprog, hele folkeslag blev vejet og fundet for lette i Danmarks aviser, hele civilisationer kendt underlødige og ulevedygtige.

Fronterne gik på kryds og tværs gennem det lille fredens land, hvor Jeppe Aakjær i 1916 skrev »Jeg er Havren, jeg har Bjælder paa« – i den selv samme sommer, hvor Europas ungdom faldt som strå ved Somme og Verdun.

Så mild en stemme hørtes sjældent i de år.

Det gjaldt i Danmark, som i resten af Europa, at der var skruet højere op for talens end for tankens kraft. En iagttager, forfatteren Sven Lange, beskrev fænomenet i Politiken:

»Digtere og Forfattere, Videnskabsmænd og Filosoffer, Malere og Musikere – de har staaet der og stirret over Grænserne og knyttet Hænderne ad hinanden og dængt hinanden og hinandens Lande til med en saadan Mængde Skældsord og Trusler og Beskyldninger, at de til Tider virkelig har overdøvet Kanontordenen ved Fronten! Selv Drønet af en 42 cm. Mørser er undertiden blevet borte i den Larm, som en filosofisk Professor har kunnet lave ved sit Skrivebord.«

Over hele Europa, også i Danmark, kom halvt forglemte stridigheder på banen igen, gammel tro kom atter til ære. For eksempel mente Kristeligt Dagblad ikke, at man burde bede Vorherre om fred:

»Krigen er en Prøvesten for Folkets Livskraft. Den bundfælder Aaringers Raadenskab og Smitstof, og genfødende Kræfter tager fat og bringer Fornyelse. Da klares Skellet mellem godt og ondt, Folket rystes op af Søvne og tvinges til at vælge. (...) Den Giftsæd, Halvfjerdsernes Mænd saaede, satte bitre Frugter, den bredte sin raadne Svamp gennem alle Folkets Lag, længe har vi sukket efter denne ’Fornyelse’ og efter en Fornyelse indefra og oppefra.«

Argumenter om krigens helsebringende stålbad contra usund sanselyst i storbyens biografteatre gik igen i debatten. Tiden var blevet alvorlig på ny. »Giftsæden« – arbejderklassens materialisme og Brandes-brødrenes umoral – skulle ud af Danmark, ud af verden.

Valdemar Rørdam, vel hjemme fra sin togtur, var stemt til højtid og oversatte en række heroiske digte skrevet af forskellige landes soldater. På den måde syntes han bedst, han kunne tage del i soldaternes lidelser.

Erindring om blod

De fleste, der udtalte sig om krigen, sad, som han, i ly af tidens viftepalmer. Men der var nogen, der selv ville ud og opleve eventyret. De, der skrev bedst, fik lov. Politiken sendte en perlerække af korrespondenter ud til alle fronter og alle hovedstæder. De »krigskronikker«, der kom ud af det, er storslået læsning den dag i dag.

Anker Kirkeby var en af dem, der lagde ud, juli 1914:

»Jeg rejste ned gennem et Europa, der allerede var betændt af Krigen. I de større tyske Byer drog eventyrlystne Skoledrenge gennem Gaderne, mens de sang Deutschland über alles, og i Berlin stormede Horderne om Aftenen hen ad Unter den Linden under Raabet: Ned med Rusland, leve Krigen!«

Kirkeby fik folkestemningen helt ind på livet, da han spurgte et par mennesker om vej i Dresden:

»Min Ledsager og jeg var ikke naaet tyve Skridt hen ad den tomme Gade, før vi saa et par Drenge styrte efter os, og i Løbet af Sekunder sad vi fast mellem hundreder af Mennesker, der under en uhyggelig Tavshed stirrede paa os med opspilede Øjne, i hvis stive Blik alt menneskeligt var jaget paa Flugt af Had og Skræk. I et Glimt anede vi Lynchningens frygtelige Hemmelighed.«

Fortryllende var det til gengæld, da en folkemængde stimlede sammen om kejserens slot i Berlin: »Et Øjebliks Hvisken gaar gennem de fremstormende Dønninger af jublende Berlinere. Der breder sig ligesom en andagtsfuld Højtidsstilhed over Skaren. Alles Øjne søger de høje, oplyste Vinduer paa anden Sal. Men pludselig løsner sig en uimodstaaelig Brusen fra Folkehavet. En stille Nynnen bliver til Sang, halvkvalte Ord faar Toner. Nu vælder det som en Hymne fra de Titusinde. Mægtigt. Gribende. Majestoto. Alle blotter Hovederne. I den stille Sommernat synger Berlin uden for sin Kejsers Vinduer: Deutschland, Deutschland über Alles...«

Da den første begejstring var forbi, begyndte krigens hverdag. Den var også festlig, i hvert fald i Paris: Lyskastere fra Eiffeltårnet, tyske zeppelinere på nattehimlen, stor ståhej på de franske altaner.

Andreas Winding boede i Frankrig og fortalte om landets forvandling, som bl.a. slog igennem i Boulogne-skoven: »Den elegante Verden er som blæst bort, man kan aande frit uden at faa en hed Parfumebølge i Munden....«

Væk var turisterne, væk var de elskende par og de letsindige damer. Tilbage var det sunde, sande Paris – som dog med et vist vemod måtte sige farvel til sine croissanter. Der var dømt »Fantasibrød«. Den slags kunne man ikke bruge nationens mel på i onde tider. Efter en tid begyndte byens bagere at protestere:

»De finder nu, hvor Faren er ovre, at de har ofret nok for Fædrelandet. Men det er en god gammel Regel for Smed at rette Bager, og saa længe Vaabensmeden er Helt, vil Bageren forgæves klage gudsjammerligt over sit forbudte Fantasibrød.«

Krigen krævede ofre, store som små.

Dog, når Andreas Winding så de franske soldater på vej til fronten, vidste han, at dette var alvor: Franskmændene havde fundet sig selv igen, som »et krigersk Folk«.

»...kender De Udtrykket hos Mænd som véd, at det gælder Liv eller Død, og som vil og skal sejre, selv om de maa dø? Saaledes var disse Soldaters Øjne. Mudder havde stænket deres horisontblaa Uniform, Solen havde bleget den næsten hvid, den klæbede til Kroppen som en Dejg af Jord og Regn og Sved. Støv og Vind havde bidt deres Ansigter, ædt Øjenbrynene bort og gjort Øjenrandene røde. Men ud fra disse Øjne, nøgne i det flade Ansigt, luede Ilden, Erindring om Blod eller Tørst efter nyt.«

En anden korrespondent, den norske forfatter Johan Bojer, beskrev sine eventyr i et fransk skyttegravslandskab med et ordvalg, som var han kommet til Elvernes Rige: »Sletten er blevet lysegraa. Saa langt Øjet rækker et uhyre Net af Skyttegrave, hvis Kalkjord blinker i Solen.«

Karl Larsen var udsendt på den tyske front. Også han fandt alting såre vel. Uforsagt og i højt humør fortsatte han sin strøgpromenade i skyttegravene. Kedsomheden var forbi, men spadserestokken havde han stadig hos sig:

»En ikke kreperet fransk Granat laa lige for Fødderne af os, en ’Blindgænger’, som Tyskerne kalder dem; jeg kunde ikke lade være med at slaa let med Stokken paa den lange, brunrustne Tingest med et graat Hoved; den laa der som en ondskabsfuld Hugorm i Søvne. Men Officererne skred energisk ind mod fortsatte Forsøg paa at røre ved Fyren.«

En farlig gæst – og en nyttig idiot:

»Det var en af de berømmelige dybe Grave af nyeste Konstruktion, som vi dukkede ned i, en elektrisk belyst underjordisk By, hvor alt, Boliger, Magasiner, Vaabenanbringelser, Forbindingspladser, Anlæg for Lys, Telegrafi, Telefon m.m. laa 10 – ti – Meter under Jordens Overflade. Og hvad var der ikke alt sammen dernede lige ned til helt sirlige Officersværelser med Skrivebord og Boghylde og Billeder paa Væggen!«

Ingen tvivl i Larsens sind: Krigen var et stort kulturelt spring fremad!

At det var en tysk skyttegrav, han hoppede ned i, var ikke tilfældigt. Det havde med Danmarks historie at gøre. Og med hans egen:

Han var et barn af en anden krig – Krigen i 1864. Hans far døde på slagmarken, hans mor af sorg året efter. Under opvæksten hos et par bedsteforældre med rødder i danske militærtraditioner, rasede sårfeberen fra Dybbøl. Hele hans barndoms gade var mærket af krigen. Som ung fik han brug for frisk luft, besøgte Tyskland og fik den tanke, at det danske nederlag kunne skyldes, at tyskerne bare var bedre!

Hvorpå sønnen af de slagne tilbragte resten af sit liv i næsegrus beundring for prøjsisk militarisme:

»Tyskeren bliver Soldat, naar han – fra et som oftest veldisciplineret Hjem – 6 Aar gammel kommer i sin Skole, der ikke er noget Biografteater til behageligst mulig Meddelelse af Kundskaber, men først og sidst en streng Pligtskole; han er under hele sit Livs Virksomhed i Trøjen og bytter den først med Ligskjorten.«

Den slags beskrivelser gjorde ham upopulær i et land, hvor mange håbede på tysk nederlag. Til alt held for ham døde han i 1931 – to år før den tyske militarisme løb helt af sporet. Larsen havde næppe fundet kræfter til at skifte tog i tide.

Brandes holdt stand

Mod og mandshjerte på alle fronter, friske fyre på havet, luftens helte på himlen, ædel dåd, mekanik og drengestreger – sådan tog dødens rige sig ud, når skønånder var på visit. Lig og lidelser skræmte dem ikke. Det hørte med.

»...Stemningen paa begge Sider (er) uforknyt og munter, ofte med Tilsætning af Humor og Vittighed. Lige klos op ad Døden lever Soldaterne her roligt og sorgløst,« skrev en af de udsendte, Valdemar Koppel, tidligt i krigen.

Hvem kunne holde hovedet koldt i en tid som den?

Det kunne Georg Brandes, den blandt de danske intellektuelle, der led de sværeste tab under krigen: Han mistede sin gode ven Clemenceau i en blodig pennefejde, fordi han ikke ville tage parti for Frankrig, mod Tyskland. Han mistede dermed sine franske venner, læsere – og sit andet fædreland. Andre europæere tog afstand fra ham, fordi han heller ikke ville støtte dem.

Hjemme i det danske fødeland mente antibrandesianeren – og antisemitten – Harald Nielsen, at neutraliteten var udtryk for jødisk chauvinisme.

Brandes mistede sit gode navn og sin europæiske berømmelse, men han holdt sig i sadlen. Til tider med let hældning mod tysk side – af frygt for en sejr til Zarens Rusland, der var endnu mere reaktionært end Kejserens Tyskland. Men primært så han krigen som tåbelighed og brodermord.

Der var nogen, der mente det samme. Han kendte dem ikke personligt, og de ville næppe have behaget hans næsebor.

Det var soldaterne langs hele Vestfronten, julenat og juledag 1914. Der blev øvet heltedåd – i al forsonlighed. Det begyndte med, at tyskerne sang deres julesalmer i en af skyttegravene: »Stille Nacht, heillige Nacht«. Der blev stille ovre hos fjenderne. Men da sangen var færdig, brød klapsalver løs: »Good old Fritz«, »Encore, Encore«.

Det blev en julenat som aldrig før, der kom lys på kanten af skyttegravene, det bredte sig fra den ene ende af fronten til den anden, gennem det ene sønderflængede landskab efter det andet – én lang kæde af levende lys, kun afbrudt de steder, hvor de højt disciplinerede prøjsere lå. En enkelt østrigsk korporal nægtede også at tage del i juleglæden.

Men tusinder gik over the top på en helt ny måde, ikke som mekaniske soldater med trusler i ryggen og dødsfare forude, men som frie mennesker, parate til at møde andre mennesker, snakke, bytte cigaretter, spille fodbold. De var unge og naive – men kujoner var de ikke. Mange blev dræbt under fredsforsøget. Men de fleste oplevede, at tilliden blev gengældt.

To dage efter var der styr på tropperne igen. Historien blev dysset ned, aviserne kunne melde om en blodig jul. Et par måneder senere var der ikke mange tilbage, der kunne fortælle historien om, hvordan krigens kultur – et øjeblik – blev til højkultur.

Den lille fred i den store krig. Julen 1914